Svar: Døgn/madrytme baby 6 1/2 måned
Kære Tumlen
Tak for dit brev og velkommen til - og hvor dejligt at høre, at du har min bog om børn og mad og er glad for den, tak :)
Det lyder som om at I er kommet rigtig godt igang med skemaden og som om at jeres dreng trives godt med både skemad og flaske, dejligt! Og så lyder det som om at han sover rigtig godt om natten og det er naturligvis super skønt, men I skal nok være forberedt på at han på sigt får brug for en flaske sen aften.
De fleste børn vil i 6 måneders alderen have behov for at få mellem 800-1000 ml mælk i døgnet ved siden af deres skemad og den mængde vand de kan drikke af en kop. Og det handler ikke kun om at sikre ham mælk og de næringsstoffer der er i mælken, det handler også om at sikre hans væskebehov. Og hans væskebehov er faktisk ret stort. Derfor vil de fleste børn i denne alder have brug for 5-6 flasker i døgnet for at deres behov bliver dækket.
Og for at sikre plads til både skemad og væske, så anbefaler jeg en rytme, hvor I starter med at give ham skemad, når han vågner, sammen med dette vand af kop og inden han så skal sove igen, så tilbydes han en flaske. Det at få mælk indgår som en fast del af hans putteritual.
Jeg anbefaler også at I forsøger at finde balancen mellem hvor meget skemad han skal have i forhold til hvor meget mælk han så drikker. Det er bedre at tilbyde ham 3/4 dl. skemad sammen med vand af kop og han så inden han puttes tager imod en flaske, end at tilbyde han 1 dl. skemad eller mere og han så afviser sin flaske eller ikke drikker nok. Det kan godt være en svær balance at finde, men I må prøve jer lidt frem:)
I takt med at han bliver ældre, så skrues indtaget af skemad op og hans antal af flasker sættes ned. Det betyder at de fleste børn, når de bliver 7 måneder, ofte vil trives med fire flasker i døgnet og for netop at sikre plads i maven til både skemad og mælk (og dermed dække hans væskebehov), så vil det ofte være relevant med en flaske sen aften. Det vil sige at de fire flasker kommer til at ligge inden middagslur, aften, sen aften og tidlig morgen.
Og jeg vil faktisk anbefale at I begynder at give ham en flaske sen aften - før I selv går i seng. I behøver ikke vække ham, han vil sandsynligvis godt kunne drikke en flaske her uden at vågen og så sove videre derefter. Det vil hjælpe jer til at få givet ham ekstra mælk. Hvis han fortsætter med at sove ca 12 timer om natten, så har han kun 12 timer i døgnet til at indtage både mælk og mad nok og det vil naturligt blive svært for ham...
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra jeres angivne tider, kan se således ...
... ud:
Morgen 7.30: Flaske
Formiddag 9-9.30: Havregrød med frugtmos som topping, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Lille flaske og puttes til formiddagslur ca kl 10 (på sigt fjernes denne flaske - ofte i 7 måneders alderen)
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk og suppleres her med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca kl 13.30-14
Eftermiddag 16: Tilbydes lidt frugtmos, frisk frugt i hånden, vand af kop, når han vågner af sin middagslur.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende - udgangspunktet bliver stille og roligt mere jeres mad. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Flaske som tilbydes mere eller mindre i søvne, hvorefter han sover videre til næste morgen tidlig.
Som du kan se så er er i denne plan en helt fast rytme, med skemad, når han vågner og mælk før han puttes igen. Derudover har jeg slået morgen og formiddagsmåltidet sammen, så han stadig får både grød og frugt. Hans frokost og aftensmad bør lige nu være grøntsagsmos med kød og fisk, han skal have mad i hånden at gumle på selv og der er naturligt også plads til et lille mellemmåltid om eftermiddagen. I min plan er der lige nu 5 flasker og når de ligger her vil de naturligt kunne dække hans behov for mælk/væske samtidig med at han stadig har plads i maven til mere rigtig mad. Og som sagt vil han i 7 måneders alderen trives med 4 flasker - morgen, inden middagslur, aften og sen aften.
Når han bliver 8-9 måneder så vil han sansynligvis være parat til at skære endnu en flaske væk og jeg vil her anbefale at I fjerner flasken om morgenen. I stedet kan han så her få en morgengrød og hans morgenmad og formiddagsmåltid bliver således adskilt. Det kan også være at han er parat til at fjerne sin flaske om morgenen før og virker mere interesseret i at spise grød og så skal I naturligvis give ham det. Hvis det viser sig at være tilfældet, så vil det være rigtig godt at bibeholde en lille flaske om formiddagen i stedet, så han stadig får mælk nok :)
Hans rytme lyder fin i forhold til hans alder - han sover en meget lang nattesøvn, men lyder til at trives med dette og de to lure om dagen er helt alderssvarende. De fleste børn springer den 3. lur over i 6-7 måneders alderen og da jeres dreng sover længe og således sover sent hele dagen igennem, så er det helt naturligt, at han ikke har brug for 3 lure :)
Jeg håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Madpakke og børn
Når barnet begynder i pasningsordning, vil det mange steder selv skulle have en madpakke med hjemmefra.
Det er altid vigtigt at give barnet et varieret tilbud af fødevarer - det kan være rugbrød eller anden form for fiberholdigt brød, det kan være pasta sammen med rester fra aftensmaden, kød, fisk, frugt og grønt. Jo mere variation, jo bedre :)
Det er en god idé at give barnet ting med, som er pakket lidt hver for sig. Mange børn er glade for at have en madkasse,...
CE-mærket
Se efter CE-mærket når du køber legetøj
Legetøj skal være CE-mærket. Det er en sikkerhed for at legetøjet opfylder en række krav til sundhed, sikkerhed og miljø. CE-mærket er fælles for Europa og det er Forbrugerstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen, der holder øje med at reglerne for CE-mærkning overholdes. Der foretages løbende stikprøvekontroller for at kontrollere at det legetøj, vi kan købe til vores børn, er i orden.
Du skal også være opmærksom på...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Denne gang skriver jeg bare for at udtrykke min taknemmelighed over det store arbejde du gør for at informere alle os "usikre mødre".
Normalt anser jeg mig selv for at være relativt velinformeret om de emner, der interesserer mig .....- men jeg må indrømme, at det at blive mor har ført en helt uventet usikkerhed med sig.
Når det man ønsker aller mest er at give sit barn den bedste start på livet - og man bare ikke er sikker på, hvad der er det bedste at gøre, er det fantastisk at kunne rådføre sig hos dig.
Jeg har læst stakke af bøger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger, diverse artikler og lavet utallige google-søgninger (hvor jeg i øvrigt ofte lander på din side) om børnerelaterede emner - og alligevel bliver jeg tit i tvivl.
Trods mange spørgsmål fra min side svarer du tålmodigt, grundigt og engageret på det hele - og det betyder meget for mig som nybagt mor at få en kommentar med på vejen :-)
Mit medlemskab hos netsundhedsplejerske.dk er en rigtig god investering - og min søn får en mindre bekymret mor med i købet ;-)
God sommer

