Brev:
Vores datters reaktion på svære følelser
Kære Helen.
Så er jeg tilbage med et spørgsmål omkring vores datter på 3 år og 3 mdr.
Som tidligere nævnt er hun en glad, sensitiv pige, hun har et rigtig godt sprog og hun trives godt både herhjemme og i børnehaven.
Vores bekymring går på hendes reaktion, når hun bliver meget ked/berørt af noget.
Normalt er hun meget god til at sætte ord på sine følelser og reagerer med gråd/frustration/osv. alt efter situationen. Hun har også altid brugt meget at snakke om den samme situation igen og igen. Fx: "Kan du huske dengang, jeg blev ked af det henne hos farmor, mor?". Og så skal vi genfortælle det for hende.
Der har dog været to situationer inden for de seneste måneder, hvor hun har reageret meget anderledes.
Den første var, da hendes morfar døde for nogle måneder siden.
Den anden er nu her, hvor hun lige har sagt farvel til sutten.
Når vi taler om det/hun kommer i tanke om det, bliver hun helt tavs og virker som om hun er ved at begynde at græde/bliver berørt, men ikke vil ud med det. Hun afleder sig selv og os, og virker som om hun rigtig gerne vil væk fra tanken/følelsen og lade som om der ikke er noget. Hvis vi prøver at spørge til det/hjælpe hende med at sætte ord på det, er hun stadig helt tavs, nikker bare eller ryster på hovedet som svar og virker meget utilpas (næsten lidt "panik-agtig") og samtidig berørt og som om hun hurtigst muligt vil have os til at stoppe med at snakke om det.
Hvad tænker du? Er det en sund og normal reaktion at hun "flygter fra det" - En sund håndteringsmåde for hende, når følelserne bliver for voldsomme, eller risikerer vi, at hun ikke får sine følelser bearbejdet, hvis vi ikke gør noget ved det? Har jo bare sådan lyst til at ...
... trøste hende, for kan se, at hun er ked af det, men vil jo heller ikke overskride hendes grænse/modarbejde hendes håndtering af det. Når vi prøver at trøste og tale om det, virker hun jo som sagt til slet ikke at kunne rumme det.
Det skal lige siges, at hun, i forbindelse med sin morfars død, efter vores vurdering, mest var overvældet af at have set sin far græde, da han fortalte hende om det, og ikke ellers virkede til at reagere med sorg/savn. Hun spurgte ikke til det og virkede ikke optaget af det. Bl.a. derfor valgte vi også, at hun ikke skulle med til begravelse mm. Men vi fortalte hende kort og åbent om at morfar var død, at han var oppe i himlen nu (hun har før snakket om himlen, da mormor også er der), og at det var helt okay at være ked af det. Hver gang vi snakkede om det, virkede hun lidt utilpas ved at snakke om det. Hun har også efterfølgende nogle gange snakket om det med at far blev ked af det, og vi har været opmærksomme på at være der til at svare på hendes spørgsmål, hvis de kom, men som sagt har der ikke rigtig været noget.
Her i dag var der en episode, hvor hun var ved at fortælle en af sine bamser hvad alle familiemedlemmerne på en billedvæg, vi har, hed, og da hun kom til morfar, sprang hun helt tydeligt over og forklarede, at de billeder kunne hun ikke nå...
Ift. sutten bearbejder hun det også på den måde, at hun leger at bamserne afleverer sutten til Pjerrot (som hun selv gjorde), men hun har ikke en eneste gang nævnt, at hun savner sutten, spurgt efter den, grædt eller lignende. Vi kan bare tydeligt se på hende, at hun savner den/synes det er svært nogle gange...
På forhånd tusind tak for svar:-)
De bedste hilsner
Mor til en lille følsom pige...
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Modermælkserstatning
Modermælkserstatning gives til børn, der ikke ammes eller tilbydes udmalket modermælk - og modermælkserstatning kan gives fra fødslen. Modermælkserstatning er sammensat, så det ligner modermælken mest muligt, og børn udvikler sig og trives rigtig godt på modermælkserstatning.
Modermælkserstatninger har et højere indhold af protein, mineraler og vitaminer, end man ser i modermælk. Det skyldes, at barnet ikke kan optage næringstofferne helt på samme måde. Modermælkserstatning...
Kravle
De fleste børn begynder at kravle, når de er mellem 8-12 måneder gamle. Nogle børn kravler dog allerede i 6 måneders alderen, og andre børn springer kravlestadiet helt over.
Det er vigtigt, at barnet kravler, da det har stor betydning for barnets motoriske udvikling og kunnen senere i livet. Når barnet kravler styrkes armmusklerne, og barnet øver sig i at holde hovedet oppe og i at bevæge det frit i alle retninger. Det sker små rytmiske bevægelser i ryggen, som er vigtigt for at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.