Brev:

Morglad og forsigtig dreng

---

Hej Helen

Jeg skriver da jeg oplever min dreng som værende meget morglad og i den forbindelse har jeg nogle bekymringer.

De første måneder af min søns liv var han meget urolig pga mavekneb. Han havde svært ved at bøvse, fik ondt i maven, forvekslede smerten med sult og spiste mere end han kunne rumme. Senere har han døjet meget med øreproblemer og skal allerede snart ha’ lagt dræn for 3. gang. Alle de problemer har selvfølgelig udløst gråd og øget tryghedsbehov hos min søn, så jeg har naturligt været meget over ham dag og nat. Min kæreste har også taget ham til dels, men eftersom det har været mig, der har ammet og gået hjemme, så har jeg selvsagt været mest på. Jeg har gået hjemme på barsel med ham til han var 14 mdr og ammer ham endnu.

Han er fint med motorisk, spiser selv med ske/gaffel, går, men løber dog ikke endnu. Sprogligt er han godt med, spørger meget: hvad det? Siger ord som far, mor, mad, hej, nej, vrøøøn, dyrelyde, osv. Han har været sensitiv det første år af hans liv, så han er ikke blevet kastet meget rundt blandt andre folk, men er dog vant til sin mormor, farmor og oldemor, som alle har passet ham. Han trives godt i vuggestuen selvom det var en lidt langsom indkøring og alt i alt er han glad, når han ellers ikke har vrøvl med ørerne.

Jeg har dog alligevel nogle bekymringer, som jeg lige vil beskrive i det følgende. Han har altid været forsigtig – aldrig typen, der bare buldrer rundt, men altid lige skal se folk an. Er vi i legestuer med mange mennesker på lidt plads, så foretrækker han at sidde hos mig og vil ikke ned og lege med de andre børn. Min bekymring er, om det er min skyld, at han er blevet forsigtig? Om jeg ikke har presset ham nok? Det skal lige siges, at når vi er til familiearrangementer, så skal han altid lige bruge 10 min på min arm for at se folk an, derefter nyder han at lege rundt mens han charmer alle.

I vuggestuen siger de også at han er glad for at være der, og han kun græder de første to min efter far eller jeg er gået. Men derfor er han stadigvæk forsigtig, han kravler ikke op på bordene (kan dog fint kravle opad trapper) og farer heller ikke rundt i 5. gear, han har ikke det det tumle-bumle som mange drenge har. Bør han ikke være lidt mere grænsesøgende på det område? Han kan godt lide at gynge, og få svingturer, så det er ikke fordi vi ikke tumler med ham.

En anden tanke – som egentlig er derfor jeg skriver er, at nu har jeg jo været primærperson hele hans liv. Hans far har dog ofte passet ham om morgenen i weekenderne, hvor jeg har ...

---

---

... haft brug for at få et par timer på øjet. Hans far har haft lange arbejdsdage, men altid gidet sin søn når han er kommet hjem, og er utrolig kærlig og omsorgsfuld. Han har rejst et par gange af nogle dages varighed, og har hele tiden gået til sport engang om ugen efter arbejde, men ellers har han været en fast bestanddel af min søns liv, selvom jeg selvfølgelig har været primær. Nu er min kæreste (altså hans far) gået ned på deltid så han kan få endnu mere tid til sin søn, og han afleverer ham også et par gange om ugen selvom jeg går hjemme lidt endnu. Vi har nu aftalt, at han hver søndag formiddag skal tage ham ud et par timer, så de får lidt far og søn-tid uden mig og de nyder da også hinandens selskab.

MEN min bekymring er, at min søn altid foretrækker mig herhjemme. Er jeg i nærheden, og er han træt, så vil han kun sidde hos mig. Falder han og slår sig, er det helst mig, der skal trøste. Far kan godt, hvis ikke jeg er der, men kan han se mig mens han græder (eller han ved jeg er i huset) så græder han mere og mere indtil han kommer over til mig. Og det er nok lidt selvforskyldt, for jeg har altid været hurtig til at tage ham hvis han græd, og ofte måske taget ham ud af min kærestes hænder uden at tænke over det.

Jeg vil gerne have at vores søn skal være lige tryg ved os begge, det er også derfor vi begynder at gøre meget ud af nu, at far skal komme lidt mere på banen. Det er også fint nok, men jeg frygter bare at det der morsyge sidder så dybt i ham, at han får svært ved at se sin far som ligeværdig tryghedsperson – eller er jeg langt ude?
Jeg vil jo gerne have at far og søn skal ud og spille bold sammen i fremtiden (min kæreste dyrker meget holdidræt, og kan slet ikke vente med at spille med vores dreng), men jeg frygter lidt om jeg har gjort ham til en eller anden forsigtig mors dreng, der i hvert fald ikke gider ud og tumle rundt efter en bold.

Jeg ved det er vigtigt for en dreng med et godt forhold til sin far (og det har han jo egentlig også), men frygter lidt om jeg har været for meget om ham hans første leveår?

Men jeg tænker omvendt også, om en dreng under et år ligefrem har ”brug” for en stærk faderfigur, eller om det først er nu det begynder at være særligt vigtigt?

Håber du kan finde hoved og hale i mine tanker, men summa summarum er vel egentlig, at jeg ønsker svar på, om jeg kan have givet min dreng FOR meget omsorg, og om jeg kan have ødelagt min drengs chancer for at få ligeså trygt et forhold til sin far, som han har til sin mor?

Kærlig hilsen
en trofast læser

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---