Svar: Skal han være så ked af det?
Kære bekymrede mor
Tak for dit brev, alle dine tanker og din fine beskrivelse af jeres lille dreng :)
- Og stort tillykke med den lille ny - du fortæller at I har fået en lille mere, som nu er knap 7 uger og det er rigtig dejligt! Men faktisk tænker jeg, at storebrors reaktion sagtens kan handle om at den lille er kommet til. Også selvom du tænker at han har reageret før den lille blev født.
Det er helt naturligt at det ældste barn vil reagere, når vi bringer en lille ny ind i familien og ofte kommer reaktionen allerede i graviditeten. Han har godt kunne mærke at forandringer var på vej, han har mærket at du måske har krævet lidt mere selvhjulpenhed af ham (det er heldigvis ikke så meget, for han er jo stadig så lille at han har rigtig meget brug for jeres hjælp til alt), du har også båret ham mindre, løftet mindre på ham, pladsen på dit skød har været trang, folk har kommenteret på din mave, snakket om baby osv. Alt sammen med til at give ham en fornemmelse af forandring og en masse, som han ikke har kunne forstå og forholde sig til - og det har han reageret på.
Og nu hvor den lille ny er der, så ser han jer sammen, han mærker og ser hvor meget den lille betyder for dig og får naturligt følelsen af "de to har noget sammen, som jeg ikke er en del af" - og selvom I gør alt hvad I kan for at han ikke skal føle sig uden for og for at han skal mærke at I stadig elsker ham, så føler han sig naturligt usikker. Og han kan ikke sætte ord på disse følelser, han kan kun reagere fysisk. Derfor reagerer han med at skubbe jer fra sig, blive ked af det, pylret, virke vred, smide sig på gulvet og græde, slå ud efter jer, slå sig selv, banke hovedet ind i ting ... bryde sammen og være ulykkelig.
Og alt hvad han oplever om dagen skal bearbejdes, når han sover og lige nu drømmer han derfor rigtig meget om jer, om den lille - om adskillelse. Han kan drømme om at blive væk fra jer, drømme om at I forsvinder, at I vælger den lille ny og fravælger ham - og derfor vågner han græder, skriger og har rigtig meget brug for jer, brug for at blive taget op og trøstet om natten - og samtidig sover han nogle gange så dybt, at han ikke registrerer hvad der sker og derfor også her skubber jer fra sig. Det er rigtig svært at være jeres "lille store dreng" lige nu:)
Ofte sammenligner man det at få en baby i huset med at din mand kom hjem med en ny kvinde, erklærede at hende elskede han og nu skulle hun bo hos jer. De sad sammen i sofaen, de kyssede, krammede og kælede og når du så på dem, så kunne du se, at de to havde noget særligt. Hans tonefald var anderledes, når han talte til hende, han så på hende med et særligt blik osv. Med dette billede, så kan det måske give lidt idé til, hvad følelser jeres dreng har lige nu - hvordan ville du have det, hvis din mand ...
... kom hjem med en anden kvinde - det er sådan jeres dreng har det, nu hvor I har bragt en ny baby ind i familien ...
Derfor er det rigtig vigtigt at I viser jeres dreng at I stadig er der for ham og giver ham tid og ro. Han skal mærke at I elsker ham og at ingen kan tage hans plads. Den lille ny erstatter ikke ham. Jeres dreng er noget ganske særligt, netop fordi han er den han er og du skal prøve at give ham al den nærhed og fysiske kontakt, som du overhovedet kan lige nu - og du elsker ham jo højt, det er tydeligt at høre:)
Det er også en rigtig god idé at overveje, hvordan hans dag er sammensat. Det er vigtigt at han får den søvn som han har behov for. Det er vigtigt med fast rytme og rutine dagen igennem - fast puttetidspunkt, fast stå op tidspunkt, fast middagslur. Og det er også meget vigtigt at han får god, nærende og sund mad hele dagen igennem.
