Svar: Sovetid lille skat
Kære Maria
Tak for dit brev og velkommen til. Dejligt at du, efter at have fulgt med på sidelinjen, nu har fået lyst til selv at skrive til mig :)
Det lyder som om at din dreng er meget aktiv og meget observerende. Han vil rigtigt gerne følge med, der skal ske noget og han har brug for og nyder at blive stimuleret rigtig godt både motorisk og mentalt. Faktisk lyder det som om at han er så meget på, at han har svært ved selv at mærke, hvornår det bliver for meget, hvorfor han også let kan blive overtræt og dermed få sværere ved at sove. Han har derfor rigtig meget brug for at du skærmer ham og hjælper ham til ro, når han skal overgive sig til søvnen - det har han haft og det har han til dels stadig, men han er også så gammel nu, at der måske skal ske noget lidt andet ...
Jeg tænker derfor at du måske skulle prøve at lade ham sidde op i barnevognen, før du putter ham. Lad ham starte med at sidde, kikke på ting I kører forbi, mærke vinden i ansigtet osv. Lad ryglænet i barnevognen være rejst og lad ham selv fornemme om han vil sidde tilbagelænet eller vil sidde mere rigtigt op, holde hænderne i barnevognens kant. Det vil gøre at han får lov til at opleve, sanse og mærke, som han har rigtig meget brug for og gerne vil - og det vil samtidig også give dig et indtryk af, hvornår han er parat til at sove. Se på ham og se samtidig på klokken og fornem, hvornår han egentlig er parat til at blive puttet.
Giv ham flaske indenfor inden du sætter ham ud i barnevognen eller giv ham flasken i barnevognen, når du fornemmer at han er parat til at blive lagt ned. Lad ham bruge flasken til at koble fra med. Det er helt okay at han får flasken i barnevognen, ligesom det er helt okay at du lader ham få flasken ved siden af dig i sofaen. Du kan sidde med ham, tumle med ham, give ham masser af fysisk kontakt når han ikke spiser - nogle børn har brug for at være ude af favn, for at kunne koncentrere sig om at indtage mælk af flaske ...
Mit forslag en en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske, sover måske videre eller dagen starter her.
Morgen 7-7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30-9: Frugtmos, frisk frugt i hånden at gumle på selv.
Flaske og puttes til formiddagslur - prøv her at give ham flasken liggende i barnevognen eller giv den i sengen og lad ham falde i søvn der.
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos og der begyndes med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på, vand af kop.
Flaske gives indenfor og derefter sætte han i barnevognen eller han sættes i barnevognen og du triller en tur, hvor han starter med at sidde op og flasken gives så, når han tydeligt er ...
... parat til at blive puttet. Det vil måske være passende at putte ham til middagslur ca kl 13-13.30. Det kommer an på hvor sent hans formiddagslur kommer til at ligge og hvor lang tid han sover der.
Eftermiddag 16: Frugtmos, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Flaske og puttes til dagens 3 lur som ofte er en powernap. Hvis middagsluren er lang, så vil han nogle dage måske helt kunne springe denne lur over ...
Aften 18: Grøntsagsmos og der begyndes med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker i hånden, vand af kop.
Flaske og puttes til natten - flaske i sengen ligesom nu. Ca kl 20
Sen aften 24: Flaske som nu og sover uden yderligere mælk til næste morgen tidlig.
Som du kan se så ligner min plan lidt din - men tiderne er lidt anderledes. For det første så synes jeg du skal prøve at putte din dreng senere i løbet af dagen. Når han har sovet så god og lang en nattesøvn, så burde han umiddelbart kunne holde sig vågen lidt længere om morgenen og derfor få en formiddagslur i stedet for en morgenlur som er tilfældet nu ... Hvis du kan få ændret rytmen lidt fra morgenstunden, så vil rytmen resten af dagen naturligt også blive ændret og jeg tænker at det vil kunne gøre at han så får lettere ved at overgive sig til søvnen - altså at noget af den gråd og protest du oplever lige nu vil blive mindre.
Maden i hånden er vigtig fordi det kræver koncentration og trætter ham på en god måde før han skal sove. Han får brugt sig selv mentalt. At tumle med ham osv. i de vågne perioder, at sikre ham skemad osv. er vigtigt fordi det giver ham en fysisk træthed. Han må godt få fornemmelsen af at han nu har brug for at sove, altså fornemme træthedsbehovet - og jeg tænker at du om dagen her skal prøve at skabe denne fornemmelse ved netop til middagsluren at lade ham starte med at sidde op i vognen og ikke putte ham før han næsten sover. Det vil også være at anerkende hans lyst til at opleve og hans protester mod at blive lagt i sele .... Selen skal han naturligvis have på, og han vil sandsynligvis acceptere den bedre, når han får lov til at sidde med den på.
Du skriver at "søvn får han altså kun hvis han ikke kan se" og jeg forstår godt hvad du siger og at han indtil nu har haft brug for den skærmning - men jeg tænker at du ved at ændre lidt på dagsrytmen og ved at lade ham sidde op, suge til sig af indtryk osv. får ham gjort træt på en anden måde og derved kan opnå at han rent faktisk kan finde ud af at sove middagslur i sin barnevogn - uden en masse gråd, skrig og tårer der pibler ud. Det er synd for både ham og dig at det lige nu er sådan ... :)
Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Babynest
En babynest er oprindeligt en svensk opfindelse, som efterhånden har spredt sig over hele verden. Også i Danmark er det meget populært at bruge en nest til sit barn.
En babynest kaldes også en babyrede, og den bruges til at lægge dit barn i, når du gerne vil have, at dit barn skal føle sig omsluttet og holdt, og du ikke selv kan have dit barn i armene. Det vil sige, at hver gang du lægger dit barn fra dig, fordi du f.eks. skal ordne vasketøj, lave mad, tale i telefon eller...
Boel-prøve
Boel-prøven blev indført i Danmark tilbage i 1970´erne og var en fast del af sundhedsplejerskernes arbejde. Sådan er det ikke mere, - nogle kommuner laver stadig boel-prøver på børnene, andre kommuner har anskaffet dette. Denne ændring kom samtidig med at man begyndte at hørescreene alle børn ved fødslen.
Boel-prøven er en screeningsmetode, hvor man ser på hele barnet. Man ser på barnets evne til at have kontakt, til at styre sin motorik, til at vælge fokus og man observerer...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Din bog om søvn har været os en rigtig stor hjælp.
Vores dreng er nu 16 måneder og vi har måtte erfare, at han hører til de børn der altid har haft et lille og uforudsigeligt søvnbehov. Men via din bog, har vi fundet ud af at give ham rutiner, der gør at han nu trives og udvikler sig sundt og godt.
Tak fordi du har skrevet den!
Hilsen de glade forældre

