Svar: Praktiske spørgsmål vedr. MME
Hej med dig
Tak for dit brev :)
Din drengs behov for mælk/væske ligger mellem 1000-1200 ml i døgnet. Og det lyder meget fint at han har brug for ca 7 amninger eller flasker. Derudover dækkes hans behov af det vand han f.eks. kan drikke af en kop sammen med hans skemad.
Det vil ofte være sådan at indtaget varierer lidt alt efter tidspunktet på døgnet. Du vil f.eks. ofte producere mest mælk først på dagen, hvor han derfor ofte vil spise en større mængde hos dig der, end han vil om aftenen. Om aftenen vil han til gengæld ofte have brug for at die lidt hyppigere, fordi han derved får lidt mere koncentreret mælk og dermed også mættes lidt mere, netop ved at spise mere hyppigt.
Børn der ammes skal i princippet have lov til at spise, når de viser behov, og det er vigtigt at lade dem "flekse" ved brystet. Dette fordi modermælk består af flere dele og den første del af mælken er meget vandholdig og derved slukker den tørsten. Når børn ammes, vil de derfor nogle gange melde sig og spise meget kortvarigt ved brystet, dier måske kun nogle få minutter og slipper så - og så er det fordi de har fået den vandholdige mælk og dermed fået slukket tørsten. Børn der ammes skal generelt set derfor have lov til at spise det de vil og når de vil - og de kan i princippet ikke overspise. De kan dog godt, når de bliver ældre, have brug for at vi hjælper dem med at skære amningerne ned, for at give plads til mere sufficient mad.
Børn der får flaske skal til en vis grad også have lov til at regulere deres behov, sådan at forstå, at de nogle gange måske vil spise en lille flaske og andre gange vil spise en større flaske mælk. Det er helt okay at deres indtag af mælk kan variere over døgnet. På samme måde er det også en god idé at man øger mængden af mælk i flasken, hvis barnet altid tømmer flasken fuldstændig eller hvis barnet begynder at vise behov for at få yderligere flasker, fordi det kan være tegn på at barnet har behov for at få sit behov for mælk sat op.
Men, når det er sagt, så kan børn godt overspise af en flaske. Det er betydeligt lettere at spise af en flaske end at spise af et bryst og et måltid tager ofte ikke så lang tid. Derfor får barnet nogle gange lidt for meget mælk når de tilbydes flaske og derfor skal man nogle gange holde lidt igen - og netop sige at f.eks. 180-200 ml i hver flaske er ...
... passende og derefter kan barnets suttebehov dækkes af en sut i stedet. Netop fordi barnet måske har brug for at sutte, mere end det har brug for mælken.
Når man giver flaske er man derfor nødt til at se på barnets samlede indtag og hvad barnet generelt må forventes at kunne spise i forhold til vægt og alder. Da du både ammer og giver flaske er det naturligvis rigtig svært at vide, hvor meget jeres dreng reelt får, men umiddelbart synes jeg ikke at I skal give ham mere end max 200 ml i flasken af gangen.
Med hensyn til tilberedning, så må I godt tage koldt vand fra hanen, opvarme det i mikroovnen og komme pulver i - HVIS I giver ham flasken direkte derefter. MEN, hvis flasken skal gemmes og gives senere, så skal vandet altid koges først. Hvis barnet er født for tidligt, har medfødt hjertesygdom eller andet, så bør vandet koges i al den tid barnet får flaske.
Når I skal på tur, så bør I medbringe kogt vand på termoflaske og så komme pulveret i lige inden servering. Hvis I er det sted, hvor der er mulighed for at koge vand eller bruge mikroovnen, så bør I medbringe pulveret i den mængde I har brug for og så lave flasken klar der. Det anbefales ikke at bruge termotaske - mælken bør ikke medbringes lun, da der er risiko for formering af bakterier.
Det kan være en god idé at bruge MME på brik, når I er på tur. Her er mælken steril og behøver ikke være på køl. Den kan lægges ned under dynen til barnet og dermed får den kropstemperatur og kan hældes på flaske og gives direkte derefter. Er I et sted, hvor der er mikroovn, vil I også kunne hælde MME fra brik i flasken og opvarme. Ryst flasken grundigt og tjek temperaturen efterfølgende, før den gives.
Og så kan man også købe f.eks. Iiamo sutteflasker, som er en dansk opfindelse. Til sutteflasken hører en varmepatron, som du skruer op i bunden af flasken. Den varmer mælken op til 37 grader i løbet af ca. 4 minutter.
Med hensyn til grød, lavet med mælk og fedtstof, så kan du godt lave dobbelt portion og genopvarme halvdelen dagen efter. Grøden kan holde sig i køleskabet i 24 timer. Der vil ske et lille tab af vitaminer og mineraler, når grøden varmes op igen, men der er uden betydning, når der er tale om grød og mos.
Rester af modermælkserstatning skal altid kasseres og må ikke genopvarmes.
Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test er en blodprøve, som kan være et alternativ til kvinder, der har fået tilbudt, men ikke ønsker at få foretaget moderkageprøve eller fostervandprøve.
NIPT kan tidligst tages, fra du er mindst 10 uger henne, og det skal være bekræftet af en ultralydsundersøgelse. NIPT er en blodprøvetest for kromosomafvigelse hos fosteret. I den gravides blod findes DNA fra fosteret i en blanding med den gravides DNA. Med en avanceret analyse af en blodprøve fra den...
Fedtcreme - fedtprocent
Der findes rigtig mange forskellige cremer på markedet, og til behandling af børneeksem er det en god idé at vælge fedtcreme. Jo højere fedtprocent cremen har, jo mere fedtet og klistret vil den ofte være - og dermed også for mange mere ubehagelig. Derfor er det en god idé at vælge så fed en creme som muligt, som samtidig virker behagelig - og til behandling af børneeksem i ansigtet er det ofte en god idé at vælge en creme med en fedtprocent omkring 30-40%. Det er ofte også en god idé at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

