Brev:

Mors temperament

---

Kære Helen

Jeg oplever, at jeg indimellem ikke kan styre mit temperament.
Det er typisk, når jeg er træt og har ondt i ryg og hovede, hvilket desværre er mange dage. Begge børn sover uroligt fra midtnat for tiden, så vi er oppe ca to gange og ofte er en af gangene længerevarende, hvor vi når at vågne helt op. Det er ingenting i forhold til tidligere, men måske netop det, at jeg faktisk ikke har haft en længere periode med god søvn i 3 1/2 år, gør at disse opvågninger, rammer mig hårdt. Og der er jo som for alle andre meget at se til med arbejde, børn og alt det praktiske, der skal gøres, når børnene er lagt i seng. Min ryg har ikke klaret de to graviditeter og efterfølgende bære rundt på børn så godt. Jeg forsøger at få trænet den op, men det tager tid, når jeg ikke kan komme afsted så tit.

Alt dette har jeg nok brug for at skrive, fordi jeg føler, jeg skal bruge en forklaring på min - til tider - dårlige opførsel som mor.
Et eksempel er i morges:

Den ældste på 3 1/2 år vågner kl 5 med mareridt og vækker lillebror. De vil begge have deres mor, og jeg forsøger at multitaske, min mand hjælper det, han får lov til - men ingen får sovet mere. Den ældste er træt og små-umulig (du ved, på den måde, hvor verden bryder sammen for ham, fordi mælken blev hældt op før havregrynene). Da vi når til påklædningen, og han efter gentagne gange at ære blevet både bedt om og forsøgt motiveret til at tage tøj på, ikke gør det (påstår han ikke kan, roder rundt i sofaen i stedet osv) - ja, så knækker filmen pludselig for mig, og jeg siger en høj, agressiv irritationslyd og kaster hans undertrøje ned i sofaen og den ramme uheldigvis hans arm. Han bliver dødforskrækket, bryder ...

---

---

... sammen og græder, at man må ikke kaste tøj efter andre osv. Jeg ved jo godt, at det var forkert, så jeg trøster ham og giver ham ret i, at det var forkert, siger undskyld. Det tager nogle minutter, får han falder til ro.

Den slags sker jævnligt for mig. Jeg slår eller skader dem på anden måde ALDRIG og er ikke spor bange for, at det kunne ske. Men jeg kan komme til at "smide"/lægge dem sådan hurtigt/hårdt fra fra mig i sofaen, hvis jeg fx har dem på armen. Det er også mere det, at jeg kommer til at råbe de der "aaargh-lyde", der er voldsomme. Og at jeg kommer til at skælde ud. Det sker vel en gang om ugen, at jeg forskrækket dem med et udbrud, tror jeg. Og måske to gange, at jeg får skældt ud..

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor slemt det er, at jeg kommer til at gøre sådan. Selv blliver jeg meget ulykkelig over det, for jeg vil jo nødig lære dem, at det er sådan man skal agere i pressede situationer. Især fordi min hjerne jo godt ved, at de ikke kan gøre for det. Som i morges, hvor min dreng jo bare var træt.

Synes du helt ærligt, at det lyder som noget, jeg skal gøre noget ved a la terapi eller hvad ved jeg?

Søvn og motion for at komme af med hovedpinen er selvfølgelig også vejen frem - og en børnepause (det er mig, der har dem hver eftermiddag efter godt et års barsel - var alt for længe for mig) men det er ikke så nemt. Der kan realistisk set godt gå en del måneder, før jeg får luft og styr på ryggen - og influenzasæsonen ligger jo foran os klar til at stjæle vores nattesøvn med sygdom.

Jeg kan ikke finde ud af, om der bare er min perfektionisme, der jager mig - eller om jeg skal reagere og tage mine udbrud mere alvorligt...

Mange hilsner
Mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---