Brev:

Er i totalt vildrede

---

Kære Helen,

Bliver nødt til at søge råd og vejledning nu... aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Vores problem er dog ret komplekst. Vil prøve at fatte mig i korthed.

Jeg er mor til Vilma der er 3,5 (bliver 4 til juni) og det har hele hendes liv til tider været noget af en udfordring. Hun har altid været en meget følsom pige - har altid været svær at have med ude, følsom overfor forandringer og kunne fx aldrig køres rigtig ind i vuggestue, først da hun startede i jordens mest fantastiske lille børnehave blev institutionslivet noget for hende.

Hun er og har altid været meget knyttet til mig. Hendes far var en meget "langsom starter" som far, og de første to år af Vilmas liv var jeg helt klart HOVEDforældreren, men jeg syns han/de er kommet godt efter det og har et rigtig godt forhold nu. Dog er det stadig mig Vilma er mest følelsesmæssigt knyttet til, ja det tenderer det symbiotiske forhold sommetider. Skal lige forklare om mig selv, at jeg er meget reflekterende, uddannet pædagog, og har gennem min institutionserfaring oplevet mange børn-forældre forhold og har gjort mig mange ideer og tanker om diverse ting, fx hvad det at være curling-forældre kan gøre ved barnet osv... MEN det hele blir jo pludseligt meget mere kompliceret, når man selv bliver mor.

Jeg havde forestillinger om at blive en meget tydelig (konsekvent), men kærlig mor (og slet ikke curling-forældre!!), men jeg syns faktisk at det er det jeg er endt med at blive (altså curlign-forældre), i nogle perioder værre end andre. Vilma har sine "perioder", hvor hun er "værre"/mere følsom end andre. Og sådan en priode er der nu, og den er laaaang... som om den aldrig stopper. Hun har daglige flip over de mindste ting, og det har resulteret i at vi går på listesko og aldrig slapper af i vores kontakt med hende, hvilket hun selvfølgelig kan mærke og så bider det sig selv i halen. Det skal nævnes at jeg er højgravid og skal føde om 2 uger, og derfor er jeg mere træt og mere følsom (kan ikke på samme måde klare Vilmas flip, men bliver slået ud af dem). Jeg er selvfølgleig mega bekymret for hvad der sker når lillebror kommer. Jeg har virkelig ingen anelse om, hvordan hun kommer til at reagere på det hele.

Det er vores indtryk, at hun klarer sig fint i børnehaven, de siger i hvert fald aldrig noget andet, og Vilma glæder sig altid til at skulle i børnehave, hun elsker sin børnehave. Hun kan dog ikke knække koden ift at institution og hjem smelter sammen, så hun har det tit svært i hentesituationen. Især når jeg henter. Der sker et eller andet, når hun ser mig. Her på det sidste har der været nogle meget voldsomme episoder som har resulteret i, at jeg slet ikke henter hende længere men kun min mand, idet det flere gange er endt med at jeg har stået og grædt ...

---

---

... (efter at forsøge at være pædagogisk i måske 40 minutter og pludselig ikke har kunnet mere).

Når hun får sådan et flip er det som om hun går i "trance" og er umulig at komme i kontakt med. Kun sut og albue (hun bruger albue som nusseklud) kan få hende på "ret køl" igen. Når hun har sådan et voldsomt flip bliver især jeg utrolig bekymret og kan ikke lade være med at tænke "hvad er der i vejen med hende?", men når hun ikke har sådan et flip er hun jo sød, eftertænksom og dejlig langt det meste af tiden, og leger også rigtig godt med andre børn i vuggestuen.

Hun er utrolig fremme sprogligt og spørger om meget mere end hun nok er klar på at høre svar på, så man kommer tit til at tolke hende ældre, hvor vi må minde os selv om at hun kun er 3 år. Nogle gange har vi snakket om, om det er fordi hun skal være så "stor" tit og fx klare en masse måske for hende svære sociale situationer i børnehaven, at hun har brug for den modpol at være totalt lille, flippe ud og blive "samlet op" med sut og albue. Ved også godt hun burde være stoppet med sut forlængst men vi har konkluderet at den er mega vigtig for hende i visse situationer, så dertil er vi ikke nået.

Disse flip jeg omtaler er der dagligt nu, og det er også blevet slemt ift. at det er som om hun leder efter noget at blive sur over (at man fx siger noget på en forkert måde, eller synger med på hendes sang... eller andre småting). Hun er begyndt at kyle med ting og sige fx "Så vil jeg ikke synge, hvis du synger" eller som i går da hun ville lege gemmeleg efter hun havde fået børstet tænder og vi sagde at det skulle vi ikke, aå sagde hun "Så vil jeg ikke dele mit legetøj med lillebror, hvis vi ikke leger det". Det skal lige siges, at vi ikke har italesat det med at hun skal dele legetøjet, og generelt tænker vi meget over ikke at snakke for meget om lillebror, da hun jo slet ikke kan sætte sig ind i hvad det hele er for noget.

Snakkede lige med min mor i dag, der lige har været på besøg, og hun sagde at hun godt havde bemærket, at vi lister som katten om den varme grød og kommer til at være curlingforældre. Men at hun samtidig godt kan se på Vilmas opførsel hvorfor det er blevet sådan, og at hun også selv kommer til at være sådan overfor Vilma.
Jeg ved godt der sker en masse med hjernen i denne alder, men kan det virkelig forklare alle de utallige flip som resulterer i kronisk nervøse forældre. Det er jo nærmest barnetyrrani vi ender ud i.

Min mand forslår at jeg ikke skal bestræbe mig så meget på at de flip ikke kommer og ikke bestræbe mig på at få dem stoppet når de er der (fx med sut og albue), men det er SÅ svært for mig, da jeg bliver så stresset og hylet ud af den.

Ved ikke om du kan finde mening i det jeg skriver???
Ser meget frem til dit svar...

Med venlig hilsen

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---