Brev:

Barn der skriger i frustration

---

Hej Helen

Så har vi et nyt spørgsmål om børneopdragelse. Nu om vores pige (tvilling). Når hun ikke får sin vilje begynder hun at skrige. Ikke bare græde, men skrige, så min mand og jeg må råbe til hinanden for at vi kan høre hinanden. Hun flipper helt ud. Forleden nåede jeg kun lige at gribe hende inden hun ramte hoved ned i asfalten fordi hun kastede sig tilbage i raseri. Jeg ved at børn i denne alder har disse raseri udbrud, men vores datter har haft dem siden hun blev født. Da hun var få måneder var hun meget mor syg, hun skreg når hun skulle sove og ikke ville sove, hun skreg når hun ville være oppe hos mig, og ikke ville op til sin far, hun skriger af sin bror for at få ham til at slippe legetøjet. Og det er ikke bare gråd, det er hysterisk skrig, så hun bliver helt stakåndet og dirrer over hele kroppen. Selv når hun sidder alene og leger skriger hun hysterisk, hvis hun ikke kan få det til (klodser i en kasse, åbne en æske osv).

Min mand og jeg er uenige/ usikre på hvordan vi skal takle hende. Hun er en følsom pige, som ikke bryder sig om ændringer. I vuggestuen, foreksempel, fortæller de at hun let bliver ked af det, når der skal ske noget nyt (ind og spise, ud og lege ect.) så skal de forklare hende hvad der skal ske og så er det okay. Det kan vi nikke genkendende til her hjemme. Hun er så sød og kærlig over for sin bror og sin lillesøster, og hun er en viljestærk og stædig. Hendes bror kan vi ofte, hvis han bliver vred, aflede med legetøj. Men med vores datter ”hænger det ved”. Hun er meget ”regelret” har vi bedt hende give et stykke legetøj til hendes bror, så gør hun det også. Hvis hendes bror smider noget på gulvet og han ikke samler det op når vi beder ham om det, gør hun det for ham. Hun er i det hele taget enormt sød og hjælpsom, men måske lidt moden af en toårig at være.

Et eksempel på en skrige episode var forleden hvor jeg hentede hende. Hun ville have sin sut og det sagde jeg ”nej” til. Så ville hun op til mig, og det kunne ikke lade sig gøre, for vi skulle jo hjem.. og så startede skrigeriet. Jeg forsøgte at sige hun skulle stoppe for ellers forstod jeg ikke hvad hun ville (en sætning vi ofte bruger, for vi tænker at vi vil jo gerne lytte til hende, men hun skal lære at fortælle os hvad hun vil i stedet for at skrige). Men hun blev ved med at skrige og skrige.. Selv da vi kom hjem og hun kom op til mig fortsatte hun. Jeg tror ...

---

---

... hun var sulten, men hun var så vred at hun hverken ville spise eller drikke. Det endte med at jeg satte hende i køkkenet (rummet ved siden at stuen) og sagde med en rolig stemme at hun skulle komme ind og fortælle mig hvad hun ville når hun var færdig med at skrige, og ”du må gerne sidde oppe hos mor, når du ikke skriger”, det hjalp.. efter lidt tid kom hun listende, stadig grædende/skrigende, men da jeg afviste hende ved bordet og sagde hun skulle holde op med at skrige, holdt hun med et op, og sagde tydeligt ”oppe mor” og jeg tog hende selvfølgelig op. Da hun så begyndte at skrige igen fordi hun ville have banan og åbne den selv og jeg ”kom til” at hjælpe hende, fordi hun ikke selv kan få hul på skralden.. så satte jeg hende ned igen med samme besked ”du må komme op når du ikke skriger” og så holdt hun op med at skrige.. Men er det metoden?

Det min mand og jeg altid ender op med at diskutere er om hun skal ignoreres når hun skriger eller om vi 1000 gange skal sige til hende.. ”vi forstår ikke hvad du siger.. hold op med at skrige”. I dag flippede hun ud på vej hjem fra vuggestuen fordi hun ville bæres og ikke sidde i sin klapvogn. Og hun ville KUN bæres af mig. Min mand blev vred og sagde 1000 gange stop med at skrige, og satte hende ned i sædet hver gange hun gjorde sig stiv. Men jeg synes bare ofte at det ender med at vi så står og råber af hende, mens hun skriger af os, og vi ender med at blive frustrerede..

I dag endte det med at vi fandt en mellemvej hvor hun holdt mig i hånden og da vi kom hjem var hun i strålende humør.. Så selvom hun skriger så højt at jeg nogen gange må tage hende ind fra haven fordi hun lyder som om hun er ved at blive slagtet, så stikker det ikke dybere end at det kan forsvinde som dug for solen.

Hvordan takler vi hende skrigeri? Vi vil for alt i verden ikke have hun bliver et barn som skubber folk væk fordi hun er ”hysterisk”, for hun er i virkeligheden en sød og kærlig person. Men hun har svært ved at styre sine hysteri anfald og hvad værre er. Min mand og jeg bliver drevet til vanvid så de har langt hen ad vejen virket, så vi har endt med at ”give op” når hun bare bliver ved med at skrige. Jeg tænker.. nogen børn slår for at få sin vilje. Vores datter skriger.. Men hvad skal vi gøre for at hjælpe hende af med denne adfærd. Det bliver værre og værre for hver dag.

Håber du kan hjælpe med et par gode konkrete råd.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---