Brev:
Snak om døden - 4 år, 5 mdr.
Hej Helen
E har nu gået i sin nye børnehave i nogle måneder og lader til at være faldet godt til. Han er glad for de voksne og har fået nogle gode venner og lader til at trives dernede. Pædagogerne sagde til det første møde efter nogle måneder at han er glad, nysgerrig og har mod på tingene. De hører aldrig snak om de skilte som var den store interesse tidligere. De har et enkelt område hvor de skubber ham lidt, nemlig at han helst vil styre lege og at han bliver frustreret når andre vil lave om på det han har forestillet sig. Og det er godt at høre de går aktivt ind i det.
Ellers er han vel som de fleste på fire år - stædig, mener han skal bestemme alt og samtidig bare den skønneste dreng i verden. Vi har nogle ture med ham - de her "verden går under" scener, som jeg egentlig troede ville stoppe efterhånden, men tilsyneladende ikke. Hans tendens til at slå ud er forsvundet igen, så det er jo dejligt.
Det sidste halve år har E talt meget om sin farmor. Han kan ikke huske hende, for hun døde desværre da han var tre måneder. Det han siger er at han savner hende, han begynder at græde og snakke meget om om hun savner ham, hvor hun er, hvorfor hun døde etc. Vi har så fortalt ham at hun blev syg, at hun var så enormt glad for at hun nåede at se ham, at hun sidder på en stjerne og holder øje med ham, at hun har det godt og savner os alle sammen. At det er helt ok at savne hende og snakke om hende. Men at hun jo ikke ka komme igen.
Han har enkelte gange så spurgt ind til hvornår vi skal dø (og den er lidt ekstra svær for mig at snakke om om far), men ellers kredser det kun om farmor. Det er ofte når han skal sove at han begynder aftale om hende, men også midt i aftensmaden og de har også nævnt i børnehaven en enkelt gang at han havde talt om hende. Det er ret ofte, i hver fald flere gange om ugen. Og det er så ikke altid vi lige orker den ret tidskrævende snak det er at tale med ham om hende. Så vi kommer nogengange til at sige at det er helt ok at han savner, men at vi ikke kant snakke om hende nu. Ikke godt, men sådan er det så bare engang i mellem.
Jeg forstår ikke hvor det kommer fra. Først tænkte vi at det nok var fordi andre børn har nævnt en farmor og pludselig opdager han at han ikke har en. Men det ...
... bliver jo ved. Kan det dække over andet ..... Altså er der sådan gængse grunde til at børn taler om folk der er døde. Han savner hende jo ikke som sådan, for som sagt husker han hende ikke. Så måske handler det om noget andet... Vi kan bare ikke lure hvad det er. Og kan det være noget vi bør tale med en børnepsykolog om?
En anden ting.... Alt det her med selvtillid og selvværd. Hvordan booster man det og hvordan ser man om de har høj/lav af det ene eller andet. E går meget op i at komme først, gøre alting først etc, og bliver så sur hvis han ikke er det. Vi gør meget ud af at sige det ikke handler om at komme først, det gælder bare om af det sjovt. Men den køber han ligesom ikke. Vi prøver at undgå for meget ros for "ingenting", at inddrage ham hvor vi kan etc. Siger vi er glade for ham uanset hvad der sker og hvad han gør. Han siger ofte straks "det kan jeg ikke" uden først at prøve, hvor vi så prøver at opmuntre ham til at prøve og siger at ingen kan alting første gange, alle skal øve sig og ingen kan være gode til alt.
Der hvor vi ved vi gør det forkerte er når vi kommer til at skælde ud og råbe. Ved ikke om vi gør det mere end gennemsnittet, men det er vel næsten dagligt vi toppes med ham om et eller andet. Selvom vi faktisk forsøger at have fokus på at lade være. Ikke at det hver dag ender i råben, men i hvert fald i uenighed og viljer der støder sammen. Og jeg synes jeg kan se at hans reaktion når noget går ham mod, er kopi af vores når han gør noget vi ikke vil have. Klart nok. Det er kilden til stor selvbebrejdelse for mig, at jeg ikke kan lade være at blive sur, og jeg bliver så ked af det hver gang. Men jeg ved nok ikke hvad jeg ellers kan gøre. For det virker ofte som han faktisk ikke hører efter hvor jeg bliver vred. Men jeg er så bange for at ødelægge ham, for vi vil jo bare så gerne at han er sund, rask, glad og vil gerne give ham den bedste ballast i livet.
Og måske er jeg bare overnervøs, måske sidder den melding vi fik fra den gamle børnehave for dybt i mig. Men jeg er bange for vi ikke har givet ham selvtillid og selvværd. Men ved samtidig ikke hvordan jeg skal se det. Er der noget vi kan kigge efter?
Nå som altid en alt for lang større. Håber det er til at finde hoved og hale i.
R
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Akupunktur
Der findes mange former for akupunktur. Oprindeligt er akupunktur en gammel kinesisk behandlingsform, som går ud på, at man ved at sætte nåle ind forskellige steder i kroppen, blandt andet kan bedøve eller lindre smerte.
Behandlingen har været brugt i mange tusinde år. Det er en behandling, der baserer sig på en holistisk opfattelse af kroppen og hvor man med nåle regulerer energiblokeringer i kroppen.
Akupunktur er blevet mere og mere almindeligt at bruge i...
Fødetaske
En fødetaske er den taske, som du skal bruge, imens du er på hospitalet, når du skal føde. Uanet om du skal føde ambulant eller være på barselsgangen i flere dage, så er det rart at have lidt ting pakket og parat.
Til selve fødslen vil nogle kvinder medbringe tøj, som de kan føde i, hvor andre kvinder vil bruge det tøj, som man får udleveret på sygehuset. Det kan være rart, at du har dine egne toiletartikler, shampoo, børste, tandbørste, hårelastikker osv. men derudover så er det...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.