Brev:

Far- og datterforhold

---

Hej Helen.

Det er ikke nemt at være far for tiden i vores lille familie. Med to børn som konstant kun vil have deres mor, er det svært for far at føle han slår til. Vi behøver din hjælp.

Vores dreng på snart et år, vil helst have sin mor, når han er træt eller ked af det. Han er så lille endnu, at det nok er helt normalt. Dette brev handler i stedet om storesøster på snart 4, som ikke vil sin far. Jeg kan se, at jeg skrev et lignende brev til dig, da hun var to et halvt, men det er faktisk ikke blevet bedre, og det frustrerer min mand rigtigt meget, og han er snart ved at kaste håndklædet i ringen...

Hun afviser ham på mange måder - måske mest, hvis hun er træt. Hun vil ikke kærtegnes eller krammes af ham. Hun har i over et år gjort meget ud af at fortælle, at hun elsker mor, lillebror men ikke far. Du er min bedste ven mor, ikke far. Sådan kører det hele tiden. Mest henvendt til mig. Nogle gange siger jeg bare nå og skifter emne. Andre gange prøver jeg på at fortælle hende, at far bliver ked af det, når hun snakker sådan. Og nogle gange bliver jeg vred. Måske er det disse reaktioner, hun udforsker??? Far har været tålmodig hele vejen. Han har drillet hende kærligt, han har forhandlet sig til kys og kram og han har ignoreret. Men jeg tror altså bægeret er ved at være fyldt. Det må være frustrerende at være den, der ikke kan bruges.

Hun skal "tvinges" med ham ud. Det er sjældent, hun selv tager initiativ til aktiviteter med ham. Hun vil gerne tumle med ham, inden vi skal spise aftensmad, men det ender altid galt, fordi hun er træt og ændrer regler for legen hele tiden, så lige meget hvad han gør, er det forkert. Så hun ender grædende på sit værelse. Og han står magtesløs tilbage og ved ikke helt, hvad han har gjort forkert.

Hun vil ikke sige godnat til ham, og hvis det er mor, der putter, så siger hoverende til ham: ha, ha. Mor skal bare putte mig!

I aften havde far begge børn i bad, og det gik godt i starten, men endte i hårdknude. Så ville hun ikke have vasket hår, så ville hun ikke op, så blev hun ked af at far lukkede vandet ud når hun ville have gjort det osv. Hun græd og skreg og ville kun have sin mor. Og far blev vred og frustreret, fordi jeg sjældent har disse konflikter med hende.

Far mener, at hun spiller os ud mod hinanden. Måske har han ret. Jeg ved, at jeg kommer til at blande mig, hvor jeg ikke skal, fordi jeg mener, at jeg lige ved, hvordan man redder situationen. Men far kunne måske redde den på sin egen måde... Jeg føler mig som sådan en overdommer eller pædagog, som skal mægle imellem to parter. Når vi spiser, kan de de god sidde og drille ...

---

---

... hinanden lidt far og datter. Far er en spøgefugl og elsker at drille, men det er ikke altid vores datter er i humør til det. De sidder ved siden af hinanden, og ofte kigger vores pige på mig og siger: mor, far siger.... Mor, far gør....

Selv når min datter og jeg har haft en konflikt, som er kørt i hårdknude må far overhovedet ikke trøste. Han bliver smidt ud af værelset. Det er kun mor, der dur, selv om det er mig, hun er sur på.

Siden vi fik vores pige for 4 år siden, har vi brugt meget af vores tid på at sætte vores hus og have i stand. Som så mange andre unge mennesker, har vi alt for mange jern i ilden :-) Det har betydet, at far ofte har gået og arbejdet på huset, og jeg har haft børnene. Det er mig, som henter, bringer og går til aktiviteter med børnene - dels fordi det passer bede med mine arbejdstider. Så vores datter er også vant til at være sammen med sin mor mindst 80 procent af tiden. Er denne opførsel konsekvensen heraf?

Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi/jeg skal gøre. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget af skylden af min. Er der noget i min opførsel over for far, som hun spejler sig i? Jeg tror, vi har et helt normalt forhold med op- og nedture. Vi diskuterer, skændes og bliver gode venner igen. Vi kysser og krammer og viser vi holder af hinanden foran og med børnene.

Dette påvirker hele familien. Far bliver vred og skælder ud, jeg aner ikke hvad ben jeg skal stå på, lillebror iagttager og guderne må vide, hvad han lærer, og vores datter er ulykkelig...

Hvad skal vi gøre? Skal far undgå situationer, hvor vores datter er træt? Skal vi insistere og planlægge mere far- og dattertid? Vi har jo stadig et hus, som skal sættes i stand og pt har vi ingen stue, men bruger soveværelset. Skal vi bytte rundt, så far og lillebror sidder sammen overfor mor og storesøster? Det har vores datter gerne villet lige siden lillebror kom med til bords og vi fik nye pladser. Da lillebror kom til verden, kom far jo automatisk mere på banen for storesøster. De kom til at sidde sammen ved bordet, og han begyndte at putte hende hver aften (hvilket var hårdt for hende, da han kun ha puttet, når jeg ikke har været hjemme). Det virker bare ikke som om, at det har hjulpet.

Jeg er ikke i tvivl om, at vores datter jo selvfølgelig elsker sin far, men det er kørt lidt ud på et sidespor lige nu. Der er heller ingen tvivl m, at vores datter kæmper med at finde sin plads i familien, når man er storesøster til en altid glad lillebror, som sjældent får skæld ud, hvorimod der sættes krav til hende.

Glæder mig til at høre dine tanker...

Venlig hilsen
en frustreret mor og far.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---