Brev:

Overvejelser om at få barn nr 2

---

Kære Helen

Vores dejlige søn er nu 2 år og 3 måneder. Han trives og har det godt, og vi er kommet på den anden side (foreløbig) af søvnløse nætter.

Jeg har bare virkelig meget brug for at få noget sparring på mine tanker om at få barn nr 2. Det var virkelig hårdt for mig at mangle min søvn under den første barsel, hvor min søn ammede meget hyppigt om natten (bl.a. blev han ammet hvert femte kvarter om natten i 1½ måned, da han var 6-7 måneder - jeg skulle nok være begyndt at supplere med modermælkserstatning der, men jeg var for fanget i min ammehjerne til at kunne gennemføre nogle ændringer i status quo på det tidspunkt).

Faktisk var jeg så meget i søvnmangel at jeg virkelig følte had til min kæreste, hvis jeg oplevede det som om han forhindrede mig i at få min søvn, feks bare ved at stå op 10-20 minutter efter vores søn var vågnet. Når jeg så havde fået sovet, var "hadet" væk igen. Jeg har aldrig fortalt det til min kæreste, fordi det ikke lyder så godt.

Senere flyttede vi fra min lejlighed og ind i min kærestes hus, hvor vi først for alvor flyttede sammen, da vores søn var 9-10 måneder. Det tog os over et halvt år at få alle mine ting pakket ud og på plads, og finde ud af hvilke af min kærestes ting, der skulle blive eller ud for at gøre plads til mine. Det var lidt en sej proces, og det var hårdt.

Jeg er ved at tage en ny uddannelse under revalidering, fordi jeg tidligere har været sygemeldt for stress efter et rigtig uheldigt forløb på en tidligere arbejdsplads, hvor jeg blev udsat for chikane/mobning af 2 kolleger, og desuden arbejdede i udlandet en periode på, hvor jeg arbejdede op mod 12 timer i døgnet i 6 uger i træk. Så da jeg blev sygemeldt var jeg helt flad både fysisk og mentalt.

Jeg synes at det går rigtig godt nu i forhold til min egen trivsel nu, men min stress-tærskel er blevet mindre og mit søvnbehov er blevet større.

Min kæreste har været god til at tage vores søn søndag formiddage, hvor jeg så har haft mulighed for at få sovet nogle timer. Men stemningen har aldrig været rigtig god, så jeg har en følelse af, at min kæreste ikke billigede mit behov for søvn, og ja, det skabte ikke så god stemning resten af dagen.

Desuden er vi meget forskellige og har meget forskellige syn på børneopdragelse. Min kæreste bliver frustreret på mig, fordi han synes jeg er ligeglad med grænsesætning (hvor jeg selv oplever at mine grænser primært går på vores søn sikkerhed og om han kan ødelægge ting - og det er rigtigt at jeg synes at han gerne må tømme køkkenskabene for at undersøge indholdet). Omvendt bliver jeg frustreret, fordi jeg synes ...

---

---

... min kæreste skælder for meget ud på vores søn, når han "roder", hvor jeg synes at børn skal have lov til at fylde og ses. Men vi bliver bedre og bedre til at finde kompromiser, hvor vi begge kan være tilfredse, og som jeg oplever at vores søn kan trives med.

Så min primære overvejelse går på det her med den manglende søvn, og vores manglende evne til at håndtere det. Vores nærmeste familie og venner synes vi er gode til det, fordi vi får noget til at ske (at jeg får muligheden for at sove søndag formiddag), men jeg synes ikke det er godt, når stemningen bliver dårlig af det. Mon det vil være anderledes ved barn nr 2?

Desuden så kan jeg mærke at de nætter hvor jeg ikke har fået sovet nok bare nu her, så reagerer jeg med at føle mig helt depressiv, når jeg er træt.

Min anden overvejelse går på studie/arbejdsliv. Om 10 måneder er jeg færdig med studiet, og så skal jeg ud og søge arbejde. Det betyder rigtig meget for mig at komme i gang med et job så hurtigt som muligt. Da jeg startede på studie efter min barsel for lidt over et års tid siden, var det utrolig hårdt at komme igang igen, og jeg var helt chokeret over, hvor meget der var fuldstændig slettet i min hukommelse. Jeg tror nu, at det også vil være anderledes ved anden gang, på den måde at jeg ikke er så skræmt over at glemme noget igen. Nu har jeg jo oplevet, at det trods alt kommer tilbage igen efter en periode, selvom det er hårdt i starten.

Og så den sidste ting. Jeg er nu 40½ og min kæreste er lige fyldt 48 år. Så vi er jo ikke nogle vårharer længere. Og samtidigt sker der mange omvæltninger i mit liv lige nu med studie og snart nyt fagområde. (jeg er dog afklaret med at jeg ikke vil have et fuldtidsjob, når jeg er færdig)

Den primære grund til at skulle få barn nr 2 er for mit vedkommende at kunne give vores søn en søskende. Vi er begge opvokset med hhv 1 og 2 søskende, så det virker så underligt og ensomt for mig, at min søn ikke skal opleve det. Også set i lyset af vores "høje" alder, jeg ønsker ikke at han skal være alene, når vi ikke er der længere (han har dog alle sine 4 bedsteforældre og har tanter/onkler og kusiner/fætre)

Så kære Helen, kan du give mig noget hårdt tiltrængt sparring på mine overvejelser.

P.S. Min kæreste har det første 1½ år været afvisende over at få barn nr 2, men er begyndt at være åben over for det, idet han siger at "man bliver jo glad for dem, når først de er der" :o)

Og hvor lang tid er det forsvarligt/muligt at vente og se an, hvordan det ser ud med vores overskud? (min mor gik meget sent i overgangsalderen).

De kærligste hilsner

Gammelmor :o)

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---