Brev:

Søster hård ved lillebror

---

Hej Helen

Så skriver jeg igen. Jeg har nydt godt af dine tidligere råd.

Som du ved er vores dejlige datter på 3 år og 3 mdr. inde i en alder hvor der er sket og stadig sker en hel masse. Hun blev storesøster i februar, har sagt farvel til sutten, begyndt i børnehave og er så småt i gang med at smide bleen. Hun trives i børnehaven og er en kvik pige med at fantastisk sprog og hun er smaddergod til at sætte ord på følelser og tanker. Det har vi også fået bekræftet ved opstart i børnehave.

Jeg har brug for din hjælp i forhold til hendes måde at være på overfor lillebror.
I hendes omgang med lillebror som jo nu er snart 7 mdr. er hun utrolig hårdhændet. Legen kan godt starte med at hun pjatter med ham og fjoller for ham, men det udvikler sig lynhurtigt til at hun blive for hård ovfor ham, ex. trækker ham i tøjet eller endnu værre trækker ham i armene eller ruller ham rundt eller løfter på ham.

Vi er efterhånden der som høge, så snart hun opsøger ham og overvåger den mindste bevægelse, da vi ved på forhånd hvor det bærer henad, når hun begynder. Vi prøver så at foregribe begivenhedernes gang og siger nu vil jeg gerne have du sætter dig ned ved siden af lillebror..... eller skal vi ikke synge en sang sammen for lille bror og i den dur for at aflede og begynde på noget andet. Men det siver overhovedet ikke ind, på dette tidspunkt er hun i fuld gang med højlydt at fjolle og tumle med ham og er slet, slet ikke lydhør. Hendes tumlen udvikler sig og vi må gribe ind med højrøstede stemme for at stoppe det.

På de dårlige dage føle jeg ikke, at jeg laver andet end at overvåge og skælde ud! Jeg er alene med børnene om morgenen og om eftermiddagen, og det er hårdt ikke at kunne lade dem være alene.

Jeg ved ikke hvorfor hun er sådan, men tænker hun er jaloux på ham? Ikke at hun er åbentlyst ond/led ved ham, men hvis han bliver lagt i kravlegård, så vil hun i kravlegård. Hvis han får det blå krus, så vil hun have det blå krus. Hvis han får kartoffelmos, så vil hun have det. Vi har flere gange drøftet det med vores familier, så de er meget opmærksomme på at give hende opmærksomheden, og de er generelt rigtig gode til det, men det sker jo selvfølgelig at de snakker med lillebror og hvis det bliver for meget for hende, så siger hun ex. han lå jo lige og hyggede sig på tæppet (=læg ham lige ned igen) osv.

Når hun vil have det ...

---

---

... samme som lillebror og prøve det samme lader vi hende som oftes, men der er situationer hvor det ikke helt lader sig gøre. Ex. Fik de en gave her i weekenden af nogen. De var ikke ens og hun ville nok allerhelst have lillebrors:(

Farmor og farfar har desværre ikke helt lyttet efter vores ønske om at lade hende få ekstra, ekstra meget opmærksomhed og lade lillebror være, da vi kan se det skærer i hende. De har sagt de forstår og gerne vil gøre som vi siger, men når situationen opstår sker det bare desværre ikke. De ser det bare ikke rigtig.

Hun er meget fysisk omkring ham og for vild. Ligger han og ruller rundt, så ligger hun sig ved siden af og ruller med og trænger ham op i et hjørne. Hun kan også finde på demonstrativt at nive ham i nakken eller træde på hans hånd, jeg tolker det sådan lidt: jeg er din overmand-agtig, eller irritation over han er der, trods det hun knus elsker ham. Problemet er at hun ikke stopper den vildde, hårhændedde behandling af ham, når vi sig stop. Når vi spiser ved bordet kan hun heller ikke lade ham være og skal sidde og sparke til hans stol for at få hans opmærksomhed osv. Jeg har prøvet, at sige han er en baby og kan ikke tumles som ex. martin i børnehaven og i den dur, men det virker ikke.

Vi har prøvet at lade stå lidt til i håb om at lillebror kunne holde til mere end vi troede og selv sagde fra, men det gik ikke, da hun bare blev mere og mere hård.
men intet virker og vi er drøn frusterede.... Hun har det også med at tage tingene fra ham, helt alm. kedelige babyting, som hun ikke finder interessant, men måske bare vil bestemme over ham.

Er det normalt? Gør vi noget forkert? Er hun jaloux? Mangler hun mor-tid? Hvor langt skal vi lade hende gå? Og hvordan kan vi ændre det? Kan vi i yderste konsekvens søge en form for hjælp nogen steder? 

Jeg frygter at det udvikle sig til en negativ spiral, hvor det ender ud i et dårlig søskendeforhold, det vil jeg for alt i verden udngå.. Som forældre er vi gang på gang træng op i en krog, hvor vores irrettelsættelser ikke virker og vi fysisk må flytte hende, med skrig og skrål til følge. Det er utrolig negativt.
Til historien hører, at hun er eneste barnebarn på begge sider og jo har været enebarn indtil nu og derfor altid har været familiens midtpunkt.

Det blev langt jeg håber jeg har det hele med:)

Håber meget du vil dele nogle tanker med mig.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---