Brev:

Råber og skriger

---

Kære Helen

Jeg har tidligere skrevet til dig om min datters temperament. Lige nu er vi i en periode uden overskud, og jeg mangler i den grad redskaber til at tackle hende.

Min mand skulle egentlig være på barsel med den mindste på 9 måneder, men han har en depression og er i behandling. Derfor har jeg overtaget hans barsel, så vi er begge to hjemme. Men der er ikke meget mentalt overskud. Hverdagen hænger sammen, men klokken 21 er jeg helt færdig og går som regel i seng. Min mand sover og hviler i løbet af dagen, men prøver at være der som han plejer, når storesøster kommer hjem fra børnehave. Initiativ og overblik har han ikke så meget af, og jeg er efterhånden bare træt.

Storesøster har været glad for sin lillebror lige fra starten, og er det stadig, og vi gør hvad vi kan, for at hun ikke skal blive irriteret over ham. Selvom han sover, er det ikke pga. ham, hun ikke skal larme... Men hun larmer - hun råber og skriger, hvis hun ikke får sin vilje, eller hvis vi ikke ved, hvad hun vil, eller helt uden grund. Og hun bliver ved og ved, og når vi beder hende holde op, bliver det værre og hun råber: "Jeg holder ikke op, hvis I snakker til mig". Også selvom vi ikke siger noget.

Hun er også begyndt at slå. Mest mig og en lille smule faderen, heldigvis ikke andre. Hvis noget går hende imod, kan hun marchere hele vejen gennem stuen for at slå mig. Hun har aldrig slået før. Forleden daskede hun skiftevis mig og lillebror i numsen, og det var ok, men hun gjorde det hårdere og hårdere indtil jeg sagde stop. Hun blev ved og ved, og det endte med, at jeg blev nødt ...

---

---

... til at tage hendes arm og flytte hende væk fra os.

Hun kommer ofte ind til os i løbet af natten, og det er helt ok. Hun kalder og skal som regel lige omkring toilettet først, og så sover hun som en sten, når hun kommer ind til os. De seneste tre nætter, har hun været utilfreds med et eller andet - vi har ikke fundet ud af hvad - og så begynder hun at brokke sig højlydt. Når vi så beder hende dæmper sig (jeg siger: "Jeg vil have, du taler stille"), begynder hun i stedet at råbe og sparke i dynerne. Vi kan slet ikke trænge igennem til hende. Jeg har prøvet at sige, at hvis hun ikke er stille inden jeg har talt til fem, bærer jeg hende ind i hendes egen seng. Jeg er også kommet til at råbe af hende.

Det er ikke kun om natten, det kan være når som helst - men altid herhjemme - hun kan få et flip, og jeg er efterhånden desperat. Hun kan finde på at side i sofaen og råbe, at vi skal gå, hun vil være alene. Hun har masser af muligheder for at være alene, men vil altså have os andre tre til at flytte os, før hun vil være stille. Som sagt er jeg også kommet til at råbe af hende, og det er jo slet ikke i orden. Jeg har efterfølgende sagt undskyld til hende, og forklaret, hvorfor jeg også kommer til at råbe.

Vi har talt om at bære hende op på sit værelse, hver gang hun råber, selvom vi ikke bryder os om at ekskludere hende og ikke synes værelset skal være en straf. Men vi kan nogle gange ikke holde larmen ud, og det kan heller ikke være godt for små babyører. Vi har også talt om helt at ignorere hende, indtil hun taler almindeligt igen.

Hjælp. Vi er helt på bar bund.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---