Svar: Hjælp! Lære at sove
Hej med dig
Tak for dit brev :)
Rigtig mange børn vil når de rammer 1.5 års alderen få en periode, hvor de har svært ved at overgive sig til søvnen og hvor de ofte også sover meget uroligt. De kan protestere højlydt over at blive puttet og de kan vågne med skrig om natten og være rigtig utrøstelige - og måske er det den periode I rammer hos jer lige nu..
Jeres datter begynder lige nu at have mere farefornemmelse. Det betyder at hun lige nu oplever verden større og mere farlig - hun klatrer op og finder ud af at hun ikke selv kan komme ned, hun tager hurtigere skridt, begynder måske at kunne løbe lidt mere og hun falder, slår sig osv. Hun oplever modstand fra andre børn, at de tager legetøjet fra hende, skubber til hende, nogle bider måske og hun møder også modstand fra jer, I holder fast i hende, så hun ikke løber ud på vejen, I siger mere "Nej!" i løbet af dagen osv. osv. Alt sammen med til at give en spirende farefornemmelse og en uro, når hun skal sove og også om natten.
For alt hvad hun oplever i løbet af dagen skal bearbejdes og gør det svært at slippe en dag fyldt med oplevelser. Samtidig bliver oplevelserne bearbejdet, når hun drømmer. Derfor vil børn i denne alder have ekstra stor drømmeaktivitet og faktisk kan det nogle gange virke som om at de har mareridt og det er ofte også i denne alder, at børn begynder at have anfald af natteskræk ...
Derfor er det vigtigt at I giver jeres datter den nærhed og ro som hun lige nu viser behov for, gør hende tryg, når hun skal sove og også beroliger hende, hvis hun har eller begynder at få tendens til at vågne om natten. Tryghed er alfa omega.
Jeg kan godt forstå at du gerne vil putte hende i egen seng og det er rigtig fint - for hun er vant til at sove i den og er tryg ved den, så de rutiner kan I naurligvis godt holde fast i. Som udgangspunkt er det også vigtigt at hun falder i søvn, der hvor I ønsker hun skal sove. Men når det er sagt, så skal I overveje om det lige nu kan være bedre at hun falder i søvn i jeres seng og I så bærer hende ind til hende selv, når hun sover - det er naturligt uhensigtsmæssigt i forhold til at lære hende at sove i egen seng, men det er lige nu også rigtig uhensigtsmæssigt at hun starter med gråd og uro i egen seng og at I forsøger at få hende til at sove - hvor det ofte varer en time - og herefter kommer hun så ind til jer. Så kan det være bedre at give hende en oplevelse af at det er rart og godt at falde i søvn og så flytte hende, når hun sover.
I kan dog også holde fast i at hun sover i egen seng. Her er det vigtigt at I sidder hos hende, holde ...
... hende i hånden, læser en godnathistorie, taler om dagen. Det er ofte en rigtig god idé i denne alder at bruge lidt tid ved sengekanten og tale lidt om dagen og alle oplevelserne, sætte ord på noget af alt det barnet har oplevet, så lidt af barnets tankemylder bliver bearbejdet.
Det kunne f.eks. være ved at sige: "I morges da vi stod op, så fik du havregrød - hmm, det smager godt", "så kørte vi i dagpleje, hvor du legede med ...", "så var I ude at lege og du faldt og slog dig - AV! det gjorde ondt", "men så fik du plaster på og så gik det godt igen" osv. Og så mindes I både de sjove ting og de svære ting. Jo mere man får gennemgået dagens oplevelser, jo mere vil barnet kunne give slip på dagen og jo lettere vil roen kunne falde over barnet.
Det er også naturligt at fordi hun lige nu oplever verden lidt større, så er hun også mere bevidst om at I går og drømmer derfor ofte også om adskillelse og om at blive væk fra jer. Hun har ekstra meget behov for at mærke at I er der, for at være sikker på at I ikke er forsvundet og kan derfor godt klynge sig lidt ekstra til jer - både når hun skal falde i søvn om aftenen og også hvis hun vågner i løbet af natten. Hun har brug for tæt fysisk kontakt for at vide at I ikke forsvinder fra hende. Er hun ked af det skal hun naturligvis trøstes og beroliges, og hun skal hele tiden mærke, at I er der for hende. Hun må ikke på nogen måde føle sig alene og forladt.
Børn, der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, er ofte inde i en periode, hvor de har brug for ekstra nærhed og tryghed, og det er vigtigt, at vi lytter til dette og giver dem det, de beder om. Det giver på sigt langt bedre søvnvaner.
Det er vigtigt at I også forsøger at holde fast i samme tider dagen igennem. Det har stor betydning for hendes evne til at kunne overgive sig til søvnen, at hendes dagsrytme ikke variere fra dag til dag. Det er således vigtigt at hun kommer op til samme tid hver morgen (og ikke sover længere i weekenden), ligesom hun skal sove middagslur i samme tidsrum dagligt og puttes til samme tid hver aften.
Det kan også være en god idé at give hende et bad og derefter en godnatgrød, som en fast del af hendes putteritual. F.eks. have en rytme, hvor I spiser til aften kl 18. hun kommer i bad kl 18.30, får godnatgrød kl 19.30-19.45 i køkkenet sammen med lidt mælk, får børstet tænder og bliver puttet kl 20.
En puttebamse, en sutteklud, en slaskedukke - det kan være en rigtig god idé at give hende en sådan substitut, hvis hun ikke allerede har det :)
Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Autostol
Til transport i bil skal barnet sidde i en godkendt autostol. Det lille barn skal helst sidde fastspændt med ryggen mod kørselsretningen.
Autostole skal være godkendt efter ECE (R)-44-03 eller 44-04. Der skal være et E-mærke på stolen, og den lange talrække under eller efter E-mærket skal starte med enten 03 eller 04.
For fastmonterede autostole hedder godkendelsen ECE (R) 44-05.
Autostole med andre mærkninger skal også være E-mærket, for at de er...
Spinat
Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.
Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.
Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen
Igen må jeg ty til dig som fantastisk hjælper og rådgiver.
Min skønne søn på 11 måneder skal starte i dagpleje i morgen og jeg er virkelig i krig med mine følelser.
Øv altså. Helen, jeg har virkelig brug for et ærligt råd og jeg har brug for at få sat sindet lidt på lavt blus.
Mange kærlige hilsner
Mor til dreng på 11 måneder

