Svar: Projekt datter ud af dobbeltseng

---

Kære Signes mor og far

Tak for jeres brev og åbne og fine beskrivelse af jeres datter og de ting I oplever og de ting I har forsøgt :)

Ja - Signe har brug for at sove sammen med jer. Det lyder som et helt reelt behov og hun kæmper tydeligt for at få lov. Og jeg synes I gør rigtig meget - I har tilbudt hende madrassen på gulvet, I holder i hånd, er der, beroliger og betrygger og intet af det er helt nok - hun skal ligge sammen med jer i dobbeltsengen. Med det resultat at far nu må flytte ind i Signes seng, hvilket naturligvis ikke dur i længden.

Men spørgsmålet er, hvorfor Signe har det sådan? Og jeg tænker faktisk at det er her I skal starte, for at finde en løsning. Hvorfor er Signe bange for at sove alene? Hvorfor er Signe bange for at sove på en madras ved siden af jer - en ting er at være bange for at sove på eget værelse og føle sig alene der, men når hun er bange for at sove i samme rum som jer, når det ikke er nok, at I er der - hvad handler det så om?

At være bange, at være angst - det kan være bange for mørke, bange for fremmede, bekymring for om man er god nok - det er helt naturligt og en del af børns udvikling. Børn vil have perioder, hvor de er bange for forskellige ting. Men for nogle børn bliver angsten så overvældende at den i perioder dominerer for meget og påvirker deres hverdag og hos jer lyder Signes angst overvældende.

Det er ikke unaturligt at 6 årige er bange for at sove alene. Det er faktisk ret normalt at børn der starter i skole pludselig søger deres forældre om natten og hvis I taler med nogle af de andre forældre i klassen, så vil flere af dem sandsynligvis kunne fortælle at de også har børn i dobbeltsengen. Det er også naturligt at børn i 6 års alderen kan være bange for overnaturlige væsner, eller kan være bange, når de lyner og tordner og derfor kan søge forældrene i disse situationer.

Børn i 6 års alderen kan også være bange for at gå ind i et mørkt rum. De vil ikke bevæge sig rundt i huset, hvis der ikke er tændt lys alle steder og de vil pludselig ikke gå ovenpå alene - mor eller far skal gå med ...

Det er således naturligt at børn på forskellige tidspunkter af deres opvækst har angst for forskellige ting og børn kan således sagtens være angste og stadig være "normale". Der behøver således ikke være noget i vejen med jeres datter, når hun reagerer som hun gør. Men, når det er sagt, er det rigtig vigtigt at vurdere, hvornår angsten bliver for meget.

Er der f.eks. andre situationer, hvor I oplever at jeres datter udviser angst. I skriver at hun er meget perfektionstisk, hun vil gerne lave sit skolearbejde helt perfekt og vil helst ikke gå igang med en opgave, uden at være helt sikker på, hvordan den skal løses. Kan hun udvise angstsymptomer i en sådan situation?

I skriver at hun har mange venner nu og er tryg ved klassen. Hun trives, men lyder til at være en pige, der skal se ting og mennesker an, før hun åbner sig op. Hvordan har hun det, når hun hun er fremmede steder, skal møde nye mennesker. Udviser hun angst i sådanne situationer?

Hvordan har hun det, hvis der sker ændringer i de vante rutiner? Hvordan reagerer hun, hvis tingene ikke går som hun troede, hvis det ikke sker i den rækkefølge hun regnede med? Kan hun håndtere at rutiner ændres pludselig eller udviser hun angst i sådanne situationer?

Viser hun overdreven bekymring for jer - for at der skal ske jer noget? Taler hun om, hvad der vil ske, hvis I dør eller bliver alvorligt syge? Virker hun urolig, hvis I f.eks. ikke henter hende præcist til den tid I har aftalt og viser hun bekymring for at hun har tænkt om der kunne være sket jer ...

---

---

... noget?

Jeg stiller disse spørgsmål fordi jeg tænker, at det kan være med til at give jer et billede af hvorvidt den angst hun har i forbindelse med søvn er naturlig i forhold til hendes alder. Det er som sagt helt normalt at børn i 6 års alderen søger forældrene om natten og har brug for tæt nærhed og kontakt og måske er det netop alderen og udviklingen der spiller ind - og jeres datter har ikke noget problem med angst. Men det kan også være, at hun er en pige, der af en eller anden grund af bange for forskellige ting og at hun derfor har brug for hjælp ...

Børn kan godt have f.eks. separationsangst - en angst der handler om at barnet er bange for at være adskilt fra sine forældre. Der er tale om en overdrevet angst for at skulle være uden mor eller far og barnet vil gøre alt hvad det kan, for at forhindre en adskillelse. Det kan ske i flere situationer - f.eks. at hun ikke vil i skole, men vil være sammen med jer, det kan ske, når hun f.eks. skal sove - hvor hun tydeligt har brug for at I er der, at I sover sammen alle sammen. Det kan også være voldsomme protester mod at skulle sove hos en kammerat, hos bedsteforældre eller lignende. Barnet klamrer sig, barnet skriger og tigger om at vi skal blive der sammen med det. Nogle børn kan allerede ved udsigten til en adskillelse fra forældrene begynde at vise angstsymptomer - barnet kan ryste over hele kroppen, græde, trække vejret overfladisk og hurtigt. Barnet kan klage over smerter i f.eks. maven, barnet kan klynge sig til dig - nogle børn truer med selvskadende adfærd f.eks. "jeg stikker mig med en kniv, hvis jeg skal være alene" eller lignende.

Et barn med angst bør tale med en psykolog og der er i kommunen ansat psykologer - der er også tilknyttet en psykolog til skolen, hvor jeres datter går.

---

---

Som det er hos jer lige nu, så tænker jeg at det vil være rigtig godt at I hjemme accepterer at jeres datter er bange og udviser angstsymptomer. Det er reelt nok. Samtidig er det rigtig godt at I samarbejder med hende om at turde mere og mere og det er helt rigtigt det I gør - nemligt at tage små skridt af gangen. I første omgang er det et skridt at hun puttes i egen seng og starter natten der og så kommer ind til jer i løbet af natten. Næste skridt kan være at hun i stedet for at sove i dobbeltsengen vænnes til madrassen på gulvet. En af jer kan evt. ligge med hende på madrassen eller I kan aftale at hun er på madrassen en nat og næste nat hos jer igen, for så at prøve at sove to nætter på madrassen og så igen i jeres seng. Så hun får stillet små krav, men stadig kan være med og samarbejde omkring det. Nogle gange kan et skridt og en hjælp også være at hun sover med mors dyne og fars pude eller lignende, fordi det at have dette er lidt som at have lidt af jer og det giver lidt ekstra tryghed.

For hver gang det lykkes med et lille skridt - også bare hvis hun sover for sig selv i et par timer eller en nat eller aften måske fire timer - så roses hun for det. Så hun mærker at I ser det og lægger mærke til de små fremskridt der er, og så hun også selv bliver bevidst om at hun faktisk godt kan. Det er meget vigtigt at hun får disse små oplevelser af succes. Hvis I tager for store skridt, stiller for store krav til hende f.eks. et krav om at hun skal sove i egen seng på eget værelse hele natten, så vil det sandsynligvis blive værre ...

Der findes en rigtig god bog, som jeg vil anbefale jer. Den hedder "Når børn er bange - hjælp dit barn med at overvinde angst og frygt". Den er skrevet af Cynthia Last og kan lånes på biblioteket.

Jeg håber at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---