Brev:
Dumme mor
Kære Helen,
Det er et helt år siden jeg sidst skrev til dig ang. vores yngste dreng, som nu er 3½ år. Sidst jeg skrev handlede det bl.a. om hans til tider voldsomme reaktioner, når han blev fortvivlet. Jeg synes vi fik godt styr på at rumme ham og møde ham med forståelse, og det klingede gradvist af, så der gik længere tid imellem at han 'tændte af' og hans frustrationsudbrud varede kun i ganske kort tid før han faldt ned igen. Så tak for dine gode råd dengang :-)
Men nu synes jeg det er ved at eksalere lidt igen, uden at jeg helt kan sætte en finger på, om noget har ændret sig for ham i hverdagen. I børnehaven har de ikke registreret at han har ændret adfærd overfor kammeraterne, så jeg tænker at det må være hans verden herhjemme, at vi må kunne gøre bedre for ham.
Det gode er, at han nu har langt mere sprog til at sige fra (typisk overfor storebror), og det sætter en dæmper på deres konflikter. De to (storebror er nu 6 år) er blevet super gode til at finde på nogle rigtig gode lege sammen, faktisk kan det være helt svært at komme afsted om morgenen, fordi de allerede er i gang med en god leg, og det synes jeg er fantastisk at opleve.
Jeg synes også at han og jeg har nogle gode snakke, når den 'dumme situation' er lidt på afstand. Min mand og jeg har også gjort et større nummer ud af at lave ting med de to dreng hver for sig, da det giver et roligere tempo for den lille, hvilket han har det meget bedre med - end altid at forsøge at følge storebror noget opskruede tempo og ofte mere vilde leg.
Men vi vil gerne være bedre til at dæmme op for de situationer, hvor han fortvivler fuldstændigt og alt bare bliver til 'dumme mor, dumme farmor osv' - det skriges af lungernes fulde kraft, så man ikke kan være i tvivl og tit forfølges det af at han enten marcherer ind på sit værelse, smækker med døren og kaster rundt med sit legetøj eller at han går i gang med at slå.
Når han går ind for sig selv giver vi ham lov til at rase ud og ...
... spørger så lidt efter om han er klar til at komme ud og være med igen, og det virker egentlig ok for ham.
Det er når han slår, at han kan være svær at takle - han er jo efterhånden også stærk - og slår for at ramme. Jeg er meget bevidst om at tale roligt men bestemt til ham, at jeg ikke vil have at han slår, og så holde hans arme væk. Men han er svær at få til ro, når det først er røget ud af den tangent. Hvis jeg går ind i et andet værelse, bliver han dybt ulykkeligt og reagerer nærmest med endnu flere slag. Så jeg prøver at holde mig i nærheden, hvilket dog oftest ender med at han forsøger at kaste ting eller legetøj efter mig. Så jeg synes det er svært at trække grænsen med at sige klart fra - og stadig være til stede for ham. Hvordan gør jeg det bedre?
Han har det bedst, når han er forberedt på en situation. Dvs. f.eks. før vi skal afsted om morgenen, siger jeg at 'om 5 minutter skal vi ud og have tøj på, så hvis han skal have legetøj med i børnehave, kan han finde det nu' og i børnehaven følger de op med at forberede ham på samme måde, når der skal spises, hviles osv. På den måde undgår vi en del frustrationer.
Derfor kan det alligevel vælte. Et eksempel er vores ugentlige mor-barn svømning. Han er kæmpe vandhund, enormt modig og elsker det. Derfor er det også svært, når vi skal op efter lektionen på kun 25 minutter. Kun få gange har det virket at sige 'om 5 minutter skal vi op, så er det de andres børns tur', og når jeg siger at jeg sagtens kan forstå at han gerne vil blive i længere tid, så er det næsten som om han tænder endnu mere af. Jeg kan jo ikke gå fra ham i bassinet, og det ender ind i mellem som et virvar af arme og ben, når vi skal op. Han er så gal og vil bare slå løs. Vi kan godt tale stille og roligt og lave en aftale om det på forhånd, men han er stadig bare så lille, at det er gået fløjten, når vi så står i situationen.
Håber du har et råd til mig, så jeg kan dæmme op for det inden det situationen når dertil?
Kærlig hilsen
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Skråstol
Børn har brug for at kunne bevæge sig frit for at udvikle sig bedst muligt. Børn der placeres i en skråstol vil sidde passivt og vil, hvis de sidder der længe, blive svage i nakke og ryg. Man kan sagtens vænne et barn til at sidde i en skråstol, hvis det har underholdning foran sig, og det kan være bekvemt for forældrene, men det er ikke det bedste for barnet.
Et barn skal have lov til at være på gulvet så meget som muligt. Det er på gulvet at barnet lærer at trille, krybe og...
Reservebedste
En reservebedste er en ældre person, der gerne vil hjælpe småbørnsfamilier med at passe børnene, når de er syge, har brug for at blive hentet tidligt eller skal passes en dag, hvor forældrene skal i byen.
I nogle kommuner kan man søge om en reservebedste, hvis man er enlig og ikke har mulighed for at trække på sit netværk, men det er også muligt at søge en reservebedste privat.
Det kan være en rigtig god idé at have en reservebedste (M/K), som kan hjælpe i...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Når man læser din brevkasse får man indtryk af at mødre har lettere ved at betro sig til dig via brevkassen, samt at du ligesom kan noget i forhold til at "ramme" plet i forhold til, hvad det er folk har behov for.
For mit vedkommende har dine svar kunne give mig noget andet og mere værdifuldt i forhold til min rolle som mor som mine egne sundhedsplejersker (jeg har haft en 4 - 5 stykker) ikke har kunne give mig.
Tak fra en taknemmelig mor