Brev:

Hysteriske anfald

---

Hej Helen

Vi har en pige på 3½. Hun er kvik, dygtig, langt fremme sprogligt, omsorgsfuld, tilpas og glad. Men hun har nogle hysteriske anfald - nedsmeltninger kalder vi dem - hvor vi slet ikke kan trænge igennem til hende. Vi ved, det er almindeligt med sådan nogle anfald, men hun kan blive ved længe, op til næsten en time.

Det er som regel små ting, der udløser dem: at hun har fået læbepomade på, og kommer i tanke om, at det ville hun ikke alligevel. At man smider et stykke toiletpapir, som hun ville tørres med, i toilettet. Eller at man retter på en pude, som er ved at falde ned. Enkelte gange er det lidt større forhindringer, som at hun fx ikke får lov at blive puttet i vores seng (hvis hun kommer i løbet af natten, er hun velkommen). Hun er et par gange vågnet om natten, og så har vi gjort et eller andet forkert (vi ved ikke hvad), og så havde vi balladen midt om natten!

Ofte ved vi ikke rigtig, hvad hun er blevet sur over. Så kan hun gå helt ind i en tilstand, som vi slet ikke kan forstå. Hun råber og hvæser "gå væk" hvis vi nærmer os. Vi prøver at være forstående og sige "Jeg kan godt forstå, du synes, det er træls at ..." og lignende, men som regel responderer hun ved at sige "Ikke snakke til mig". Vi prøver at få hende forklaret, hvorfor vi har gjort, som vi har gjort, men det ender altid med, at vi bare lader hende være. Så går vi med mellemrum hen i nærheden at hende og siger, at når hun er klar, kan hun komme og få en krammer. Når hun endelig har raset ud, er hun træt og lidt ked af det. Efterfølgende kan vi godt snakke om, hvorfor hun blev sur, og at det ikke er rart for nogen af os, når hun bliver så sur og ked af det, og ikke vil hjælpes eller ...

---

---

... fortælle, hvad der er galt.

Vi synes, vi er meget tålmodige og forstående, men nogle gange er vi ved at blive desperate. Gør vi det rigtige, og hvorfor er vores ellers så søde og glade pige så hysterisk så lang tid af gangen. Når det er overstået er det heldigvis dét, hun bærer ikke nag - det er mere os, det lige skal have blodtrykket ned igen...

Siden i sommer har hun også haft en idé om, at hun ikke vil have tøj på, når vi kører i bil. Vi er nået til, at hun beholder underbukser og bluse på, men resten tager hun af, når vi kommer ind i bilen. Vi har både prøvet at tale til hendes fornuft, og sige "Du skal", men vi kan ikke tvinge hende, da hun selv kan åbne sin sele og også selv tage tøjet af. Vi har spurgt, om hun har spurgt de andre i børnehaven, om de tager tøjet af, når de kører bil, da svarede hun "Nej, så griner de bare". Hun siger også nogle gange, når hun er midt i sit afklædningsprojekt: "Du må gerne grine". Men det gør vi ikke, vi venter bare.

Er vi for tålmodige, hvad kan vi gøre for at forkorte de hysteriske anfald, og har du nogle idéer til, hvordan vi får genindført tøj i bilen.

Hun skal være storesøster nu (jeg er to dage over termin), men vi har ikke indtryk af, at det er derfor, for hun har haft nedsmeltninger længe inden min graviditet. Vi har altid brugt meget tid sammen med hende, vi hygger og leger og sådan er det stadig.

I børnehaven er det meget sjældent, de ser den side af hendes temperament. Heller ikke når hun bliver passet af bedsteforældre er det noget, hun gør. Bortset fra én gang, hvor hun vågnede om natten hos farfar og farmor og var helt hys og ikke til at snakke med.

Det blev lidt rodet, jeg håber du kan finde rundt i det.

- Line

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---