Brev:
Hvordan kommer jeg over den hårde start? Og har det påvirket vores datter?
Kære Helen.
Jeg har fulgt din brevkasse og brugt den som opslagsværk hele min datters første leveår og det har altid været til stor hjælp. Tak for det.
Nu har jeg oprettet mig herinde, da jeg har nogle ting, jeg meget gerne vil høre dine tanker omkring. Det bliver måske lidt langt, men jeg håber ikke, at jeg hægter dig af undervejs.
Min datters fødsels, var rigtig lang. Den startede med, at vandet gik. Jeg blev tilbudt igangsættelse, men ville hellere vente på, at min krop selv gik i gang. Jeg stolede på, at det nok skulle komme, den skulle bare have tid. Jeg ventede derfor mere end de 18 timer efter vandafgang, og fik at vide, at det var en fornuftig beslutning, da det var bedre, at kroppen selv gik i gang, end at blive sat i gang. Jeg fik dog antibiotika og oplyst, at der var en risiko for infektion på ca. 1 %.
Efter 28 timer, gav jeg op. Jeg havde ikke engang udvidet mig en cm., og var rigtig træt. Jeg fik epidural og vestimulerede drop. Efter 8 timer, var hun ude. Jeg mistede en del blod, da livmoderen havde svært ved at trække sig sammen. Jeg fik 2 sprøjter i låret, og 4 stikpiller.
Allerede om aftenen, efter min datters fødsel, måtte vi køres med udrykning mod et sygehus med en børneafd., da vores lillebitte pige havde fået feber. Det var kun mig og min datter, der måtte være i ambulancen. Far måtte køre selv ved siden af. Man turde ikke tage chancer, da jeg havde haft langvarig vandafgang, og man var bange for infektion. Jeg fik dog antibiotika mod det under fødslen.
Hun blev undersøgt af en læge, som ikke så tegn på sygdom, men så en rask lille pige. De anbefalede antibiotika 4 gange dagligt i min. 4 døgn, og så blev det sådan. Vi var indlagt på neonatal i 4 dage. Vi skulle vente på en blodprøvedyrkning som heldigvis var negativ, og vi kunne komme hjem. Efter og under indlæggelsen, led jeg af en enormt stor skyldfølelse overfor min lille datter. Jeg følte, at jeg burde have takket ja til at blive sat i gang. Jeg var skrækkeligt bange for at miste hende. At hun skulle blive dødeligt syg pga. min stædighed.
Efter en uges tid hjemme fik vores datter daglige grædeture som kunne vare mellem 3 og 9 timer. 9 timer heldigvis kun én gang! Det var rigtig hårdt, men jeg havde hende hos mig hele tiden, da jeg tænkte, at så kunne hun mærke og dufte, at hendes mor var hos hende. Jeg har aldrig lagt hende fra mig og ladet hende græde. Jeg har altid været hos hende, og tænkt at sådan et lille væsen havde brug for en rolig og trøstende mor. Hun holdt op, da hun blev 3 mdr., men kun en uge efter hun var holdt op, fik jeg et brev fra kommunen.
De havde fået en henvendelse hvori der var udtrykt bekymring for vores datter. Herefter en adresse og et tidspunkt jeg skulle komme til samtale. Jeg lukkede ikke et øje hele natten, rystede og havde hjertebanken. Jeg ringede dagen efter til kommunen, som fortalte at en kvinde havde hørt 2 gange 30 min. Uafbrudt gråd og at der altid var nedrullede gardiner på adressen. Vi har døjet meget med en nysgerrig nabo, derfor begyndte vi at rulle ned, så hun ikke længere kunne lure. Det var en bekendt til naboen, der indberettede.
Jeg inviterede socialrådgiveren til vores hjem, fik en veninde, som er socialrådgiver, med som bisidder og far tog fri fra job. Efter mødet bad jeg om agtindsigt, og en uge efter var sagen henlagt, efter samtalen med mig, og indhentelse af oplysninger fra sundhedsplejen, som skrev en meget fin vurdering. Der var kort sagt, intet i ”påstanden” eller hvad man kalder det. Vi afleverede et brev til vores nabo personligt, hvor vi beskrev vores forløb og hvor ubehageligt oplevelsen havde været for os. For 2 mdr. siden sendte jeg et brev til ...
... indberetter, hvor jeg lagde en kopi af henlæggelsen og skrev, at jeg ønskede mig en undskyldning. Vi har aldrig hørt noget fra nogen af dem.
Det tog mig rigtig lang tid at komme over den oplevelse. Jeg følte mig længe utilstrækkelig som mor og jeg var dødsensangst for, hvad andre tænkte, når min datter græd.
