Brev:

Er jeg for pylret?

---

Hej Helen.

Jeg har utrolig længe ville skrive til dig ang. dette emne, men det har været så vanskeligt for mig at gøre det, fordi jeg måske føler, at det er forkert, sådan som jeg går og har det.

Det drejer sig om bedsteforældre og deres store behov for at passe deres elskede barnebarn. Min søn er 13 mdr. og er absolut ikke blevet passet særlig meget. Ja faktisk, så har jeg det sådan, at jeg kun synes at vores søn skal passes, hvis det ikke kan undgås, altså hvis vi fx skal til bryllup, hvor børn ikke er inviteret. Vores søn er kun blevet passet en fem gange tror jeg. Han er startet i institution.

Mit dilemma i forhold til bedsteforældre ligger egentlig i, at det ene par ikke bor i DK. Vi ses ca. 4-5 gange årligt, så det er ikke forfærdelig sjældent, men alligevel heller ikke så ofte. Vores dreng er som regel ikke 100 % tryg ved dem, før vi har været ved dem i noget tid. Men hver gang vi er ved dem føler jeg, at der ikke går to sekunder før vi bliver spurgt om de ikke lige skal passe ham. Og de bliver ved med at spørge og også antyde, at jeg er forhindringen i at de kan passe ham. Jeg svarer ofte pænt, nej tak, der er ikke noget behov for at han skal passes, og jeg har ferie og vil også gerne holde den med min søn. Og jeg kan mærke, at jeg som tiden går bliver mere provokeret af at de hele tiden spørger, fordi de vælger at overhøre mit ærlige svar til dem, om at han ikke skal passes.

Jeg må også indrømme, at lige netop i forbindelse med pasning af ham, så er jeg ret sårbar og har altid været ...

---

---

... det. Han er absolut kun blevet passet af nogle, som jeg ved han er rolig og tryg ved. Der er også familie her i DK, som er tæt forbundet familiemæssigt til ham, men som heller ikke har passet ham, fordi vi ikke har lyst til at lade ham blive passet af nogle som han ofte græder af at være på armen af. Og sådan er det faktisk også med dette bedsteforælderpar, som ikke bor i DK. I bund og grund ville jeg ønske, at han løb i armene på dem og bare var glad i stedet for pylret og oftest klynkende, når han er hos dem, fordi så ville jeg nok nemmere kunne lade dem passe ham en gang, så de kunne blive glade. Men bare ved at skrive den sætning føler jeg, at jeg også må sige, at jeg jo ikke lader ham passe for andres skyld!

Oveni alle disse overvejelser ligger også, at han jo endnu ikke er særlig gammel. Når han bliver ældre og kan udtrykke sig selv mere verbalt (fx selv sige fra eller udtrykke behov), ja så regner jeg med at jeg også vil have det lettere ved at få ham passet. Men nu er han fortsat så lille, at jeg mener han har bedst af at være sammen med sin mor og far.

Men Helen, er jeg for pylret? Bør jeg bide i mit eget sure æble og lade ham passe af dette bedsteforældrepar, så de bliver glade, selvom jeg faktisk endnu ikke har den helt rette mavefornemmelse omkring det? Det skal lige siges, at jeg har det helt fint med pasning i institutionen. Men de har heller ikke et behov som skal opfyldes, som familie jo har. Og én bedsteforælder har passet nogle gange, han og vi er helt trygge ved denne.

På forhånd tak!

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---