Svar: Er min lille pige blevet mærket?

---

Kære triste mor

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Først - jeg tror bestemt ikke at du "har ødelagt din lille guldklump" eller at hun er "blevet mærket". Naturligvis vil det hun oplever påvirke hende, måden hun vokser op, bliver mødt osv. vil naturligt påvirke hende og hvordan hun er, reagerer på - hun formes både af arv og af miljø - men hun lyder til at være en stærk pige, som faktisk klarer det hele ret godt. Og det lyder faktisk som om at at du skal prøve at få din skyldfølelse skubbet lidt væk, for mon ikke hun klarer sig godt, fordi du er der for hende, forsøger at lytte, støtte, hjælpe og guide, når hun har brug for det?

Det har været svært at starte i en ny børnehave. Nye voksne, nye børn, nye rutiner, nye regler osv. men det går bedre nu. Pædagogerne er opmærksomme på hende, du er opmærksom og hun kan lege med flere forskellige børn. Hun bliver ikke slået ud af at få nej til leg, men finder nogle andre børn at lege med - og det kan være en ret stor styrke faktisk :) Du har arrangeret legeaftaler, og hun har nu knyttet sig til en anden pige, og lige nu leger de to godt sammen - og hun giver udtryk for at hun nu trives.

Du har også lyttet til hendes ønske om at komme på besøg i den gamle børnehave. Det er rigtig fint, det har sandsynligvis været dejligt at komme tilbage, gense nogle af børnene, pædagogerne osv. men samtidig har det måske også givet hende en fornemmelse af at det nu er et afsluttet kapitel og det kan godt have været med til at gøre, at hun bedre har kunne falde til i den nye børnehave. Altså igen lyder det til at være en fin beslutning du har taget.

Hun trives i jeres lille familie. Det går godt mellem hende og din kæreste - dejligt! Og de to er ved at finde hinanden, det lyder som om at I tre er ved at finde ud af at være en familie. Du fortæller, at I har besluttet, at I vil gøre jeres bedste for at hun hos jer skal føle sig tryg, at hun ved at det er hendes faste base og I hjælper hende med at få overblik over dagen og ugen ved at lave ugeplaner osv. Det er fint. Det hjælper hende også til at føle sig medinddraget, og at I netop fungerer sammen som en familie.

Du har talt med hendes far om at medtænke, hvad der tales om i hendes påhør og naturligvis at det er uhensigtsmæssigt hvis der flytter nye kærester ind og ud hver anden måned... Men som du skriver, så kan du jo ikke blande dig særlig meget i, hvordan hendes far vælger at leve sit liv - du kan bede om at der tages hensyn til S og det har du så gjort :) Og så må du være der for S. Lytte, være anerkendende, vise forståelse osv. når hun kommer til dig og gerne vil fortælle dig noget. Ikke nødvendigvis komme med en masse råd og løsninger, men lytte til hvad hun fortæller. Så du hele tiden viser dig tilgængelig og så hun vokser op med en følelse af, at hun altid kan komme til dig. At hvis der er noget hun er ked af, hvis hun møder modstand eller bare bliver usikker og i tvivl, så kan hun altid komme til dig.

Denne grundlæggende følelse dannes fra hun er ganske lille - men også nu! Og det er sådan du skal hjælpe hende og et eller andet sted også hjælpe dig selv. For hvis du ved, at hun vil komme til dig, hvis hun er ked af noget, så må du også tro på, at når hun siger, at hun har det godt, ja så har hun det godt :) Og hun virker jo glad og tilfreds og et eller andet sted, som om at hun lige nu har det helt fint.

Det er naturligt, som du skriver, at hun vil have dage, hvor hun kan være lidt trist. Det kan vi alle sammen have og det skal der være plads til. Det er også naturligt at hun savner farmor og farfars hund, og nu også hunden, som har været hos far. Men med til livet hører også døden. Og for børn i 5 års alderen er det netop et af de meget store spørgsmål og noget af det hun måske går og tænker lidt over "hvad sker der egentlig når man dør?". Og det må du naturligvis gerne tale med hende om. Børn i denne alder vil ofte også tænke over livet f.eks. "hvordan kommer babyen ind i maven?" og "hvordan kommer den så ud igen?" og når du taler med hende om spørgsmål som "livet og døden", så skal det naturligvis være på et niveau som passer til hendes alder og udvikling. Hun skal ikke blive bange, men få et svar, som hun kan forholde sig til og godkende - og som igen giver hende følelsen af, at hun kan godt komme til mor og spørge, hvis der er noget hun ...

---

---

... er i tvivl om, fordi du er der og du naturligt gerne vil tale med hende.

