Svar: Hjælp til bedre nætter
Kære Maria
Tak for dit brev :)
Jeres dreng lyder til at drømme rigtig meget og lyder også til nogle gange at have anfald af natteskræk og derfor tænker jeg, at der nok ikke findes én løsning på jeres problem, fordi flere ting spiller ind. Jeg tænker også at du sandsynligvis har ret i at de dage, hvor der sker rigtig meget, så vil han naturligt sove dårligere. Alt hvad han oplever skal bearbejdes i drømme og når han har fået ekstra mange stimuli og oplevelser, så vil han naturligt drømme ekstra meget og dermed også sove ekstra uroligt, kan vågne op, græde, pive, klynke, tale i søvne osv.
Det lyder også som om at jeres dreng har rigtig meget brug for tryghed og nærhed og at det er vigtigt for ham, at vide at I er der. Det er ikke nok at se jer, han skal føle at han er tæt på jer. Og det skal I naturligvis anerkende. Jeg tænker at det netop er dette, som gør at han falder i søvn i stuen - I var hos et vennepar og der blev redt op til ham i stuen (sådan læser jeg dit brev), og han følte derfor ikke at han blev sendt væk. Han var i nærheden af jer, kunne følge med, selvom han skulle sove og det er den nærhed han lyder til at have behov for.
Når alt det er sagt, så tænker jeg dog at det vil være rigtig godt at holde fast i nogle regler. Det kan f.eks. være at han skal starte med at sove i egen seng og så give ham lov til at komme ind til jer, hvis han vågner i løbet af natten. Han må gerne komme ind til jer og få tryghed, men som udgangspunkt skal han sove i sin seng og falde i søvn i den.
En anden mulighed kan være at lade ham sove på madrassen på gulvet. Det er ikke far, der skal ligge der, det er jeres søn. Han har jo en seng han kan ligge i, hvis han gerne vil ligge i en seng og far har sin seng. Så hvis han vil sove i soveværelset, hvilket er helt okay, så skal han ligge på gulvet på madrassen. I er der, passer på ham, betrygger og beroliger, men han sover på madrassen. Det er trygt og rart og han er ikke ladt alene, men stadig er der nogle regler, fordi I alle tre skal sove godt. I vil måske opleve protester omkring dette - og det er okay, han ...
... må godt protestere, hvilket I så naturligvis skal rumme. Det er okay at han ikke synes madrassen på gulvet er den bedste løsning, men det er stadig bedre end at sove alene...
Når I putter ham, uanset om det er i egen seng eller i soveværelset, så skal I skabe et fast ritual omkring dette. Det kan være at læse en godnathistorie og det kan f.eks. være en regel at I kun læser 2 små historier. Herefter er det tid til at sove. Han må gerne få en godnatgrød, en banan, en kop lun mælk eller lignende i køkkenet, før han skal sove, derefter få børstet tænder og så kommer han i seng. Det er vigtigt at hans puttetidspunkt passer og han er parat til at sove. Hvis han ikke er parat, så vil han naturligt ikke kunne falde i søvn.
Når I så har puttet ham og læst for ham, så synes jeg I skal prøve at gå kortvarigt fra ham, så han lærer at det er sovetid. Han skal naturligvis ikke være bange og ulykkelig og I skal fortælle ham at I kommer igen om lidt, hvilket I naturligvis gør. Hvis han er bange for stilheden og ikke kan høre jer, så kan det nogle gange være en god idé at sætte lidt afslappende musik på. Det kan også være at han vil have glæde af at lytte til en historie, der bliver læst højt på bånd. Nogle børn vil blive mere vågne af dette, men der er også børn, som på den måde finder roen, bliver i deres seng og således falder i søvn. Det er jo ikke meningen at han skal ligge og lytte til historie eller musik i timer, det er meningen at han skal falde i søvn. Men lidt ligesom den dag, hvor han i stuen putter til en tegnefilm og ender med at falde i søvn.
Ulempen ved film er, at skærmen lyser op og det kan påvirke til vågenhed og gøre at han ikke falder i søvn. Samtidig kan filmen være så spændende at han holder sig vågen for at få slutningen med. Derfor er det en fordel med lidt musik eller historie, hvor lyset kan være slukket - fordi mørke også appellerer til søvn. Og så kan døren til værelset stå på klem og der kan være lys i gangen, så han stadig kan fornemme at I er der og så han er helt tryg.
Jeg håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Psykisk udvikling børn
Lige fra dit barn bliver født, er det aktivt kommunikerende. Det har brug for at blive taget op, holdt om, trøstet og beroliget, snakket med, kærtegnet osv.
Børn vil altid have brug for at blive set og hørt. De har brug for at vide, at de har en vigtig plads i familien, og at det er dejligt at være sammen med dem. Barnets psykiske udvikling skal støttes, fra barnet er nyfødt og hjælpeløst, og til det vokser op og gradvist bliver mere og mere selvstændigt.
I en...
Indeklima
Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:
1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.
2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

