Svar: Øv baby
Kære søde du
Tak for dit brev, dine åbne og ærlige tanker - det er rigtig godt du skriver :)
Hvor er din sundhedsplejerske? Hvor er din læge? Det er vigtigt at du taler med dem om, hvordan du har det og hvordan du oplever jeres datter. Det er vigtigt at I finder ud af, om der er en årsag til, hvorfor din datter græder så meget og hvorfor hun er så svær at hjælpe - og du skal ikke være ked af at bede om hjælp. Det er nødvendigt.
Du skriver at du "er på randen til at gå ned" og det går naturligvis ikke. Du har ikke kun hende at tage dig af, du har også en storebror, som har brug for sin mor - og du skal også finde kræfter til dig selv og til din mand. Det er ikke meningen at det at blive forældre skal være lidelse - det skulle gerne være en dejlig tid for jer alle og der skulle gerne være lyspunkter midt i al gråden - og derfor skal I finde ud af, hvad der er galt :)
Hvis du på nogen måde har overskud til det, så kunne du læse lidt i min bog "Helens bog om gråd og trøst" der udkom i onsdags. Den kan måske give dig lidt nye input til, hvorfor lillepigen græder og hvordan du kan trøste og hjælpe hende.
Det lyder som om at hun har rigtig meget brug for tæt fysisk kontakt og hos jer ville det måske være en idé med en slynge, så du kunne bære hende tæt på dig og samtidig have hænderne fri til at lave noget andet. Der findes mange gode slynger og modeller. En strækvikle kunne også være en idé.
Du kunne overveje om en slyngevugge, babykøje, hængevugge ville virke for jer. Gerne en model som både kan "vippe og gynge" lidt, så hun på en gang kan føle sig omsluttet og samtidig i bevægelse. Det kan gøre hende tryg.
Du kan overveje om hun skal have noget mere mad - amme hende flere gange og du må gerne lade hende falde i søvn ved brystet. Prøv evt. at lægge dig med hende og amme hende liggende i din seng og lad hende så blive sovende der. Det vil også hjælpe dig at kunne ligge sammen med hende og på den måde få lidt ro.
Du kunne også overveje om hun skal have flaske med modermælkserstatning, hvis hun ikke allerede får det. Også flasken kan gives imens hun ligger ned - også imens hun f.eks. er i sin seng eller i sin barnevogn, så du ikke behøver give hende det skift der er mellem at være i favn og så blive flyttet til seng.
Det skal undersøges om hun har smerter, ondt i f.eks. skulder, nakke eller andet - det kan lægen tjekke.
Det er godt og vigtigt at du kommer ud og at du ikke holder dig inde, hvor du føler dig låst fast. Det er vigtigt for dit eget velbefindende, at du kommer ud, så pt hende i barnevognen og tril af sted.
Hvad har du af netværk? Har du en mor, en søster, en god veninde, som kunne komme og tage lidt over? Det vil være rigtig godt at du beder om hjælp - enten for at de kunne trille hende en tur og du kan sove imens eller gøre noget andet, som du har brug for. Det er okay og det kan være guld være at en anden lige tager over et par timer.
Du må lige nu ...
... prioritere din tid og de ting der skal gøres. Glem rengøring, tøjvask osv. gør kun det mest nødvendige og brug dine kræfter på din datter og jeres familie, som lige nu har mest brug for det - de praktiske ting må i anden række. Men lyt også til dig selv og hvordan du har det.
Du skriver blandt andet at du "føler dig låst fast" og at du ikke magter at hun sover hos dig, du vil bare gerne "sidde lidt for dig selv". Du skriver at livet hos jer på "ingen måde er hyggeligt". I en situation som jeres, så kan man godt få en efterfødselsreaktion. Og det kan give forskellige symptomer. Nogle har det der kaldes tankemæssige forstyrrelser, andre har følelsesmæssige forstyrrelser og så kan man også have fysiske forstyrrelser. Rent faktisk kan man godt have lidt af det hele og de fleste kvinder med en efterfødselsreaktion vil opleve at have tanker, der hører til under alle 3 grupper.
Hvis du har tankemæssige forstyrrelser, kan du f.eks. have følgende symptomer:
- Du kan være bange for at gøre skade på dig selv eller dit barn
- Du kan isolere dig, fordi du føler at det er problematisk at gå ud til venner og familier
- Du kan have tvangshandlinger, hvor du er nødt til at tjekke bestemte ting igen og igen.
Hvis du har følelsesforstyrrelser, kan du f.eks. have disse symptomer:
- Du græder rigtig meget, uden at kunne sætte ord på, du er bare rigtig ked af det
- Du føler dig som en dårlig mor, du føler ikke du kan tage godt nok vare på dit barn
- Du føler at du hellere ville være uden barn
- Du har svært ved at have dit barn tæt på dig
- Du føler dig utilstrækkelig
- Du bliver let vred på barnet, din mand eller dig selv
- Du føler stor skyld
- Du glemmer ting og føler dig ofte forvirret
- Du er bange, du tør ikke være alene
- Du føler dig fanget og vil gerne gå fra det hele
- Du føler at alt virker håbløst
- Du er træt, træt, træt
- Du drømmer - har ofte mareridt
Hvis du har fysiske forstyrrelser, kan du f.eks. have disse symptomer:
- Du har ondt i hovedet eller i maven
- Du føler dig ofte svimmel
- Du ryster på hænderne
- Du har hjertebanken og evt. smerter i brystkassen
- Du føler at verden går forbi dig uden at du er med, det er som at være i en osteklokke
- Du føler at du har en jernring om dit hoved
- Du har en klump i halsen
- Du føler det er svært at trække vejret
Det er vigtigt at du taler med lægen, hvis du har nogle af disse symptomer. Forskning fra udlandet viser af mellem hver 3-4 kvinde oplever at have disse symptomer i en periode der varer mere end 14 dage - og det betyder at "du er ikke alene". Men det betyder også at det er noget man kan gøre noget ved og at det netop er vigtigt at handle.
Så ring til din læge og aftal et møde - både for at tale med lægen om hvordan du har det, men bestemt også for at få undersøgt din datter grundigt. Og tal så også med din sundhedsplejerske og bed hende komme på et ekstra besøg.
Sender dig et stort knus med herfra! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Arp
Arp er betegnelsen for nogle gulbrune skæl, som mange børn får i hovedbunden, på panden eller i øjenbrynene. Det er døde hudceller som bliver afstødt. Det smitter ikke og det har intet med hygiejne at gøre.
Arp i hovedbunden kan fjernes ved hjælp af en lusekam. Du kan med fordel massere lidt uparfumeret babyolie ind i barnets hovedbund. En let massage stimulerer blodcirkulationen i hovedbunden, hvilket er godt både for forebyggelse og helbredelse af arp.
Evt. arp...
Dagtilbud til børn
Vi har i Danmark kommunale dagtilbud til vores børn.
Dagtilbud omfatter:
- Vuggestuer og dagplejeordninger for ½-3 årige
børn
- Børnehaver for 2-6-årige
- Aldersintegrerede institutioner for flere aldersgrupper
- Fritidshjem
- Skolefritidsordninger (SFO) for børn i skolealderen.
Aldersopdelingen kan variere lidt fra kommune til kommune.
Hvis I ønsker at få jeres barn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

