Svar: Søvnproblemer - 12 mdr.
Kære mor til 2
Når børn er blevet uhensigtsmæssige afhængige af bryst eller af at blive vugget, for at kunne falde i søvn og for at kunne sove hele natten igennem, så har de det jeg kalder for et søvnassociationsproblem. Og det er den problematik I lyder til at være i med jeres datter.
Søvnassociationer er ting vi forbinder med at skulle sove. Ting eller ritualer vi har behov for, for at kunne falde i søvn. Du læser måske en bog inden du går i seng og har et ritual på denne måde og for små børn er søvnassociationer ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle sove, det er det der gør dem rolige og får dem til at overgive sig til søvnen.
Der er gode søvnassociationer:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
Der er mindre gode søvnassociationer:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode, fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne. Og hvis din datter, med den alder hun har nu, er afhængig af dit bryst eller afhængig af at være i din favn og blive vugget for at kunne sove, så er det en uhensigtsmæssig søvnassociation. Så vil man nemlig kunne komme ind i den problemstilling der ligger i at din datter ikke er i stand til at komme videre i søvnen uden at du tilbyder hende bryst eller vugger hende ... igen og igen.
Hun skal derfor nu lærer at sove uden denne afhængighed. Det er helt okay at hun stadig ammes inden hun puttes om aftenen, denne amning må du bibeholde så længe både du og hun trives med den, men hun bør ikke ammes yderligere og når du skærer amningerne ned eller vælger at fjerne dem helt, så er det vigtigt at du overvejer, hvad du erstatter dem med.
Det er feks. ikke nogen god idé at erstatte brystet med sut eller flaske, for det giver bare en ny afhængighed, som er svær at komme fra. Sutten vil hun sandsynligvis ikke kunne acceptere, hvis hun ikke har fået den før, bruger hun sut, må hun gerne få den, når hun skal sove, men ikke hele natten igennem. Og flaske skal hun ikke have.
Du skal sikre dig at hun er træt nok til at sove, når du putter hende. Puttetidspunktet skal være rigtigt. Du skal også sikre dig at hun har fået mad og væske nok hele dagen igennem og derfor ikke behøver søge brystet om natten fordi hun er sulten eller tørstig.
En plan for dagen kan se således ud:
Morgen 7.30: Havregrød, vand eller letmælk af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt og frugtmos, vand af ...
... kop.
Formiddagslur
Frokost 11.30: Rugbrød med forskelligt smørbart pålæg, suppleret med kogte grøntsager, stykker af frikadelle, ½ hårdkogt æg osv. Må også meget gerne få varm mad til frokost, - ris, pasta, kød, fisk, grøntssagsmos osv. Vand af kop.
Tilbydes en kop lun mælk og en banan og puttes til middagslur
Eftermiddag 15.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. En lille portion tykmælk med rugbrødsdrys, revne æbler eller lignende, vand af kop
Aften 18: Familiemad, gode børnevenlige retter, ris, pasta, kød, fisk, grøntsager, kartofler, sovs osv. Vand eller letmælk af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød, det kan være en havregrød, flerkornsgrød eller mysligrød.
Ammes og puttes til natten 19.30-20 og stille og roligt kan denne amning erstattes af lidt mælk af en kop og en godnathistorie.
Hvis hun vågner og er tørstig i løbet af aftenen eller natten tilbydes lidt vand af en kop.
Det er som sagt en forudsætning for at stoppe amning, at hendes behov sikres hele dagen igennem og jeg håber at ovenstående plan giver lidt idé om hvordan :)
Det lyder som om at hun godt kan sove uden brystet om dagen og de ritualer hun puttes med der, skal overføres til aften og nat. Du må gerne amme hende inden putning, men hun skal ikke falde i søvn med brystet i munden. Du kan vælge at lægge dig med hende i dobbeltsengen, så hun får din kontakt og nærhed, så du kan holde hende i hånden, berolige og kærtegne osv. Give hende masser af nærhed og omsorg - men uden at amme hende til hun sover. Det er vigtigt at hun slipper brystet, kikker på dig, smiler til dig og falder i søvn. Hun bør ikke ammes så længe at hun falder i søvn med brystet i munden.
Og hun skal så også lære at sove videre med dine kærtegn og beroligende ord, med din nærhed og uden brystet. Hvis hun kun vil brystet og er helt ulykkelig, så kan det være nødvendigt at du lægger hende til, men det er vigtigt at du afkorter amningen så hun ikke får lov til at fylde sig med mælk og at du hele tiden forsøger at berolige og betrygge og få hende videre i søvnen uden brystet. Så brystet fylder mindre og mindre og kærtegn sættes i stedet :)
Når hun har lært at sove uden brystet, så kan du putte hende i egen seng. Du kan naturligvis også vælge at gøre dette fra starten, det afhænger helt af, hvordan hun reagerer. Hvis hun vil have det bedst med at være i din nærhed, så skal du gøre det. Hvis du skønner at hun forvirres af at kunne dufte din mælk, så er det bedre at du ammer hende og direkte derefter putter hende i egen seng og luller hende i søvn der med dine hænder og nærhed. Det er som udgangspunkt vigtigt at hun falder i søvn der, hvor du ønsker hun skal sove hele natten.
Jeg håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Selleri
Fra 6 mdr´s alderen vil mange børn nyde at spise flere rodfrugter, da de smager af noget. Selleri er en rodfrugt.
Rodfugter har en naturlig sødme og denne kommer især frem, hvis rodfrugterne bages i ovnen. Du kan lave mos af rodfrugter og du kan også give dit barn større stykker af bagte rodfrugter, som det selv kan spise - rodfrugter er vigtige som en varieret del af både din og barnets kost.
Du skal dog være opmærksom på at selleri indeholder nitrat og det bør...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