Vores datter har siden fødslen været meget temperamentsfuld. Da hun var baby, skulle vi ofte sidde i et rum for os selv, før hun kunne ammes, hun var for nysgerrig ellers. Hvis vi ikke skærmede os, nægtede hun at spise, og så endte det med gråd senere, fordi hun var blevet for sulten.
Det samme med søvn. Var der mennesker, eller ting, at kigge på, ville hun ikke sove, og blev dermed overtræt senere. Nu er hun 1 år og er en meget vild pige. Hun vil ikke læse i bøger, have læst højt, eller sidde og putte eller hygge. Hun laver flitsbue med det samme. Hun elsker, at være ude. Især med gummistøvler i regnvejret! Kigge på fugle, hoppe i vandpytter, lege i sandkasse. Gå rundt i indkørslen eller på græsser hos bedsteforældrene. Alt aktivt, er hun rigtig glad for. Eller ting, der skal ”findes ud af”. Knapper fra tøj øver hun sig i at knappe, sætte låg på ting, klikke selen til barnevognen sammen, eller finde ud af en lynlås. Det kan hun nærmest få timer til at gå med! Men hun er generelt MEGET aktiv. Vi har både dejlige morforældre og farforældre. Begge par vil meget gerne være sammen med hende, og passe hende og gør det efter vores ønsker og principper. Det kunne ikke ønskes bedre.
Hun sover stadig inde hos os, i sin tremmeseng. Når hun er sådan et aktivt barn, nyder jeg den lille buttede barnehånd om min hals om natten (hun ryger ofte i vores seng, efter en tår vand om natten). Jeg kan slet ikke forestille mig, at hun skal på eget værelse. Hvornår skal jeg så nyde de stille stunder med hende? Jeg ved godt, at dette måske mest er mit behov? Og så skal hun ligge derinde helt alene?
Har hendes aktivitet noget med hendes start på livet at gøre? Min ulykkelighed over, at føle mig utilstrækkelig og min angst for at miste hende? Både da vi var indlagt, og da vi fik en indberetning? Jeg er meget bekymret for, om hun har kunnet mærke alle de her følelser omkring angsten for ikke at være god nok.
Jeg har altid ønsker mig børn, og hun er virkelig vores drømmebarn, og da jeg var lille var mit højeste ønske, at få en baby i maven. Men de her oplevelser, har bare rystet mig lidt i min grundvold. Jeg mærker ikke længere noget til følelserne omkring oplevelserne, men jeg ved, at de lurer under overfladen. Jeg har ikke talt med andre professionelle end min læge om det. Han er en meget dygtig læge, som har sagt, at jeg intet har at være bange for, da jeg gør i fantastisk stykke arbejde som mor.
Jeg har altid gjort en ekstra indsats for, at skærme hende mod verden, de første måneder, pga. hendes voldsomme start på livet. Hun skulle have ro. Hun gik aldrig på omgang, og jeg sørgede for, at hun altid var i nærheden af mig. Jeg gik ikke engang med parfume, fordi jeg ville have, at hun skulle helt sikker på sin mors duft. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at give hende en tryg start i vores hjem.
Men jeg mistede lidt mig selv i det, i starten. Jeg kan mærke, at jeg er lidt vred på verden over at vores lille familie skulle igennem de oplevelser. At den magiske tid som nye forældre blev brutalt taget fra os. Og lidt vred på mig selv, fordi jeg måske stadig føler, at det er min skyld. Jeg kan mærke, mens jeg skriver dette, at jeg følelserne, skyldfølelsen, angsten for at miste stadig er til stede. Hvordan er den bedste måde, at komme over oplevelserne på? At acceptere det?
Venlig Hilsen
En mor
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Opkast - baby og børn
Der er forskel på at gylpe og på at kaste op. Gylp kommer stille efter et måltid, hvor opkast er mere voldsomt og i større mængder. Hvis barnet kaster op, vil det ofte også være uroligt og utilpas. Hvis barnet kun kaster op en enkelt gang, er der ikke grund til bekymring.
Opkastning hænger ofte sammen med, at barnet fejler noget andet og måske også har feber. Barnet vil ofte have ondt i maven, virke slap og træt, vil måske vægre sig mod at spise. Sammen med opkastning kommer...
Klip i mellemkødet (Episiotomi)
I forbindelse med en fødsel kan det være nødvendigt at klippe kvinden i mellemkødet så barnet bedre kan komme ud. Dette kaldes en episiotomi og jordemoderen klipper i det stykke der er mellem skeden og endetarmsåbningen. Man kan også briste spontant.
Uanset om man brister eller bliver klippet, så vil man blive syet sammen, for at såret gror rigtig sammen igen.
Det er altid vigtigt at skylle såret efter hvert toiletbesøg den første tid efter fødslen, for at undgå...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.