Svar: Taler grimt til mor
Hej med dig
Tak for dit brev og alle dine tanker :)
Der er flere ting der skal overvejes, når børn ikke taler så pænt, som vi voksne ønsker de skal ...
For det første handler det ofte om manglende ordforråd. Det kan f.eks. være når barnet siger "dumme mor!", så er det ikke nødvendigvis fordi barnet synes mor er dum, men hele situationen der er dum. Barnet kan bare ikke give udtryk for dette. Selvom man er 4 år og måske har et stort ordforråd, så er det rigtig svært at sætte ord på sine følelser, det er rigtig svært at sige at "jeg føler mig uretfærdigt behandlet", "jeg føler mig overset", "jeg føler ikke du prioriterer mig" og derfor bliver det til "dumme mor i stedet".
I en sådan situation er det rigtig vigtigt ikke at skælde barnet ud "du skal ikke kalde mig dum! Jeg siger heller ikke at du er dum!", men i stedet prøve at møde barnet og høre, hvad der ligger bag og i stedet feks sige "jeg kan godt forstå du synes det er dumt at ...".
Og det samme tænker jeg er en god idé, når du siger nej til din dreng. Han spørger faktisk meget pænt "Mor vil du ikke prøve spillet?" og du siger nej. Og så kan han ikke sige "det har jeg brug for at du gør, så jeg føler mig set og prioriteret" - det eneste han kan sige er "du skal" og "gør det nu" - og det er ikke for at kommandere med dig, men den eneste måde han ligesom kan forklare dig, at han rigtig gerne vil have at du spiller sammen med ham og at han synes det er forkert, at du siger nej.
Og jeg tænker at du sandsynligvis også bruger ord som "skal" og "gør" overfor ham. Det kan være når du f.eks. siger "du skal tage dine sko på!", "vi skal køre nu" eller "du skal gøre det nu, ellers kommer vi for sent" ... når du siger disse ting, så mener du det heller ikke som en kommando, men siger det, fordi det er vigtigt for dig at det bliver gjort ...
Når dette er sagt, så skal han naturligvis også lære, hvordan man kan sige tingene og her er du nødt til at lære ham de ...
... nye ord, du gerne vil have han skal bruge. For det første ved at bruge dem selv, når du henvender dig til ham og også ved at sige det direkte i de situationer der opstår, hvor du føler at han kommanderer med dig.
Når du henvender dig til ham, så kan du f.eks. sige "vil du være sød at ...", "må jeg be om ...", "det ville være dejligt hvis ..." eller lignende. Og når han f.eks. gerne vil spille med dig og du ikke bryder dig om "du skal" - så kan du godt forklare ham at han i stedet kan sige "vil du ikke være sød at spille med mig" - så han ved det til næste gang. Det er vigtigt ikke kun at fortælle ham, hvad han gør forkert eller hvad ord der er forkerte, men også at huske fortælle ham, hvad det er du gerne vil have at han siger i stedet for.
Og når han reagerer med "ja jeg ved det godt og jeg vil ikke have mad!", så lyder det som om at det er en situation, I har været i flere gange og han derfor godt ved hvad du vil sige. Nogle gange kan det derfor være en god idé at spørge ham "hvordan er det så reglen er?" eller "og hvad plejer jeg så at sige?" - på den måde får du nævnt det du gerne vil nævne og I får talt om tingene uden at han føler at du overskrider hans grænser ved at gentage noget han godt ved ...
Og når alt dette er sagt, så vil der naturligvis også være situationer, hvor han skal have at vide, at sådan taler man ikke, det sprog vil du ikke høre. Han vil naturligt i børnehaven lære mange nye gloser og han vil afprøve nogle af dem derhjemme. Og det skal der være plads til - men nogle gange må du godt sige "sådan er der nogen der siger, det synes jeg ikke er pænt, hos os siger vi ..." eller lignende og på den måde forklare ham forskellige ord og igen hvad regler I har.
Og så er det også rigtig godt at far bakker dig op, når I oplever at jeres dreng ikke taler pænt til dig - så han hører at I er en enhed og at han ikke kan spille jer ud mod hinanden :)
Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Omega-3 og amning
Omega-3 fedtsyrer er sunde fedtsyrer, som især findes i fede fisk.
Omega-3 er meget vigtigt for udviklingen af spædbarnets nervesystem og hjerne, synssansen og de kognitive færdigheder (indlæringsevne og hukommelse) og undersøgelser viser at indtag af fisk og omega-3 tilførelsen til barnet via modermælken har stor betydning helt op til barnets 2 års alder.
Et for lavt indtag af fisk og dermed omega-3 fedtsyrer er også sat i forbindelse med forringet finmotorik og...
Vugge - møbel
En vugge er en lille babyseng, der kan vugges/gynges. At bruge en vugge har mange fordele, da det er med til at stimulere barnets ligevægtsorgan og dermed har betydning for barnets videre udvikling. Samtidig er en vugge ofte mindre end en tremmeseng, hvilket er med til at gøre den tryg for baby at sove i - mange børn kan sove i en vugge de første 3-4 måneder.
Der findes mange forskellige vugger på markedet, og i mange familier er en vugge også noget, der går i arv. Nogle vugger...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

