Brev:

Bider, slår sig selv og andre børn og voksne

---

Kære Helen

Jeg sidder her som en grædende mor, der simpelthen ikke forstår, hvad jeg dog skal gøre, for at hjælpe min dreng.

Først lidt om Magnus. Han er 2 år og 5 mdr. Han har altid været en dreng med fart på, danser, synger, spiller skuespil, og ellers leg hvor der er fysisk aktivitet.

Magnus blev hjemme til han var 1 år og 6 mdr. før han kom i vuggestue.
På det tidspunkt var han begyndt at tale så småt, men han havde det også med, at tage fat i håret på sig selv eller på andre børn, han rev ikke i håret, holdte bare fat og ville ikke give slip.

Dette udviklede sig så da han startede i vuggestue til, at han begyndte at skubbe og slå børnene og senere også de voksne.
Det kunne komme helt umotiveret.

Han snakkede heller ikke når han var der, kun derhjemme, så han brugte kropssprog.
Med de voksne gjorde han det, hvis de sagde at han ikke måtte, de brugte også metoden, at sætte ham op på en stol, fordi han løb fra det ene barn til det andet og personalet vidste ikke, hvad de skulle stille op.

Vi finder så ud af, at han næsten ikke har kunne høre noget, trods et temmeligt godt sprog hjemme, han får dræn i ørene og det hjælper overhovedet ikke på problemet.

Efter han begyndte at slå de voksne også, kom der en støtteenhed på ham, som opserverede ham i vuggestuen.
Efter råd og vejledning og intet hjalp, blev vuggestuen og vi som forældre enige i, at der skulle en talepædagog og psykolog på ham.

Det er så blevet en smule bedre, når det er samværet med andre børn, han slår dem ikke så meget umotiveret mere, det er mere hvis han ikke får sin vilje, at han så ikke har sproget til at løse det.

Men vi er også på ham, hver gang han går til børn, altså vi afbryder ham ikke eller blander os fysisk, vi holder os bare tæt ved, så ikke han når at slå løs på barnet. Vi bliver jo ...

---

---

... som forældre rigtig kede af, når vores søde dreng slår andres børn. Forældre der ikke selv har oplevet det, tænker sikkert for det meste, sikke en møjunge der slår mit barn.

Det er der vi er nået til nu, men jeg magter det slet ikke mere og føler mig som den værste mor i hele verden.

Hvorfor gør og er han sådan? Har læst og læst på din side og jeg synes at det du skriver er det vi gør. Som fx.

Vi stiller ikke for mange spørgsmål.

Fortæller ham når han er glad, sur træt osv. ved at sige fx "Mor kan se, at du er træt nu, og har brug for at sove"

Fortæller ham, nu skal du have tøj på, sko på...

Nu skal vi spise..

Vi gentager hvad han siger og prøver at finde alternativer, hvis der er noget han ikke skal.

Men han gør konserkvent det modsatte af, hvad vi siger og når vi så går hen og må hjælpe ham på rette vej, stikker han af, så vi bliver nød til, at tage ham. Så slår han, nikker skalder, bider os og sig selv.

Han er en tung, stor dreng og har mange kræfter, så det er meget svært at holde ham, når man også skal passe på, at han ikke bider eller sparker én eller sig selv.

Slipper vi ham, tager han ting og smidder med dem eller retter vreden mod sig selv og bider og slår sig selv til han får mærker eller bløder.

Når han sætter sig noget for, kan vi ikke på en stille måde sige andet til ham, før der er kaos.

Hvis der er noget der ikke lykkes for ham, kan han stille sig op og slå sig selv i hovedet rigtig hådt mange mange gange, indtil vi stopper ham.

Vi kan se et lille møster i, at det bliver værre, når han er sulten eller træt, men det er ikke altid.

Der er enormt trættende hele tiden at løbe ind i de konflikter og derfor skriver jeg nu. Jeg er simpelthen desparat.

Ønsker jo bare det bedste for ham og prøver på de bedste måder at guide ham, så godt vi kan.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---