Brev:
Tryghed og gråd
Hej Helen
Mit liv som mor startede efter en meget lang fødsel, som endte med akut kejsersnit i fuld narkose. Da jeg vågnede blev jeg meget chokeret over jeg stadig oplevede voldsomme smerter, jeg havde ikk sovet i flere dage. Hvorefter jeg får at vide min datter er kørt til et andet sygehus og jeg først kan se hende næste dag. Jeg er derfra helt ude af mig selv og reagerer med enorm angst for mine smerter og søvnløshed.
Næste dag, da min datter ankommer, får jeg ikke lov at se hende, hilse på hende, mærke hende i mit eget tempo, da jeg ikke er ved mine fulde fem. Bliver bare kommanderet tøjet at og får serveret min datter til brystet. Dette oplever jeg meget krænkende og ubehageligt.
Alt dette førte til en voldsom belastelses reaktion, min mand passede hende om natten, jeg sov ikke. Jeg var bange, bange for hende, bange for hun var ved at dø, bange for selv at dø, bange for mig selv, bange for det hele, i stor sorg. Passede hende om dagen i denne panik og ente på psykiatrisk afdeling, da jeg ikke ku sove, selv på den kraftigste sovemedicin, min psykiater kunne udskrive. Der var vores datter 4 uger. Der gav jeg min sorg fri og acceptere min frygt for jeg aldrig ville kunne blive rask og tage mig af mit ønskebarn. Så sov jeg halvanden døgn og kom på benene i løbet af 4 dage. Og fik mod til at tage hjem. Og min mand ...
... startede arbejde da hun var 8 uger og jeg blev mig selv og mer til, jeg blev mor.
Derfor har vi aldrig haft hud mod hud kontakt, da jeg også opgav amning dag 3. Da det hele var og blev som det blev.
Hun er en glad pige der trives rigtig godt, hun er særligt sensitiv som sin mor, og vi har det rigtig dejligt sammen, da vi taler samme sprog.
Der er dog et sted jeg af og til bliver usikker på hvad jeg bør gøre. Når hun er træt, overstimuleret og har brug for at slappe af, ville jeg jo ønske over alt i verden at jeg kunne putte hende ind til mig med en dyne og gi hende den ro hun har brug, nusse hende og gi hende tryghed i min favn på mit skød eller lignende. Hun spænder flitsbue i hele kroppen og græder og det er her min usikkerhed kan opstå. Jeg er simpelthen i tvivl om, hvordan jeg trøster hende "rigtigt". Ville det være ok i denne situation at lade hende græde, spænde flitsbue, og se om hun kan finde ro hos mig i sofaen, og hvis det er, hvor lang tid må hun græde hos mig før jeg finder en anden løsning? Vi har kropsnære hyggestunder hvor vi bare sidder tæt og nyder det begge 2, når hun får flaske eller vågner fra sine lure i barnevognen og når hun ellers tillader det
Jeg håber du kan give nogen råd om denne situation, så jeg slipper af med usikkerheden omkring det. Hvordan pokker bør jeg gribe det an?
Hilsen
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Slik
Vær altid opmærksom på hvad I selv spiser. Barnet lærer af at se på jer og det I gør. Jeres vaner omkring slik, vil således smitte af på jeres barn.
Nogle tilbyder kun slik til festlige lejligheder, andre har en fast ugentlig slikdag. Der er ingen grund til at tilbyde jeres barn slik hver dag.
Babyer har heller ikke behov for slik og interesserer sig måske ligeså gerne for et sundere alternativ, som en brødskorpe eller et dejligt frisk bær.
Ifølge...
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!