Svar: Græder hver morgen ved aflevering i dagpleje
Kære Mama-A
Tak for dit brev og alle dine tanker - og tillykke med fars job - det lyder spændende og udfordrende, især fordi I jo nu skal have familielivet til at hænge sammen på en ny måde:)
Der er ingen tvivl om at baby-T lige nu har det rigtig svært. Det er meget svært for ham at skulle afleveres i dagplejen. Han er stadig så lille at han ikke forstår, hvor I går hen. Han ved ikke, hvad det betyder at I skal på arbejde, og han kan ikke forholde sig til tid, så han ved ikke, når I går - om I kommer igen om 5 minutter eller om 5 timer. For ham er det en følelse af at blive forladt og være alene, og han savner jer naturligt rigtig meget lige nu - og er jo så lille at dagplejer ikke kan berolige med at I kommer igen:)
Det tager tid for ham at lære dagplejer at kende og knytte sig til hende. Han kan ikke fra den ene dag til den anden putte sig ind til hende og lade sig trøste - han kan kun græde og vise sit savn, og det vigtigste er at hun giver ham roen og trygheden, viser ham at hun forstår ham, forstår at det er svært, at hun er omsorgsfuld og kærlig og lader ham sidde hos sig, putte osv. så han igen og igen mærker, at hun er god og at han kan være tryg ved hende.
Jeg kan godt forstå at far får en knude i maven, når han skal aflevere en grædende dreng. Det er naturligvis rigtig svært og man har meget svært ved ikke at føle, at man svigter sit lille barn. Det er dog vigtigt at far forsøger at bevare roen og at han afleverer jeres dreng i dagplejers favn, så han på den måde direkte viser "nu passer xx på dig" og at han har tillid til at hun kan og gør det godt. Hvis far har svært ved at sige farvel, så mærker jeres dreng det med det samme og det vil naturligt gøre, at han har sværere ved at blive passet. For hvis ikke I er trygge ved at aflevere ham, så må der være noget galt...
Derfor skal I naturligvis også overveje om det er det rigtige sted han er - og jeg ved godt at det med pasning kan være et større puslespil og rigtigt svært at få til at hænge sammen. Især i jeres situation, hvor I naturligt er nødt til at komme af sted begge to. Det er også begrænset hvor mange feriedage I kan trække på med nyt arbejde osv.
Har I en bedsteforældre der evt. kunne komme og være sammen med jeres dreng et par dage en gang imellem? Det kunne give jeres dreng en pause, hvor han fik lov ...
... til at være hjemme, hygge og ikke skulle noget - en bedste som han kender og som han er tryg ved. Det kunne give ham lidt ekstra overskud til så at klare og vænne sig til en ny dag i dagplejen. F.eks. en onsdag - så han er i dagplejen 2 dage, hjemme om onsdagen, i dagpleje to dage, hjemme i weekenden - for at se om det kunne gøre en forskel.
Man siger normalt at det godt kan tage en måneds tid at køre et barn ind i dagpleje/institution og at man skal give det den tid - Og I skal her naturligvis være opmærksomme på om ikke det ændrer sig. Bliver han gladere? Hvordan virker han, når I henter ham? Leger han eller sidder han mut og ked af det, når I henter ham? Får I igen og igen fortalt historier om en lille dreng der ikke vil sove, ikke vil spise, som græder rigtig meget og som tydeligt savner jer, så er det ikke godt. Men hvis I kan mærke at han begynder at sove bedre, begynder at deltage mere i hverdagen, knytter sig mere til dagplejer, begynder at ville sidde hos hende, lade sig trøste af hende osv. så er det et godt tegn.
Det gør ikke noget, hvis han i øjeblikket sover 3 lure dagligt og det er fuldstændig ligegyldigt om han får noget ud af ture de er på. Lige nu er det vigtigste, at han er tryg ved at være der, lærer at det er okay og at han begynder at knytte sig til dagplejer og kan bruge hende som omsorgsperson.
Det kan nogle gange hjælpe at lave et lille fotoalbum, som han kan have med hjemmefra. I denne bog skal der være billeder af jer forældre, af ham, hunden, forskellige ting - hvad I nu har hjemme som betyder noget. Og dagplejer kan vise ham billederne, når han savner jer og fortælle ham at mor og far er der og at I kommer igen - så han ser at I ikke er helt forsvundet.
De fleste børn vil også i 12-18 måneders alderen begynde at tage en putteklud, sovebamse, slaskedukke eller lignende bevidst til sig, som de kan bruge som substitut for mor og far. Og selvom han ikke helt er så gammel endnu, så må I godt introducere noget, som han har med sig og som stadig knytter jer og ham sammen, når I er adskilt. Det kan også være et hovedpudebetræk, en af fars aflagte t-shirts, der dufter af far eller hvad I nu tænker han kan have glæde af.
Jeg håber I kan bruge dette lidt videre og at der i løbet af de næste uger sker lidt ændringer i positiv retning hos jer ...
Knus herfra :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fordøjelse baby
Barnets første afføring kaldes meconium, og den er helt sort. I takt med at barnet får mere mælk, skifter afføringen farve, og man kan på afføringen således se, om barnets fordøjelse fungerer.
Babyer, som kun får brystmælk, vil ofte have en gul afføring, som kan gå lidt over i det grønlige. Lugten er syrlig, men ikke ubehagelig, og afføringen virker lidt tynd og grødet. Børn, der ammes, kan have flere dage imellem deres afføringer.
Babyer, der både får brystmælk...
Fiskeolie og børn
Fiskeolie eller det der også hedder Omega-3 fedtsyrer er sunde fedtsyrer, som især findes i fede fisk. De er livsnødvendige for os mennesker, både for børn der skal vokse og udvikle sig og for ældre der skal "vedligeholdes". Derfor skal der være omega-3 fedtsyrer tilstede i vores kost.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du selv spiser og også giver dit barn fisk 2 gange om ugen som hovedmåltid. Derudover næsten hver dag som pålæg til frokost.
Det er vigtigt at variere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Jeg vil gerne, som så mange andre, takke dig for en helt usædvanlig god brevkasse. Som bosiddende i England har det betydet rigtig meget for mig at finde svar på dette og hint derhjemmefra. Jeg kan rigtig, rigtig godt lide din kærlige holdning til tingende, og det har virkelig hjulpet mig meget at læse dine omhyggelige svar.
Mange kærlige hilsner
Sanne, mor til dreng 5 måneder

