Svar: Det med søvn - igen, igen
Hej med jer
Tak for jeres brev og åbenhed og ærlighed :)
Det er sket rigtig meget hos jer og det i god retning. Jeres datter bliver nu kun ammet to gange i døgnet, hun lyder til at have lært at sove uden afhængigheden af brystet, som hun har haft hidtil - og det er super godt.
Der er dog for mig at se ingen tvivl om at hendes manglende rytme om dagen påvirker natten og jeg er helt med på, at børn som udgangspunkt skal puttes, når de virker trætte og skal have lov til at sove, når de vågner - men jeg må indrømme at jeg synes det er et fejlskøn, hvis de i institutionen ikke forsøger at putte hende til nogenlunde fast tid hver dag. Der kan være en fleksibilitet på ½ time, hvor hun nogle dage kan blive puttet som den første og andre dage som den sidste - det er helt fint her at vurdere, hvad hun vil trives bedst med - men hun bør have mulighed for at få to lure indenfor den tid, hvor hun er i vuggestue - en formiddagslur og en middagslur og det er ikke hensigtmæssigt med en sovepolitik, som slet ikke passer med noget fast.
Det handler om at jeres datters indre ur skal påvirkes, så hun føler træthed, når det er naturligt, ligesom hun skal føle sig sulten, når det er spisetid osv. Og dette skal påvirkes ved at man hjælper hende med en fast rytme, - faste spisetider, tider til aktivitet og faste sovetider.
Jeg synes I skal tale med pædagogerne om at de så vidt muligt skal putte jeres datter til fast tid - formiddag og over middag - hun må gerne blive puttet også selvom hun ikke viser træthed, for når hun først viser træthed, så er hun sandsynligvis overtræt. Ved at putte hende til nogenlunde fast tid, så giver de hende muligheden for at sove og hun vil sandsynligvis falde i søvn - netop fordi hun har brug for det, også selvom hun ikke viser tydelige tegn på det. På samme måde skal I naturligvis skabe faste rutiner derhjemme. Hun skal puttes til samme tid hver aften og hun skal op til samme tid hver morgen, jo mere ens dagen starter, jo større sandsynlighed er der også for at hun får behov for at sove til faste tider dagen igennem - og igen - jo mere rytme om dagen, jo bedre vil hele døgnet sandsynligvis også forløbe.
Det lyder altså for mig som om at de faste spise- og ...
... sovetider varierer for meget og at det giver uro i jeres datters rytme. Næsten som at have jetlag, hvor ens indre ur også kommer helt ud af system. Hun får lov til at flekse så meget - nogle gange sover hun 1 time, nogle gange 4 timer, hendes tidspunkter for mad, aktivitet osv. flekser i forhold til dette - og hun lever med det, men lyder faktisk ikke til at trives med det - og det er synd for både hende og jer ...
Jeg ser det altså som et samarbejde mellem jer og pædagogerne, hvor I forsøger at finde en rytme, som både hun, I og de kan leve med. Jeres datter skal naturligvis have den søvn, som hun har behov for, både dag og aften, men I må gerne hjælpe hende med en rytme, som kan stabilisere hendes indre ur og som kan gøre at hun så vil sove bedre både om dagen og om natten.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7: Havregrød, vand eller sødmælk af kop.
Afleveres i vuggestue.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos. Vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca 9.30, sover her 1 time
Frokost 11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleres med kogte grøntsager, pastaskruer, stykker af frikadelle, rester fra aftensmaden, grøntsagsmos. Vand af kop.
Banan og tilbydes en kop lun mælk og puttes derefter til middagslur kl 13.30, må her gerne sove et par timer (bør komme op før kl 16)
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. En portion tykmælk med rugbrødsdrys eller lignende. Vand af kop.
Aften 18: AFtensmad, udgangspunkt er jeres mad - kød, fisk, ris, kartofler, pasta, sovs, grøntsager. Der skal være mad i stykker og moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, tilbydes godnatgrød.
Ammes og puttes til natten ca kl 20
En gang i løbet af natten: Ammes og putter hos mor.
Mit forslag er at I taler med institutionen om at få indført en rytme, som er god for jer alle og midt forslag til dagsrytme, tænker jeg umiddelbart burde fungere både hjemme og i institutionen. Måske skal I være ærlige omkring, hvor hårdt det tager på jer og hvor vigtigt det er at få skabt en rytme - så et samarbejde kan begynde. Alle vil jo det bedste for både jer og jeres lille datter :)
Håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Madras til barnevogn
En barnevognsmadras kan være lavet af forskellige materialer, f.eks. skumgummi. Det betyder, at madrassen let suger kondensvand, der naturligt vil samle sig i barnevognen, når barnet sveder eller bare trækker vejret. Derfor er det vigtigt, at madrassen løftes op og stilles på højkant dagligt, og når barnevognen ikke bruges, så madrassen er tør, når barnet skal ligge på den.
Om vinteren kan det være nødvendigt at tage madrassen med ind, så barnet ikke lægges på en iskold madras,...
Graviditet
Det første tegn på, at du er gravid, er normalt udebleven menstruation, eller at du bløder meget lidt. Derudover kan du få kvalme - især om morgenen. Dine bryster kan vokse og blive ømme. Du kan også opleve at være ekstra træt.
Har du mistanke om, at du er gravid, så er det en god idé at tage en graviditetstest. Du bør også altid kontakte din læge, for at aftale tid til en graviditetskonsultation.
Graviditeten varer normalt 40 uger, og lægen vil beregne din...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

