Svar: Konflikter, tvivl og afmagt

---

Kære Marlene

Tak for dit brev :)

Der er ingen tvivl om at jeres dreng har det rigtig svært. Det er meget svært at være tre år og det er lige nu rigtig svært at være ham. Det gør det naturligt ikke lettere, når lillebror er blevet 1 år - det er på mange måder sværere at skulle dele jer/dig med lillebror nu, end da han var spæd. Lillebror gør jo meget mere opmærksom på sig selv nu, han tager storebrors ting, han kommunikerer mere bevidst med dig og med alle andre - og det gør ondt i storebror, at mærke at du har noget sammen med lillebror, som han ikke er en del af.

Jeg tænker at storebror har rigtig meget brug for at du ser ham og er der for ham alene. Det er rigtig vigtigt at han føler sig prioriteret og at du derfor ikke altid har lillebror på armen :) Når du henter storebror i børnehave, så har han brug for at det er dig og ham - I har været adskilt hele dagen og han vil bare gerne have dig for sig selv. Når du går ovenpå for at skifte lillebror, ja så gøre storebror alverdens krumspring for at du skal se ham og prioritere ham - det er helt naturlige reaktioner - også selvom det er hårdt for jer begge ... :)

Søskendejalousi indeholder tre store følelser – sorg, vrede og angst. Sorgen er at have mistet eneretten til mor og far. Vreden handler om at lillebror har taget noget af pladsen i jeres familie og angsten handler om, hvorvidt I mon stadig elsker ham ligeså højt som før. Og hos jer er det endda rigtig svært at være jeres 3 årige, for nogle gange komme de store børn jo på besøg og det er svært at finde sin rolle - han er jo nogle gange den store og andre gange den lille - det er bestemt ikke let.

Jeres dreng reagerer som han gør, fordi hans hjerne stadig er meget umoden. Der er milliarder af hjerneceller, men forbindelserne imellem dem er få og det er forbindelserne mellem cellerne i hjernen som sætter os i stand til at tænke og handle som vi gør.

Det er vigtigt at møde ham med forståelse og lytte til ham. Det er vigtigt at du kan være rolig, at du kan beherske vrede, at du kan leve dig ind i hvordan han har det og vise ham forståelse og empati - for det er netop når du gør dette, at du lærer ham disse ting. Derfor handler det ikke om at du "giver ham for lang snor" eller "ikke sætter grænser nok", men derimod om at møde ham anerkendende, så han føler sig forstået og mødt. Det er helt okay at han har det som han har det og det er vigtigt at du kan rumme han følelser - det betyder at du kan holde ud at han har det sådan, at du ikke forsøger at ændre det og at du ikke tager det personligt.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Og det du hele tiden skal tænke på er, at du skal vise ham, det du gerne vil lære ham - også selvom du skal gøre det igen og igen og igen og igen og ...

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og ...

---

---

... lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Jeres drengs hjerne består altså af flere dele og når han bliver frustreret, ked af det, når verden bryder sammen for ham over ting der for jer ofte er bagateller, så er det vigtigt at du appellerer til hans storhjerne. Det er den, du påvirker når du viser ham lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Du styrke altså denne del af hjernen ved at sætte dig ind i hans situation, give ham idéer til hvordan han kan komme videre, rumme hans følelser og frustrationer - og stille og roligt så lærer han det du gerne vil lære ham :)

Hvis du går fra ham, vælger at kalde ham hysterisk, f.eks. siger "hold op med at skabe dig!" eller lignende og via dit kropssprog signalerer at du ikke orker ham, ikke gider ham osv. så påvirker du hans mellemhjerne. Og de centre du der får stimuleret er dem der styrer f.eks. raseri, frygt og separation og sorg ... Derfor vil det ikke hjælpe ham, men kun gøre ham endnu mere frustreret og ked af det.

---

---

I mange situationer vil det hjælpe at give ham en medfølende reaktion "det er også dumt at ...", "sssåå skat, bliver du bare så ked af det, nååå søde ven .." - som du også forsøger. Det giver ham også mulighed for at rette dig og han kan sige "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og så kan du møde ham der "jeg kan godt forstå, du bliver sur, når du ikke må få ... det er også irriterende" eller lignende. Så han føler sig forstået og mødt. Det er ikke det samme som at han får sin vilje, men det har stor betydning at han mærker at du forstår ham og lytter til ham.

Når der er noget du gerne vil have ham til, så prøv nogle gange at fokusere på de ting der skal ske efterfølgende og formuler det positiv "hvis du skynder dig at tage dit tøj på, så kan vi læse en historie, når vi kommer hjem", så fokus bliver på de ting han gerne vil og som der naturligt er plads til, hvis I hjælpes ad. Det kan nogle gange hjælpe meget og gøre at tingene går lidt mere gnidningsløst og kan f.eks. hjælpe, når han hentes i børnehaven.

Du er nødt til at have visse konflikter med din dreng og I er nødt til at være uenige i hverdagen. Han er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og kan ikke gøre dette uden at være uenig med dig. Han kan ikke øve sig i at adskille sig fra dig, han kan ikke danne sine egne meninger uden at være uenig med dig og uden at øve sig på dig :)

Og så tænker jeg at du også skal prøve at lave ting med ham alene, hvor det er "dig og mig", så han føler at du stadig rigtig gerne vil ham. Husk på, at når børn opfører sig værst, så er det ofte der de har allermest brug for os, brug for at blive holdt om og trøstet, brug for at vi ser dem og er der hundrede procent for dem :)

Håber ovenstående hjælper videre på vej, - og læs også meget gerne min nyeste bog "Helens bog om gråd og trøst".

Fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---