Brev:

Fortvivlelse og grænser

---

Kære Helen,

Så har jeg igen brug for dine gode råd og tanker :-)

Min datter er jo på mange måder en stærk og udadvendt pige og hun elsker fest og sjov og når vi er i byen hænger hun som regel på mig de første 15-20 minutter, men herefter ser jeg hende nærmest ikke resten af dagen eller aftenen. Hun går ofte forrest, når jeg ser hende sammen med andre børn og hun er fuld af gode ideer og ved hvad hun vil og ikke vil. Hun tænker meget og bekymrer sig også om mange ting og snakker af og til om at jeg aldrig må dø og at hun aldrig vil blive væk fra mig. Hun fortæller mig næsten hver dag at jeg er sød og hun siger det også ofte til farmand. Hun er god til at sige undskyld og hun er meget kærlig og kysser og hygger meget herhjemme. Når vi er ude, så er der fuld fart på lige til det sidste og alligevel sjældent ballade med at komme i seng, som er blevet en skøn hyggestund og dejlig afslutning på dagen for os begge ...

Hun er rigtig dygtig motorisk, hun er nysgerrig og spørger meget, hun fortæller mange historier om ting hun har hørt, oplevet eller lært og om ting hun har set eller hørt for meget lang tid siden. Vi har det super dejligt sammen - vi drikker te, snakker og laver kreative ting sammen, leger rollelege, laver mad sammen og sammen med farmand hopper hun i trampolin, cykler osv. Hun er en skøn pige at være sammen med, børnene kan lide at lege med hende, bedsteforældrene synes hun er ovenud fantastisk, men nogle gange kommer hun til at fylde for meget!

Udfordringen kommer ofte om morgenen, når vi skal i børnehave og i det hele taget, når vi skal ud af døren til et eller andet. Hun kan gå helt i spagat over tøj der driller - ja rimeligvis alt er galt, køkkenet lugter, vi lugter, man må ikke røre ved hendes hår for så er det helt ødelagt osv. osv. Nogle gange går det fint med at få hende på andre tanker og videre ud af døren uden ...

---

---

... problemer, men andre gange ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre og hvis jeg siger at nu går jeg lige et øjeblik, så hun kan sidde lidt i fred og ro, så græder hun og løber efter mig og siger hun er bange. En enkelt gang satte jeg hende på værelset og lukkede døren fordi hun var så hysterisk og det resulterede i at hun rev i døren og græd som pisket og rædslen var malet i hendes ansigt, så hun var der nok kun i 30 sekunder. Det var bestemt ingen succes og normalt heller ikke noget jeg praktiserer.

Nu er jeg nået dertil hvor jeg bliver nødt til at ændre på min egen adfærd. Hun har brug for anerkendelse og forståelse, men også brug for hjælp til at komme videre i disse situation og vide at det er ok at have disse følelser og at jeg ved det er svært, men at det ikke er ok at blive ved, men hvordan søren finder man grænsen og balancen? Hun er meget perfektionistisk og i børnehaven siger de også at hun går helt i baglås og græder ofte, når hun skal præstere, så jeg er efterhånden overbevist om at det er tanken om det der skal ske og det hun skal kunne og måske ikke kan eller kan overskue, der giver udslag i tøj der driller osv.

Jeg ser hende selv som et sensitivt barn, der har brug for megen struktur og selvfølgelig også lidt flere grænser, men er nok lidt alene med denne vurdering omkring sensitiviten. Har valgt ikke diskutere det med børnehaven, men jeg tror ikke de ser det sådan, og måske jeg tager fejl! Noget tyder på og andet tyder ikke på!!

Jeg ved udmærket godt hvad konsekvens er og ja - det er ikke altid der er nok af det, men hvad søren gør man når man ikke kan hjælpe eller ikke må være der og går man så stille og roligt, så kommer hun rendende grædende efter en ... uha det er svært at se ens barn i total fortvivlelse og ikke kunne gøre noget!

På forhånd tak, Helen - håber du har haft en dejlig sommer

Mange hilsner herfra

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---