Brev:

Skilsmisse - det sværeste af alt

---

Kære Helen

Emilies far og jeg har besluttet at flytte fra hinanden. Beslutningen er faktisk snart et år gammel og har måske været undervejs i 4 år, men nu er det ved at være virkelighed. Vi er meget afklarede og vores sorg handler om Emilie ikke om os.

Vi har i hele Emilies snart 6 årige liv levet sammen som venner - og er det stadig og det er selvfølgelig en styrke. Vi er meget opmærksomme på at værne om dette. Vi bliver begge i det område vi har boet i siden hun blev født, så vi ændrer så lidt som muligt. Vore boliger og hende skole og sfo kommer til at ligge inden for en radius af ca. 1 km.

Jeg har fået lejlighed fra 15. marts og Emilies far bliver i huset til det er solgt. Jeg vil stadig have min gang i huset, da dette jo skal passes og holdes til det er solgt.

Det var lidt forhistorie :-) de 2 tusindkroners spørgsmål er så, hvordan får vi det sagt og hjælper hende med at bearbejde og hvordan indretter vi os med hensyn til samvær.

Jeg ved godt at der ikke findes én sandhed og én rigtig måde, og selv du kan jo heller ikke vide alt - men jeg vil meget gerne høre dine tanker.

Emilie er på en eller anden måde bevidst om, at vi ikke er rigtige kærester (som andre forældre hun kender) og hun spørger meget til hvorfor vi ikke er gift. Hun ved/fornemmer helt klart noget. Meget kan man sige om hende, men hun er uhyggelig skarp!

Den svære besked:
Vi tænker at når vi taler med hende så skal hun i grove træk vide

- at hun er i født i kærlighed, men at vi nu kun er venner og venner skal ikke bo sammen, men blive ved med at være venner.

- at forældre kan holde op med at elske hinanden men aldrig deres børn.

- at hun ikke mister nogen af os og at det ikke er hendes skyld

- at hun gerne må være vred og ked af det og at vi vil hjælpe og lytte alt det hun vil lade os

Har sikkert glemt noget, men ...

---

---

... dette må være det vigtigste. Vi ønsker stadig at bevare venskabet og at vi en i mellem kan lave noget sammen alle 3 f.eks. spise sammen i forbindelse med at hun blive hentet/afleveret hos den anden. Vi kunne også sagtens finde på at holde jul sammen. Jeg ved at der findes mange holdninger til dette - nogle mener at man giver barnet falske forventninger og at det forlænger sorgprocessen. Jeg har svært ved at købe dette. Da vi imidlertid er bevidste om at tingene og følelserne kan ændre sig, vil vi dog ikke love hende disse ting.

Samvær:
Vi er enige om, at det er hendes behov der skal tages hensyn til ikke vores. Emilie er og har altid været mors pige og har maks været fra mig i et døgn. Jeg er sikker på, at hun meget gerne vil være sammen med sin far om dagen, men maks kan arbejde med en overnatning - i hvert fald i starten.

Vores helt store udfordring er, at vi er meget afhængige af hinanden, når der skal hentes. Jeg kan ikke hente mandag og onsdag og han kan ikke hente tirsdag og torsdag - så hvordan klarer man lige den? Hun bliver jo fuldstændig rundforvirret, hvis hun skal bo hos os sådan hver anden dag. Det kan man ikke byde nogen. Men hvad så...

Hvad ved man om børn på 5-6 år og trivsel med forskellige samværsaftaler?

Jeg har som nævnt lejligheden fra midten af marts - forventer umiddelbart først at flytte ind 1. april. Emilie starter i SFO/fritidshjem (kan ikke greje forskellen :-)) i midten af maj og hun har svært ved den slags skift. Vi kan stadig have de helt store afleveringssener i børnehaven. Hun er helt sikkert et skrøbeligt barn. Kan hun overhovedet nå at falde lidt til ro på 1½-2 måneder?

Ak ja, jeg byder mit barn det jeg selv frygtede mest som barn (ubegrundet) og jeg ved ikke om jeg nogensinde tilgiver mig selv - men jeg vil gøre ALT hvad jeg kan for hende.

Hvordan gør jeg det kære Helen...

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---