Svar: Fra god appetit til ingen appetit
Kære bekymrede mor
Der kan være flere ting der spiller ind hos jer og jeg vil naturligvis gerne dele lidt af mine tanker med dig :)
Der er naturligvis den mulighed at jeres datters nedsatte appetit skyldes sygdom, men da det har stået på i længere tid og hun i øvrigt virker som hun plejer, leger og udvikler sig fint, så tror jeg ikke umiddelbart at det er det.
At det skyldes at hun er blevet storesøster, - sandsynligvis ikke. Lillebror er 1 ½ år nu, men det kan naturligvis godt hænge sammen med hans spisevaner og hvordan han reagerer ved bordet. Måske er han begyndt at spise mere selektivt og får særlig opmærksomhed ved det? Måske hjælper I ham med at spise, hvor hun skal spise selv? Måske får han "specielle retter", hvor hun skal spise som I andre? Han sidder måske for bordenden og får en masse opmærksomhed, hvor hun sidder for bordets side og skal sikre sig opmærksomheden ved at lukke munden? Hans måde at blive behandlet på, hans måde at få mad på, hele situationen omkring det at spise, kan naturligt påvirke.
Men det kan nu også skyldes hendes alder og at hun naturligt ikke længere spiser alt og slet ikke mad, hun ikke ved hvad er, eller kan se hvad er. Børn i jeres datters alder, vil helst have maden adskilt. De har glæde af at maden serveres i skåle og adskilt på tallerkenen, gerne en tallerken opdelt i rum. De bryder sig ofte ikke om gryderetter eller hvor sovs, kød og grøntsager er blandet sammen. Og det er okay. I kan sagtens give hende maden adskilt og lade hende få lidt forskelligt på tallerkenen.
Og så er det rigtig vigtigt at I ikke kræver at hun skal smage eller kommenterer på, hvad hun spiser, hvor meget hun spiser eller siger at hun skal spise op. Det gør ikke noget hvis hun spiser mere kød den ene dag og mere pasta den næste, det gør ikke noget at hun den ene dag kun vil spise ærter, hvis hun den næste dag så gerne vil spise lidt majs. Det der er vigtigt og det der betyder noget er at hun spiser og at hun har lyst til at spise og her skal jeres fokus være.
Hun kan sagtens med den alder hun har være mere og mere med i køkkenet. I kan sagtens lade hende være den der dækker bord, I kan lade hende være med til at lave maden. Hun kan være med til at skære grøntsager, skrælle gulerødder eller kartofler, komme maden op i skåle, pynte pizzaen eller lignende og det er vigtigt at hun deltager i madlavningen. Både ...
... fordi det signalerer at det er noget I prioriterer, men også fordi der naturligt sættes gang i nogle enzymer i spyttet og i maven, når hun dufter maden og er med til at fremstille en ret. Og det giver større lyst til at spise den.
Det er ikke meningen at I skal spise forskelligt og hun skal ikke (ingen af jeres børn) skal have specialretter. I skal spise familiemad, det vil sige almindelige børnevenlige retter som alle naturligt kan spise noget af. Og det er vigtigt at der altid er mindst en ting hun godt kan lide og som I ved at hun altid vil spise. Det kan være et stykke brød, pastaskruer eller andet, som I erfaringsmæssigt ved altid vil glide ned.
Når I giver hende en tallerken, hvor der er lidt på, som hun er tryg ved og godt kan lide, så vil hun naturligt begynde at spise, når maden serveres. Og dermed lærer at nu spiser vi og I spiser sammen. Og når hun spiser lidt, så er lysten til at spise lidt af det andet også større og det kommer stille og roligt. Men I må ikke presse hende, det er vigtigt at I giver hende madro.
Og så skal I naturligvis sørge for at den mad hun tilbydes er sund og i orden. Hun skal ikke have søde sager - det hæver blodsukkeret og fjerner appetitten. Det skal være lige så lækkert at spise sundt som usundt :) Og det betyder også at I ikke må belønne hende ved at "give noget mere lækkert". Det dur ikke at I siger "Hvis du spiser en kartoffel mere, så kan du få is til dessert" - hvis I siger sådanne ting, så kategoriserer I maden og lærer hende at is er mere lækkert en kartoffel og så vil hun naturligt ikke have lyst til at spise særlig meget kartoffel ...
I skal også give hende mange små hyppige måltider i løbet af dagen og hun må f.eks. meget gerne få en godnatgrød eller en banan eller lignende inden hun puttes om aftenen. Hun må gerne, som en afsluttende del af dagen få lidt mad som en del af sit putteritual, så hun ikke går sulten i seng. Det er ikke nogen god idé at praktisere en pædagogik om "Hvis ikke du spiser din aftensmad, så får du ikke andet og så må du gå sulten i seng" - det har ingen af jer glæde af. Hun spiser det af aftensmaden hun kan og så kan hun få et sundt godnatmåltid inden sengetid. Nogle gange kan et godnatmåltid faktisk også være en rest af aftensmaden, måske en frikadelle og et stykke rugbrød ...
Jeg håber at ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Parforhold
Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.
Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...
Pusleplads til baby
Der er flere tusinde gange, du skal skifte dit barn, hvis det bruger ble i ca. tre år. Sørg derfor for at indrette en god pusleplads - altså et sted hvor barnet ligger trygt og godt, og hvor du ikke får ondt i ryggen af de mange bleskift.
- Sørg for at puslepladsen passer i højden til den person, som hyppigst skifter barnet.
- Sørg for at have alt, hvad du skal bruge inden for rækkevidde. Når dit barn ligger på puslebordet, må du af sikkerhedshensyn ikke gå fra...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire