Brev:
Vred lille pige
Kære Helen.
Jeg har haft skrevet til dig 3 gange før, og nu skriver jeg atter igen. Når du læser dette brev vil jeg bede dig om at se bort fra de andre breve. Jeg aborterede kort tid efter at jeg havde skrevet til dig, og er efterfølgende blevet alene med Sara. Jeg har været alene med Sara siden jan-feb, og hun er nu 4 år og 3 måneder.
Nu kommer så selve brevet, som ender med at blive langt. Jeg skal forsøge at være så konkret som muligt. Som sagt blev jeg alene med Sara i starten af året, og det er noget vi begge trives godt med. Hun reagerede ikke voldsomt meget på bruddet, og jeg havde i den forbindelse et godt samarbejde med børnehaven. Hun nævnte selvfølgelig at hun savnede sin far, men kun når mig og hende blev uenige om tingene. Jeg har også en god kontakt til faren og hans familie. Hun besøger ham hver anden weekend, og er ofte nede ved sin farmor og farfar. De betyder rigtig meget for hende, og jeg ønsker ikke at der skal laves noget om.
Jeg fik en ny kæreste før sommer, og Sara virker meget glad for ham. Hun spørg tit som det første når jeg henter hende, om han besøger os i dag. Han er også meget glad for hende, og vi tilbringer ofte vores weekend ude hos ham. Jeg kan se at hun nyder at være derude, og vil som regel ikke med hjem igen.
Desværre har jeg oplevet en kæmpe adfærdsændring hos hende hen over sommeren. Meget af det hun siger, tænker jeg kommer fra børnehaven. Hun er en meget social pige, med et rigtig godt ordforråd. Men hvis jeg beder hende pænt om at gøre noget f.eks ”Sara, du må gerne gå ned og tage støvler på”, så kan hun svare ”bla bla bla”. Sån rigtig provokerende og meget sur i sin adfærd.
Hvis hun ikke får sin vilje bliver hun helt ulykkelig og siger ”du er ikke sød mor” eller ”så er du ikke min bedste ven mere”. Jeg ved at hun er blevet skubbet lidt ud af den vennegruppe, som hun har oppe i børnehaven, og derfor siger hun til mig som hun gør. Jeg svare ofte ”Jeg vil ikke have at du snakker sån der til mig, for det gør mig ked af det” eller ”jeg er da ked af at jeg ikke er din bedste ven mere”. Hun kan blive helt hysterisk over det mindste, og når jeg kan se at der er optakt til en ...
... konflikt, forsøger jeg at aflede hendes tanker. Jeg kan f.esk sige ”kom min skat, nu går vi lige udenfor og får lidt frisk luft”. Jeg synes selv at jeg er god til ikke at give efter, når hun vil noget jeg ikke synes om.
Hun kan finde på at skrige af lungernes fulde kræft, og bliver helt rød i hovedet, samtidig med at hun græder helt vildt. Jeg har forsøgt med time-out, når hun får disse anfald, men hun skriger så højt at jeg ikke kan forklare hende, at hun skal blive i gangen, indtil uret ringer. Hun kommer ud ligeså snart jeg har vendt ryggen til. Hun virker meget vred og ked af det. Tit kan hun også bare være meget sur, for ligesom at få opmærksomhed.
I vores hverdag er hun rigtig god til at hjælpe til, og hun spørg også tit om hun må hjælpe med at lave mad osv. Jeg roser hende meget og siger tit ”du er så dygtig til at hjælpe mor, og hvor er jeg glad for dig min skat”. Vi kan sidde og kigge i bøger sammen, og lige pludselig kan hendes humør vende, og så begynder hun at være provokerende overfor mig. Hun er heller ikke god til at svare når hun bliver spurgt eller snakket til. Hun sidder bevidst og kigger ned i gulvet, og undgår vores blikke. Når vi har haft en konflikt eller lign, sætter jeg mig ned og forsøger at snakke med hende om det. Så vi kan få sat nogle ord på. Men hun kan slet ikke koncentrere sig om dette, og svarer ofte hårdt igen.
Jeg er meget frustreret over hendes væremåde, og ved godt at det hører med til udviklingen. Men jeg sidder hver aften, når hun er kommet i seng, og bliver rigtig trist ved tanken, om alle de konflikter vi har. Hun kommer i seng mellem 19-19.30, og der er ikke noget som helst ballade. Vi synger 3 sange og herefter lægger hun pænt til at sove. Jeg har snakket med Børnehaven om mit problem, men de forstår det ikke, for oppe i børnehaven er hun den sødeste og hjælpsomme pige som de har.
Jeg har også forsøgt at snakke med farmor og farfar, om denne opdragelse, men desværre er bedsteforældre nogle gange lidt modarbejdende. I bund og grund handler det om at hun ikke snakker pænt til mig, ikke hører efter, og bliver rasende over det mindste. Hvordan skal jeg håndtere min lille pige?
Hilsen
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Babysvømning
Der er mulighed for at gå til babysvømning i de fleste svømmehaller. Der findes også private hjem, med et opvarmet bassin, hvor man har små hold for babyer og deres forældre.
Babysvømning er godt for barnets balance, hvilket har betydning når barnet senere skal lære at sidde, kravle eller gå. Det at være i lunt vand, kender barnet også fra sin tid i livmoderen og når barnet er i vandet stimuleres alle sanser - ikke bare balancen, men også høresansen, lugtesansen (og nogle gange...
Sprog
Allerede når det lille barn ligger i dine arme for første gang og du snakker med det, dannes grundlaget for at lære at tale. Babyen nyder at lytte til din stemme, som den også kender fra livet inde i maven, og den forbinder det med noget rart, at du taler. Det giver tryghed, nærhed og kontakt.
At synge eller spille musik virker også sprogligt stimulerende på barnet. Efterhånden som barnet bliver ældre så fortæl det, hvad du gør, - skifter bleen, vasker maven, vasker armene,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.