Brev:

Opdragelse og anfald med argumentation

---

Kære Helen.

Først vil jeg lige fortælle, at vores datter er blevet super glad for børnehaven, så det er rigtig dejligt:-)

Som jeg tidligere har skrevet, er hun i fuld gang med at udvikle selvstændighed:-) Vi føler os ok rustet til at takle det (bl.a. ud fra de råd, vi har fået fra dig), men har noget, vi er lidt i tvivl om...

Det kommer af, at jeg mener at have læst et sted (måske i bogen: ”fantastiske forældre”?), at der er nogle typer ”anfald”, som man skal takle anderledes end ”frustrationsanfaldene”, og at det er de tilfælde, hvor hun bliver sur over noget hun ikke må, og prøver at kommandere os til at gøre det, hun vil have. Mener at have læst noget med, at man kan skelne det fra frustrationsanfald ved, at der her ikke er tårer og at barnet er i stand til at argumentere, og at man i de tilfælde ikke skal trøste/give opmærksomhed til barnet...? Siger det dig noget, eller er det mig, der har forstået det forkert? Og hvad tænker du om det?

Hvis det er rigtigt, synes jeg nemlig også nogle gange det er lidt svært at skelne mellem det og de frustrationsanfald, hvor det jo er vigtigt, at vi er der og anerkender hende. For synes egentlig jeg oplever situationer, hvor hun reelt er frustreret/sur over noget, hvor hun også har tårer, men hvor hun samtidig meget bevidst kommanderer med os (Gå så ud og hent det, mor!) eller bevidst skriger med en høj lyd eller lignende. Nogle gange kan jeg ...

---

---

... også høre, at hun ”bevidst” sætter gang i en ”falsk” gråd/et falsk frustrationsanfald – altså ikke forstået sådan, at der ikke er en grund, men jeg kan bare høre, at det ligesom er noget, hun prøver at sætte i gang, mere end at hun græder, fordi det bare kommer af sig selv...

Andre gange er der egentlig ikke umiddelbart noget, hun er sur/frustreret over, men det virker til at hun nærmest prøver at finde en grund til at sætte gang i et frustrationsanfald – altså hvor det igen lyder ret falsk... Og nogle gange ender det med at hun så bliver reelt ked af det/frustreret, men ikke altid...

Kan ikke rigtig finde ud af, hvordan vi bedst takler de situationer? Vil jo rigtig gerne trøste og anerkende, når hun har brug for det, men er der nogle situationer, hvor det er bedre at gøre noget andet? Og hvor det at trøste/give opmærksomhed bare fremmer en negativ adfærd??

En anden ting, vi er i tvivl om, er, hvad vi skal gøre, når hun gør noget, som vi har sagt hun ikke må. Det sker egentlig ikke så tit, men fx:
Hvis jeg har sagt: ”det er helt okay, at du bliver frustreret... Jeg vil ikke have at du råber”. Og hun så fortsætter med det...
Hvis jeg har sagt: ”Jeg vil ikke have at du hopper i sofaen nu. Du må hoppe, når vi er færdige med at spise”. Og hun så gør det, og tydeligvis synes det er vildt sjovt at gøre noget, som hun ikke må...

På forhånd mange tak for dine råd:-)

De bedste hilsner
Louise

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---