Brev:

Tidlig snak om nr. 2

---

Hej kære Helen

Ja - snak om nr. 2, hvordan håndterer jeg det? Svigerforældrene siger direkte, at det dummeste vi kan gøre er at vente 3 år før vi får nr. 2 barn pga. min alder, da vi vil have sværere ved at blive gravide for hvert år der går (jeg er 31, min mand er 34).

Vi har ikke bedt om deres mening - og ingen af os vil have 2 børn. Vi har haft en utrolig hård start med vores dejlige dreng, og har ingen forældre til aflastning, og ingen venner eller veninder der kan hjælpe, så vi står meget alene med det hele. Det er ved at være 7 mdr. siden, at vi har haft mere end 15 minutter alene sammen.

Vi vil hellere give vores dreng 2 forældre der har tid og overskud, end 1 søskende og 2 forældre der ingen kræfter har tilbage. (Derudover har vi heller ingen plads i vores hus, som vi flyttede ind i for et lille år siden, med kun 2 værelser, så vi skal flytte, hvis det er tilfældet - noget der var enormt opslidende. Og vi så helst at vores dreng har samme trygge base hele barndommen)

Her i weekenden spurgte min svigermor om jeg var gravid igen. Jeg blev så overrasket, og sagde bare, at nej, jeg har bare lidt ekstra (jeg har jo noget ekstra hud, som stadig ikke har trukket sig sammen - er ellers normalt slank).

Det er som om, at de slet ikke forstår, hvor hårdt det er for os, og det gør mig så ked af det. Især svigermor vil gerne have mange børnebørn, det har jeg i hvert fald indtryk af. Når hun nævner sine skolekammerater osv. - så er det altid "ja, xx har jo 7 børnebørn" (og 3 børn). Nu har mine svigerforældre 1 barn, min mand. Og med vores spinkle netværk vurderer vi, at vi - og ikke mindst vores dreng - er ...

---

---

... bedst tjent med at være enebarn.

Måske tingene ændrer sig med tiden, men ikke nu - jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle have kræfter til 2 børn.

Jeg fik derudover tidlig bækkenløsning, og havde mange smerter det sidste ½ år af graviditeten. Jeg bristede hele vejen ved fødslen, og har stadig mén derfra.

Jeg føler virkelig, at jeg ikke slår til, og ikke "leverer" det ønskede antal børnebørn. Som om, at det ikke er nok.

Samtidig kan jeg ikke forstå, at svigermor ikke blot kan nyde hendes dejlige barnebarn. I min mands venneflok er de 8 mænd, kun 2 af dem har fundet kvinder og fået børn.

Jeg aner ikke, hvordan vi kan nå til "enighed", og det er så trættende at få henkastninger til netop dette, hver gang vi er sammen. Min mand synes det samme. Men de kan tilsyneladende ikke forstå vores "valg", og siger, at vi vil fortryde det - og de selv ville ønske de havde haft søskende, havde fået flere børn osv. (Min mand havde livstruende astma fra han var 2 år, og de ville have en risiko for, at deres næste barn også ville have det, derfor fik de kun ham)

Min mand og jeg er begge enebørn, og ved måske ikke hvad vi går glip af.
Samtidig ser jeg dog mange eksempler på, at bare fordi man er søskende, så betyder det ikke, at man kommer overens med hinanden som voksne.

Og jeg synes tankerne, som vi tidligere har fået at vide; "Det er bedst at have mere end et barn, hvis nu den ene skulle være i en ulykke" og "Hvem skal passe jer når I bliver gamle" virker noget fjollet som grundlag for at få flere børn :I

Er det meget "normalt" at netop dette "emne" dele vandene?

Tak igen for din hjælp.

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---