Svar: Tvillinger - 9 mdr.
Kære træt mor til 3 dejlige piger :)
Tak for dit brev og velkommen til - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)
Der er flere ting som spiller ind hos jer og i forhold til F, så lyder det som om at hun har det jeg kalder for et søvnassociationsproblem.
Søvnassociationer er ting vi forbinder med at skulle sove. Ting vi har behov for, for at kunne falde i søvn.
Der er gode søvnassociationer:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
Der er mindre gode søvnassociationer:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode, fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne.
Jeres datter F. er afhængig af flasken og din favn, når hun skal sove. Hun får sin flaske, falder i søvn og flyttes derefter til sin seng. At hun er afhængig af flasken eller af favnen betyder at hun ikke er i stand til at komme videre i søvnen uden at du tilbyder hende flasken flere gange om natten, eller tager hende op i armene og vugger hende, holder hende i din favn.
Vi vågner alle sammen 10, 15, 20 gange i løbet af en nat, vender os, trækker dynen lidt op, sparker den af, drejer om på den anden side, retter puden osv. Det er helt naturligt og begge jeres piger vil således helt naturligt have mange små opvågninger natten igennem. Det er her vigtigt at de er i stand til at komme videre i søvnen uden at få flaske i munden og uden at blive taget op og vugget.
Det har for C (og måske også F.) stor betydning hvordan dagens rytme er og du nævner selv at de måske sover for meget i løbet af dagen. Det kan også være at deres puttetidspunkter, tidspunkter hvor de spiser, maden de indtager osv. skal ændres lidt - for hele dagens rytme har naturligt betydning for, hvordan dagen vil forløbe.
Derfor sender jeg dig her en plan for, hvordan en dag kan se ud, til børn på 9 måneder (korrigeret i forhold til at de er født 6 uger før tid):
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca 9.30 og sover her måske 45-60 minutter.
Frokost 11.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med forskellige rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, får rugbrødsbjælker, agurkestænger eller lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.
Tilbydes banan og får derefter flaske og puttes til middagslur kl ca 13-13.30, sover her et par timer. Kommer op senest kl 16.
Eftermiddag 16: ½ bolle ...
... med smør, ost, frisk frugt i hånden. Tilbydes en lille portion tykmælk med revne æbler, frugtmos eller lignende, vand af kop.
Aften 18: Familiemad, udgangspunktet er den mad I andre spiser, almindelige børnevenlige retter. Der skal være mos og der skal være mad i stykker og også mad, som de selv kan sidde med i hånden, Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød ca. 19.30
Flaske derefter og puttes til natten.
Sen aften eller først på natten: Flaske og sover herefter uden yderligere mælk til næste morgen tidlig.
Når børn brokker sig og er sure hele dagen, så kan det ofte være en god idé at se på hele dagens rytme og se på, hvad de indtager af mad og på hvilke tidspunkter. Madens sammensætning og dagens rytme har stor betydning for humøret og overskuddet til at møde verden.
Pigerne er også i separationsfasen, hvilket naturligt gør det ekstra svært lige nu. Det påvirker både deres humør, deres overskud, deres evne til at sove roligt. De har ekstra meget brug for nærhed, tryghed, fysisk kontakt. De har ekstra meget brug for at blive båret og mærke at du/I er der for dem og samtidig vil de også virke afvisende, så vil de op, så vil de alligevel ikke op, men ned igen og så alligevel op. Det er en frustrerende alder for alle - både børn og forældre - men det er naturligt:)
Mit indtryk er altså at I for det første skal arbejde på at få skabt så fast en dagsrytme som muligt, med faste spisetider, aktivitet, god mad, mange måltider dagligt, faste sovetider osv. Og så skal F og måske også C lære at sove uden at have flasken i munden. De skal stadig have mælk, men det er vigtigt at flasken fjernes inden de falder i søvn. Det er på samme måde vigtige at de lærer at sove uden at være i favn, men at de falder i søvn, der hvor I ønsker de skal sove - i deres seng.
Nogle børn er så tryghedssøgende at de sover bedst sammen med deres forældre og det kan være en idé at koble tremmesengen til jeres seng. Fjerne tremmerne fra den ene side og sætte sengen sammen med jeres. I skal her naturligvis sikre jer at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt og at sengene ikke kan glide fra hinanden. Men det kan være en måde, hvorpå pigerne kan lærer at sove i egen seng og I samtidig kan være ved siden af dem. Udfordringen hos jer er at der er to piger og det er svært at få plads til dem begge på denne måde. Alternativet kan derfor være at I putter dem i egen seng, giver dem flaske i sengen, men fjerner flasken lige der, hvor de slipper flasken, smiler til jer, triller om på siden og falder i søvn.
Håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)
Og læs gerne mere om søvnassociationer, separationsalder osv. i min bog "Helens bog om børn og søvn" :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Bøvse
Når babyer spiser, sluger de ofte en masse luft. Derfor har mange brug for at bøvse efter et måltid.
Den nemmeste måde at dit barn kan komme af med luften på er hvis du lægger barnet op mod skulderen og klapper eller stryger forsigtigt på ryggen. Hold barnet så højt, at barnets arme bliver løftet, så har luften lettere ved at komme ud.
Du kan også sidde med barnet foran dig på dit skød eller lægge barnet på din underarm og gå lidt rundt.
Spædbørn...
Fisk og børn
Det er vigtigt at børn tilbydes fisk. Gerne flere gange om ugen, det vil sige næsten hver dag til frokost og et par gange til aftensmad.
Det er vigtigt at børn tilbydes forskellige typer af fisk. De fede fisk er især laks, sild og makrel. De mere magre fisk er skrubbe, rødspætte, sej og torsk. Fisk er rige på næringsstoffer som D-vitamin, selen og omega-3-fedtsyrer, som er meget vigtige for udviklingen af barnets hjerne.
Er dit barn mellem 0-14 år, er det vigtigt,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