Når børn pylrer og brokker sig meget og ikke rigtig virker til at have overskud til dagen og til at opleve, lære og udvikles, så kan det være fornuftigt at se på maden og madens sammensætning.
Serotonin er et af de stoffer som er med til at holde vores humør stabilt og forbedre vores søvnkvalitet. Serontonin bliver produceret, når vi indtager tryptofanholdige fødevarer og dette sikres blandt andet når vi indtager bananer, brød, pasta, fede fisk som laks og makrel, kylling og kalkun, en bagt kartoffel og forskellige grøntsager.
Det er vigtigt at man allerede fra morgenstunden starter dagen med protein og fiberrig morgenmad. Det kan f.eks. være havregrød eller havregryn. Det vil få blodsukkeret til at stige langsomt hen over nogle timer, hvilket vil give vedvarende energi og stabilisere humøret. Af samme grund anbefaler jeg ofte også havregrynsboller som mellem måltider, fordi det er vigtigt til at stabilisere og gøre at barnet føler sig godt tilpas.
Det er vigtigt at undgå saftevand og unødigt søde fødevarer. Ren frugt er at foretrække og vand bør som hovedregel være tørstslukker. Når ens barn bliver ked af det, pylret, utilfreds, så kan man let være tilbøjelig til lige at stikke ham en kiks, lidt tørret frugt, lidt slik eller andet sødt - og det virker - men kortvarigt. Når sukkeret "klinger af", så bliver han bare endnu mere utilfreds og ked af det. Derfor er det vigtigt at skrue ned for sukkeret og give frisk frugt og vand :)
Når alt dette er sagt, så tænker jeg også at I naturligvis skal medtænke om han kan være syg, have ondt osv. Hvis børn ikke er helt raske, så vil de naturligt være mere pylrede og kede af det - en generel utilpashed, kan han naturligt ikke give udtryk for og det vil ofte netop vise sig som pylren og gråd.
Jeg håber at ovenstående giver lidt idé om, hvad der mon sker hos jer og hvordan jeres lille dreng kan hjælpes videre :)
Fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Rotavirus
Rotavirus er den hyppigste årsag til diarré og opkastninger hos spædbørn. De fleste børn smittes mens de er mellem 6-24 måneder. De får kraftige opkastninger, vandig diarré og måske feber og barnet er i risiko for at få væskemangel. Symptomerne kan vare op til 7 dage.
Tegn på væskemangel er tørst, irritation, uro, sløvhed, indsunkne øjne, tør mund og tunge, tør hud og sparsom vandladning. Hvis du ikke kan få dit barn til at drikke og du oplever et eller flere af ovenstående tegn...
Fedt
Små børn har brug for fedt i maden. Det anbefales at tilsætte en tsk fedtstof i hver portion hjemmelavet mad. Det er udmærket at skifte imellem de forskellige typer fedtstof som olie, smør og plantemargarine.
Efter 1 års alderen kan barnet fortsat have behov for at få lidt ekstra fedtstof. Det er især i familier, hvor man spiser meget magert og gerne vil at barnet skal have sunde spisevaner fra starten.
I mager mad er der mange grøntsager, frugt og brød og kun lidt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dit svar sidst. Jeg sprang ned og købte din bog "Sådan får du dit barn til at sove!" Den har virkelig hjulpet mig på rette vej. Det er en fantastisk bog.
Jeg kan virkelig mærke et meget større overskud ved at have forstået, at min søn bare mangler den tryghed i at være tæt på mig og mærke de vuggende bevægelser. Det hang mig langt ud af halsen før bare at tænke på det var puttetid. Nu glæder jeg mig faktisk, ved tanken om at min søn jo elsker at lægge i mine arme og putte, og at jeg kan lægge ham fra mig UDEN han sover, og han bare falder i søvn :)
Elias har trods kolik aldrig haft en nat hvor han ikke har sovet, så det gik lige op for mig at de søvnproblemer jeg troede han havde, slet ikke er så slemme. Hvis der da overhovedet er et problem!
Hilsen mor til Elias, 4 måneder.

