Svar: Konsekvens i opdragelse

---

Kære du

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Der er ingen tvivl om at 2 års alderen er udfordrende for både barn og forældre. De 2 årig er super skønne, charmerende, søde, dejlige, sjove. Det er fantastisk at høre og se dem folde sig ud, mærke deres lille personlighed spire - men det er også svært, for der skal også sættes grænser og være regler og alt sammen med anerkendelse for deres lille personlighed.

Jeres dreng har lært rigtig meget på 2 år. Han kan meget nu og en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg vælder lige nu op i ham. Det er en spændende, men også svær udvikling. For at foretage egne valg, er han jo nødt til at være uenig med jer forældre og derfor opstår der dagligt konflikter og de situationer, hvor I beder ham gøre noget og han konsekvent gør det modsatte af hvad I ønsker.

En gang imellem kan I være heldige at få ham til at gøre det I gerne vil, ved at bruge omvendt psykologi og bede ham gøre det modsatte ... Nogle gange virker det, andre gange ikke, men det kan være et forsøg værd :)

Jeres dreng er igang med at skulle forholde sig til hvem han selv er og hvordan han påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man mærker det ofte ved at barnet f.eks. begynder at udtrykke sit eget navn eller sige "jeg" eller "det er min", eller f.eks. sige "nej, vil selv" osv. Det er alt sammen noget der viser, at jeres dreng er rigtig godt igang med at blive bevidst om, hvem han selv er. Det er et sundhedstegn :)

Det er således helt normalt det I oplever og hans selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Han har brug for ros, det gør ham stolt og glad og når han bliver irettesat, så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Når jeres dreng tegner på bordet, tager chokolade i skabet eller trykker på fladskærmen, så er det vigtigt at I ser ham og ser den lille dreng han er. Når han tegner på bordet, så er det måske fordi papiret ikke er stort nok eller han har brug for at I lægger en voksdug under, så han kan få lov at tegne - eller måske gerne vil have at I sidder ved siden af jer og at I ser hvad han laver. Han har brug for jeres opmærksomhed omkring det at tegne ...

Når han tager chokolade i skabet, så er det måske fordi han har lyst til noget lækkert og er sulten. Derfor vil det være rigtig godt at I tilbyder et alternativ "du kan ikke få chokolade nu, men du kan få lidt frugt - se her er lidt jordbær, hmm, lækkert". Ligesom det vil være en rigtig god idé at fjerne chokolade fra et skab, som han kan nå selv ...

Når han trykker på fladskærmen, så er det for at få jeres opmærksomhed, I skal ikke sidde og se fjernsyn eller snakke sammen, han har brug for at I ser ham. SE det og anerkend det og lad ham blive inviteret ind i noget fælles "kom skat, skal vi læse en bog? Kan du finde en god bog vi kan kikke i?" eller lignende.

Når han løber væk fra jer, så er det fordi det er en leg, og det er rigtig sjovt at lege fangeleg med mor og far. En naturlig øvelse i at øve sig i at separare sig fra jer :) Skæld ham ikke ud, men giv ham masser af fysisk kontakt og lad ham mærke jer. Når han løber væk fra jer, så fang ham, giv ham et stort kram og kild ham ...

---

---

... "din lille frækkert, - børn der løber væk skal kiiiiildes" så han virkelig mærker at I stadig er der for ham og holder af ham, så han fyldes ekstra op med jeres nærhed. Og derefter vil han sandsynligvis være langt mere parat til at få sit tøj på og høre hvad I siger :)

Med hensyn til bordmanerer, så er det naturligvis helt fint at lære ham, at han sidder ved bordet, når han spiser og ikke løber rundt med mad. Men jeg synes det er nogle barske regler, hvis man med en toårig skal forlade middagsmaden, fordi barnet ikke kan sidde stille ... Han er naturligt motorisk urolig og har svært ved at sidde stille og svært ved at koncentrere sig. Og præcis som du siger "børn løber, voksne går".

Det skal være hyggeligt og rart at spise, det skal være noget som man har lyst til og glæder sig til. Det skal være dejligt at gå i spisesalen og være der sammen med de andre - og det er det ikke hvis man altid får skæld ud. Det kan faktisk gøre at han bevidst vil lave ballade for at komme væk derfra ... Når han har svært ved at sidde på sin stol i længere tid, så tag ham på skødet og lad ham sidde lidt hos jer. Igen så han kan mærke at I er der, ser ham, taler til ham osv. Og så kan I godt have små regler om, at hvis han så gerne vil have lidt mere at spise, at du så siger "du må gerne få en frikadelle mere, men så skal du lige sætte dig på din stol". Nogle gange vil det også være dejligt for ham, at du f.eks. holder ham i hånden, når I sidder ved bordet og taler beroligende "vi sidder lige her og spiser skat, vi skal lige blive siddende lidt endnu" eller lignende.

At bruge irettesættelser som indeholder en trussel er generelt ikke nogen god idé og når børn oplever mange sanktioner, så svækkes deres muligheder for at lære. Børn der får mange skæld ud og som i deres opdragelse får mange sanktioner vil opgive at lære - deres indre og naturlige entusiasme og lyst til at udforske verden forsvinder, deres lyst til at blive ved med at forsøge, prøve igen og igen forsvinder og de bliver også dårlige til at koncentrere sig. Og det er meget problematisk, for hvis man dæmper børns naturlige lyst til at undersøge og fjerner deres lyst til at blive ved, selvom det er rigtigt svært, så medfører det at barnet får det dårligt. Det kan på sigt give børn der trækker sig og børn med lavt selvværd.

---

---

Prøv derfor at minimere skæld ud og irettesættelser og prøv at holde fokus på alt det gode jeres dreng gør og kan. Hvis han skal irettesættes, så vis ham vejen med fokus på det I gerne vil have ham til i stedet for at skælde ud over det han gør forkert.

Forsøg at gøre ham selvhjulpen, læg f.eks. tøjet frem så han selv kan prøve at tage det på. Vær til rådighed, når han virker til at have brug for det, men lad ham prøve selv først. Lad ham selv starte med at rede sit hår, lad ham selv prøve at komme tandpasta på tandbørsten osv. og tag så over, prøv at få lov, når han selv har forsøgt sig lidt ...

Prøv ikke at stille for mange spørgsmål, giv ham ikke for mange valg, da han vil vælge meget impulsivt og meget lystbetonet. Hvis I giver ham for mange valgmuligheder, så kan I næsten være sikre på at han 2 minutter efter skifter mening.
Og når det er sagt, så skal han også nogle gange have lov til at vælge, så han netop føler at hans mening også tæller - og børn som oplever at få ja nogle gange, vil også bedre kunne klare et nej, andre gange.

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---