Brev:

Den kære selvstændighed:-)

---

Kære Helen

Så er jeg tilbage igen med et spørgsmål til min datter på nu 2 år og 7 mdr. :-)

Lige en opdatering:
Vi synes stadig hun trives rigtig godt og er en glad pige:-) Hun har et rigtig godt sprog og elsker at lege – helst rollelege. Hun passes stadig hjemme. Det sidste halvår, og indtil hun starter i børnehave til første november, er det far, der passer hende de fleste timer, og det går rigtig godt. De hygger sig med legestue, rytmik, mm., så hun ser også en del andre børn. Her for en måned siden blev hun storesøster og det er også gået rigtig godt, til trods for alle mine bekymringer inden.

Bekymringerne er der stadig, og er vist nærmest det, der er det sværeste ved at være blevet mor til to, for det er en nem lillesøster vi har fået os og storesøster virker overordnet set også til at trives i det. Hun er rigtig glad for og stolt over sin lillesøster og vil rigtig gerne ae, skifte, osv. Vi har været meget opmærksomme på, at jeg hver dag har tid alene sammen med storesøster og på at give så meget plads til hende som muligt. Der har været enkelte gange, hvor hun er blevet ked af det fordi hun gerne ville lege/have mor og jeg skulle amme – det er næsten ikke til at bære som mor med følelserne uden på tøjet efter en fødsel, men vi har anerkendt hendes følelser og trøstet hende i det...

Og så til mit spørgsmål…

Hun er jo meget naturligt i gang med en rivende selvstændighedsudvikling og der er nogle ting i forhold til det, som jeg er i tvivl om. Generelt prøver vi at give plads til hendes selvstændighed ved at lade hende få indflydelse, når det er muligt, samtidig med at sørge for at hun får den tryghed hun har brug for ved at mærke at vi tager det overordnede ansvar og sætter den overordnede dagsorden – og at nogle ting bestemmer vi bare. Det er en svær balancegang synes jeg, men vi prøver. Synes egentlig også det fungerer fint overordnet set. Dér hvor jeg bliver usikker/i tvivl, er når hun med vilje går imod det, jeg har sagt (fx at nu skal vi ind og børste tænder).

Det er lidt noget nyt, og er nærmest startet her samtidig med at hun er blevet storesøster, så det gør mig nok også lidt ekstra usikker, fordi jeg nok let kommer til at tolke mange ting som reaktioner på den nye situation, og jeg gerne vil give plads til hendes følelser i det. Når hun gør det, er hun tit i lidt et ”fjolle-humør” (lidt opkørt). Tidligere har vi ofte brugt ”Du må gøre det sidste gang, og så skal ...

---

---

... vi … bagefter” eller ”jeg tæller til 10 og så skal vi…” og det har næsten altid virket. Men hvis jeg gør det nu, finder hun bare på en ny ting hun gerne vil bagefter og det kan jo fortsætte i det uendelige ;-)

Som det er nu, siger jeg fx noget i retningen af: ”Jeg kan godt forstå, at du gerne vil fjolle lidt nu, men det kan vi ikke. I morgen kan vi gøre det. Nu skal du ind og børste tænder”. Men det virker sjældent. Det er enten endt med at jeg sætter mig ind og venter på at hun kommer eller at jeg har taget hende med – og så begynder hun at græde. Det skal lige siges, at hun er ok sensitiv og slet ikke vant til at få skæld ud eller blive talt bestemt til. Indtil nu har det altid været rigelig bare at forklare hende stille og roligt, at det kan hun ikke og hun virker på en måde meget sårbar over for at blive ”sat i rette”. Kan du give mig/os et godt råd i den forbindelse?

En anden situation, som jeg synes er svær at takle, er når hun bruger en ”kommanderende” stemme over for os. Et eksempel er, hvis hun er lidt træt sidst på dagen og der derfor heller ikke skal så meget til at frustrere hende. Hvis én af os så gør noget, som hun ikke vil have – fx flytter en ting, som var en del af hendes leg, fordi den står foran et skab, som vi skal ind i, eller hjælper hende på den ”forkerte måde” – altså hun fx har spurgt os om vi ikke vil flytte noget ind i værelset, men vi så ”kommer til” (fordi vi ikke ved hvad hun mener) at stille den det forkerte sted;-) Her siger hun nogle gange meget kommanderende/surt/frustreret: ”Nej!! Det var ikke dér, den skulle stå!! Du skal stille den dér!!”. Her plejer vi at sige noget retningen af: ”Nå…, du ville have at jeg skulle stille den dér. Det vil jeg gerne. Men jeg vil gerne have at du siger det stille til mig, ok?”. Men nu er jeg blevet i tvivl, om det er en god måde at takle det på og vil rigtig gerne høre hvad du tænker? Vil jo gerne hjælpe hende til ikke at få nogle dårlige vaner med at kommandere med andre/udtrykke sig vrede eller frustration på en negativ måde, men vil samtidig gerne sørge for at hun oplever at det er ok at føle frustration/vrede og hjælpe hende i det…

Vi har altid været meget anerkendende overfor hende, når hun har frustrationsanfald, men bliver i tvivl om, om det her er lidt noget andet – fordi hun virker mere kommanderende… Håber du forstår hvad jeg mener;-)

På forhånd 1000 tak for dine råd!

De bedste hilsner fra
mor til to:-)

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---