Svar: Temperamentsfuldt barn - 4 mdr.
Kære Anja
Tak for dit brev :)
Det er dejligt at høre at jeres dreng er undersøgt og at lægerne har sagt, at han ikke har ondt - så langt så godt, så ved du jo det. Hvis han, som du tænker, er særligt sensitiv eller det man kalder for en high need baby, så skal du naturligvis forholde dig til det - og nej, ingen af delene er noget man vokser fra, men billedet ændrer sig og det er ikke sådan at din dreng vil græde og være voldsomt temperamentsfuld altid - faktisk er der tale om rigtigt skønne børn - uanset om de er særligt sensitive eller high need:)
Særligt sensitive børn er børn, der bearbejder indtryk med større dybde. De reagerer ofte med særlig følsomhed over for lyde, synsindtryk og berøring. De påvirkes tydeligt af større forsamlinger og reagerer også, hvis der er støj fra radio, tv, køkkenmaskiner eller andet. De bryder sig ikke om tøj, der kradser, og reagerer også meget let på berøring.
De særligt sensitive børn bliver let påvirkede af andres følelser, - hvis du er ked af det, stresset, mangler overskud - så bliver din dreng også mere ked af det og urolig. Og modsat - hvis du er rolig, glad og i harmoni, så vil dette også påvirke ham, så han bliver gladere - han vil reagere tydeligt og hurtigere end andre på de følelser som omgivelserne udtrykker. Disse børn vil ofte have meget let til tåre, til vrede og frustration, men de vil også have meget let ved at lade sig begejstre og kan bryde ud i den dejligste latter - og det er også ofte meget tænksomme børn.
Når man er særligt sensitiv, så er man bærer af et gen for særlig sensitivitet. Det er altså medfødt og ikke noget man vokser fra. Det bedste du kan gøre er at forsøge at skabe nogenlunde fast rammer og rutiner. Jo mere genkendelighed, jo mere ro. Særligt sensitive børn har brug for tid til at tilpasse sig nye situationer. De trives overvejende bedst med en forudsigelighed, så de ved, hvad de kan forvente og hvornår. Sker der for store ændringer eller for store skift i hverdagen, vil din dreng begynde at græde.
Det er lidt anderledes med high need babies. Dette begreb dækker over spædbørn, som på én gang både er super-sensitive, intense, krævende, svære at tilfredsstille, svære at få til at spise og svære at få til at sove. De pylrer, hænger på armen og vil samtidig ikke være i favn ...
High need-babyer har et meget højt aktivitetsniveau og er utrolig meget på. Det betyder, at de er særligt opmærksomme på, hvad der sker omkring dem. De bliver meget let forstyrret, lader sig ofte distrahere og kan have svært ved at koncentrere sig om en ting ad gangen. F.eks. ...
... når de skal spise - jeres dreng vil måske ikke tage imod flasken, han afviser den, men I nøder ham af flere gange og pludselig tager han imod og sluger 150 ml - og I tænker "du er jo sulten, hvorfor stritter du imod?!".
High need babies græder ofte også mere end andre børn og deres gråd er mere intens og vedholdende. Og på samme måde er de også mere glade, når de er i godt humør - faktisk virker det oftet som om at de enten græder voldsomt eller griner hjerteligt, der er ligesom ikke nogen mellemvej. Der er stor udtryksfuldhed i deres følelser, og det virker ofte, som om de føler ting dybere og derfor reagerer mere kraftfuldt.
Disse børn sover ofte også mindre end andre børn på samme alder. De har svært ved at overgive sig til søvnen og de har svært ved at sove - søvnen bliver ofte afbrudt. Og de har brug for stor fysisk kontakt og nærhed for at sove. Disse børn accepterer sjældent en substitut for mor – det er mors favn, mors nærhed, der virker. Og samtidig så vil disse børn ofte også have protester mod at blive holdt. Hvor de fleste børn vil putte sig ind til deres mor eller far og falde helt til ro omsluttet af forældrenes arme, så vil high need babyer ofte ikke putte sig. De stritter imod, vil ofte heller ikke lade sig svøbe, men græder og protesterer højlydt, når du prøver at samle dem og putte dem enten med dine arme eller i et klæde.
High need babier er følsomme overfor forandringer og reagerer med gråd, hvis der er mange skift i hverdagen - men de trives samtidig ikke hvis dagen i dag ligner dagen i går. Det er mange forskellige ting der hjælper og trøster fra dag til dag, så det der virker den ene dag, virker pludselig ikke den næste - og det er en ekstra udfordring for forældre, at finde ud af, hvad der mon vil fungere bedst for barnet.
Jeg tænker at det kan hjælpe dig at læse lidt om disse børn - både de særligt sensitive og dem man kalder high need babies og der er flere muligheder:
"Helens bog om gråd og trøst" - i den beskriver jeg gråd hos børn i alderen 0-4 år og hvordan vi kan trøste dem. Og jeg kommer også ind på de særligt sensitive børn og high need babies, børn med kolik osv.
"Særligt sensitive børn" af Elaine Aron. Du finder den i min bogguide under "udvikling".
"Signal stærke børn" af Anja Sigvard Nielsen. En helt ny bog, som jeg endnu ikke har nået at læse ...
"Babykaos" af Tine Schrøder Lunøe. Du finder den i min bogguide under "personlige beretninger". Se også hjemmesiden af samme navn.
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)
Rigtig god sommer!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Body Mass Index - BMI
Body Mass Index er en beregning af hvordan en persons højde passer til personens vægt. BMI defineres som vægten i kg divideret med højden i meter i anden (kg/m2).
Et sundt BMI for voksne ligger mellem 18.5-24.9. Man bruger ikke denne måling til små børn, men i stedet bruger man vækstkurver.
Ved at tegne barnets længde/højde og vægt ind på en kurve, så kan man følge om barnet vokser som det skal.
En tommelfingerregel lyder at små børn fordobler...
Hofteklik
Alle nyfødte undersøges for hofteklik - også kaldet hofteskred eller hofteledsdysplasi. Det ses hos ca. 1% af alle børn. Det opdages ofte ved, at man kan høre et lille klik, når barnets ben drejes op mod maven og udad. Det skyldes, at lårbenshovedet kan glide ud af hofteskålen ved denne bevægelse.
Hvis man har mistanke om, at barnet har en medfødt hoftefejl, så vil barnet blive undersøgt med ultralyd. Hvis barnet har hofteklik, skal det behandles med en skinne, der holder benene...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen,
Tusind tak for dit svar angående min datter, som græd sig selv i søvn. For første gang i lang tid havde jeg en rigtig god fornemmelse i kroppen efter at have læst dit svar. Jeg kunne mærke, at du fik sat mange af de rigtige ord på situationen.
Tak fra Sanne, mor til pige på knap 4 måneder.