Du spørger hvordan du kan hjælpe hende med at bearbejde alt det hun har været igennem i løbet af sit korte liv og en god idé vil være at starte med at læse bøger om forskellige emner. Du kan godt låne bøger, der handler om at mor og far er skilt og at man skal bo to forskellige steder og at det kan være svært. Du kan også låne bøger om når kæledyr dør osv.

Forslag til bøger du kan læse højt:

Jeg bor i to huse, af Marian De Smet. En billedbog, som handler om Nanna. Hun fortæller om sine forældres skilsmisse, om at være delebarn og skulle bo i to huse, skiftevis hos mor og far.

Mors nye ven, af Anke Wagner. En billedbog, som handler om Karl, der bor alene med sin mor, og da hun får en ny kæreste Henrik, er Karl ikke så begejstret. Men det viser sig, at Henrik er god nok.

To af alting, af Hanne Kvist. En billedbog, som handler om Uffe, hvis forældre skal skilles og derfor synes Uffe, at han skal have to af alting.

Du vil altid være vores dreng, af Christine Merz. En billedbog, der handler om at Benjamins far skal flytte, og Benjamin er bange for, at han vil miste sin far og alle de ting de plejer at lave sammen. Heldigvis er Benjamins mor med til at få ham til at forstå, at selv om hverdagen bliver anderledes, er der ikke mindre kærlighed til Benjamin fra hverken hans mor eller far.

Bøger om døden, kæledyr osv. kunne f.eks. være:

Karla og lånekatten af Ceseli Josephus Jitta. En billedbog om Karla og Holger, der har været gift i mange år. En dag dør Holger og Karla bliver ensom, men så bestiller hun en kat og det ændrer hendes liv.

---

---

Albert og Alberte af Tomas Lagermand Lundme. En billedebog om kanariefuglen Albert, som er trist. Den bor alene i sit bur. Men en dag finder Johannes en fugl i haven, som kommer hjem til Albert - men fuglen er syg og dør. Skal Albert nu være alene igen?

Væk og borte. Af Anne Vibeke Fleischer. Clara, Oskar og deres venner møder forskellige former for sorg - dødsfald i familien, sygdom, kærestesorg, venner der rejser, kæledyr der dør. Bogen er med oplæg til samtale og efterord henvendt til den voksne. Udgivet på Dansk Psykologisk Forlag.

Der findes mange muligheder, du kan spørge en bibliotekar.

At tage udgangspunkt i en bog, hvordan personen i bogen har det, det at tale om en anden, kan nogle gange gøre at barnet lukker lidt op for, hvordan barnet har det. Ikke nødvendigvis i situationen, men måske vil hun vende tilbage til det eller bede dig om at læse bogen flere gange.

Du spørger, hvordan du skal skubbe din enorme skyldfølelse fra dig ... Og jeg tænker et eller andet sted ved hele tiden at gøre det bedste du kan ud fra de givne omstændigheder. Livet er fuld af modstand og skuffelser, du havde måske forestillet dig, at I skulle være sammen far-mor-barn - og sådan blev det ikke. Drømmen brast. Men det betyder ikke, at I ikke stadig kan have et godt liv, at I sammen kan skabe nye drømme og ønsker og være en masse godt for hinanden :)

Du skal se på din datter, se hvordan hun trives, se at hun har det godt og glæde dig over at hun udvikler sig, lærer, oplever. Du har skyldfølelse, fordi du føler at du har voldt hende skade - og du skal netop se på hende, for at se, at hun ikke er skadet.

Skyldfølelsen kommer også fordi du ikke føler dig som en god nok mor, og det er rigtig vigtigt, at du arbejder med dette. Du skal tale med din kæreste om de valg i træffer, måden du reagerer på osv. så du bliver støttet i at det du gør, er godt nok. Og du skal naturligvis være bevidst om, hvad du gør, hvorfor og hvordan. Så du beslutter dig for, hvordan du er som mor, hvad det er du vil og hvad du ikke vil. Det betyder ikke, at du ikke må begå fejl eller at den perfekte mor findes, for mig er man nok mere perfekt, hvis man begår fejl ... At lave fejl viser jo blot at man er menneske og hvem vil ikke gerne have en menneskelig mor? :) Samtidig lærer din datter også at det er okay nogle gange at begå fejl - og at hun igen kan komme til dig, selvom hun har gjort noget forkert :)

Jeg ved ikke hvordan du har det - men måske ville det hjælpe dig at tale med en psykolog, en coach eller måske læse en bog om at overvinde sin skyldfølelse :)

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre :)

Stort knus fra mig til dig og rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---