Brev:

Sætte grænser og stoppe fysiske vredesudbrud

---

Kære Helen

Tusind tak for dit svar. Det var meget fortrøstningsfuldt, og lige den form for feedback, som jeg manglede. Så jeg skynder mig at følge op med det næste spørgsmål.

Som alle andre børn har min dreng temperament. En veninde kalder ham en alfahan, da han meget gerne vil føre og vise vejen. Det giver selvfølgelig nogle konflikter. I det sidste års tid er han nok sluppet meget let om ting og ikke fået stillet så mange krav. Efter jeg blev alene med ham, har verden jo drejet sig om ham, og da han er det eneste barn i familien får han meget opmærksomhed. Da han samtidig er charmerende og udadvendt lader fremmede ham også slippe afsted med meget, og det kan gøre det svært at opdrage sit barn.

Efter børnehaven har gjort mig opmærksom på, at jeg skal stille større krav, er han igen begyndt at få faste opgaver, og jeg bukker mig ikke, når jeg først har taget en kamp op - i starten betød det, at jeg nogle gange måtte stå fast, selvom jeg halvvejs fortrød mit standpunkt. Det har altsammen hjulpet. Men der er stadig plads til forbedring, og jeg er ikke sikker på, at jeg bruger de rigtige redskaber.

Min søn er meget fysisk og stærk. I en alder af 4 har han en tydelig muskuløs fremtoning. Så når verden stiller for store krav bliver han ofte fysisk, og så kan det være svært at undgå, at tingene går i hårdknude. Hvis han begynder at slå, og det sker altså desværre med jævne mellemrum, kan jeg stadig med fordel tage ham lidt væk fra situationen sætte mig på knæ og tale ham til ro. Så må jeg så tage de slag der kommer, ...

---

---

... mens jeg bærer ham væk. Jeg blev for alvor opmærksom på det, da jeg fik at vide, at det var hårdt at se ham slå mig. Jeg er jo bare glad for, at jeg kan stoppe det på en god måde.

Nogle gange tilspidser situationen dog til. Nogle gange fordi han er træt, andre gange fordi jeg er presset fx på tid og endelig af grunde, som min dreng tydeligvis mangler sproget til at forklare. Når det sker, er det nogle gange sket, at han bare skriger men oftere så spytter han - og det er umuligt at stoppe ham. Hvis han er træt kan han nogle gange beroliges og så falder han hurtigt i søvn - for selvom han generelt ikke sover lur mere, kan han stadig godt trænge til en lur i weekenden.

Andre gange kan jeg simpelthen ikke stoppe ham, når han kommer dertil, og så er jeg begyndt at sende ham ind på sit værelse - det samme gælder, når han skriger. Det er ikke som en straf, men mere for at han kan falde ned. Jeg synes tydeligt, at han viser, at jeg ikke kan hjælpe ham. Nå han sidder derinde, tjekker jeg jævnligt, hvordan det går med ham, og når han ikke skriger af mig, når jeg kommer ind, tager jeg ham op, og vi taler om situationen, og om at jeg ikke vil sparkes/slås/spyttes på.

Er det den rigtige måde at håndtere det på? Må man godt sende børn ind på deres værelse. Og hvordan kan jeg forhindre, at vi ofte kommer til de situationer, hvor alt går i hårdknude?

Jeg har nogle gange brug for at gå ud i køkkenet og tælle til ti for at stoppe temperamentet fra at løbe af med mig. Det kan børn måske også have brug?

Med venlig hilsen
Enemor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---