Svar: Nattesøvn- 21 mdr.
Kære forældre
Tak for jeres brev og velkommen til:)
Og nej - jeg tror bestemt ikke at I er uden for terapeutisk rækkevidde:) Det lyder som om at I har fået jer en rigtig skøn og dejlig efternuller, som alle elsker og nyder - dejligt! Lillepigen er dog nu 21 måneder og det betyder for gammel til at få flaske, og det er faktisk flasken, som giver jer problemer.
Det lyder for mig som om at jeres datter er afhængig af sin flaske. Hun har brug for den, når hun skal sove om aftenen og hun har brug for at få den flere gange i løbet af natten, for at komme videre i søvnen. Flasken er blevet en uhensigtsmæssig søvnassociation, og I er nødt til at komme væk fra den.
Vi har alle brug for det der hedder søvnassociationer. Søvnassociationer er ting eller rutiner, som vi forbinder med at skulle sove. I forældre læser måske i en bog, ser lidt Tv eller lignende før I falder i søvn, det er jeres måde at koble fra på, det er jeres rutiner før I skal sove. For små børn er søvnassociationer ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle sove, det er det der gør dem rolige og får dem til at overgive sig til søvnen.
Der er gode søvnassociationer:
Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.
Der er mindre gode søvnassociationer:
Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.
De gode søvnassociationer er gode fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne. Og jeres datter lyder som sagt til at være afhængig af flasken for at sove.
Ud over flasken, så kan hun også være afhængig af jeres favn. Hvis hun falder i søvn i jeres arme og derefter puttes i seng, så vil hun naturligt føle det utrygt, når hun vågner om natten og oplever at hun ligger et andet sted end hun faldt i søvn. Det er derfor vigtigt at hun nu lærer at sove uden at være i favn og uden at få flaske.
Det betyder ikke at hun "skal have en kold tyrker" og lægges grædende og utrøsteligt i seng. Det er ikke sådan at I fra den ene dag til den anden skal fjerne det trygge og nære. Det er derimod vigtigt at I nu introducerer et nyt og trygt ritual, som kan fungere for hende og for jer fremover.
I første omgang skal flasken væk og her vil det være rigtig godt at I skruer ned i mængden, så hun får mindre og mindre mælk. I skal naturligvis sikre jer at hun får både mad og væske nok hele dagen igennem, så hun kan undvære mælken om natten. Børn i jeres datters alder vil naturligt spise meget selektivt og åbner ikke længere munden for hvad som helst, og det er vigtigt at I tilbyder hende mange små måltider dagen igennem og også meget gerne indfører en godnatgrød, som en fast del af hendes nye putteritual. Den forbereder hende på natten, men giver samtidig en god mæthed, så hun ikke behøver søge flasken, fordi hun er sulten.
Godnatgrøden kan være en havregrød, mysligrød, flerkornsgrød eller måske bare en banan, der gives som en del af putteritualet. Det vil sige naturligt adskilt fra aftensmaden. Det vil være fint, hvis I kan forsøge at have en aftenrytme, hvor hun spiser aftensmad ...
... sammen med I andre f.eks. kl 18, herefter kommer hun i bad, får nattøj på osv. og så tilbydes hun en godnatgrød i køkkenet evt. sammen med en kop mælk kl ca 19.30-19.45, herefter får hun børstet tænder og så bliver hun puttet til natten ca kl 20.
Til at starte med kan I godt vælge at bibeholde flasken inden hun skal sove, men I bør skære ned i mængden, så hun får mindre og mindre og tilsidst kan hun nøjes med lidt lun mælk af en kop. Og det er rigtig vigtigt at hun ikke falder i søvn med flasken i munden, men oplever at kunne sove uden at den er der.
Og så skal der sættes noget andet i stedet for flasken, fordi I på den måde får skabt et nyt putteritual. Med den alder hun har, vil det være rigtig godt hvis hun kan få en godnatbamse, en putteklud, en slaskedukke eller lignende. Den skal følge hende hele tiden, være der når hun puttes om dagen, når hun er ked af det, når I kører i bilen, i barnevognen osv. Så den er hendes trygge følgesvend, som fungerer som fast substitut for jer og den skal hun naturligt også have hos sig om aftenen og om natten.
Det vil også være rigtig godt også at introducere en godnathistorie. Det vil være rigtig godt at hun får læst højt, starter måske med at sidde på skødet, herefter over i seng, hvor I læser videre, viser billeder osv. og synger en godnatsang og hun falder så i søvn ved at I sidder der, beroliger og betrygger, holder lidt i hånd eller hvad hun nu har brug for.
Hun forstår med den alder hun har godt, at noget er slut. Og det vil være rigtig godt at bruge dette i hverdagen. Du/I kan med jeres hænder signalere slut - når mælkekartonen er tom, når tallerkenen er tømt for mad osv. I kan bruge det, når I læser "snip, snap, snude" osv. ligesom I kan bruge "slut", når noget skal smides i skraldespanden, som en måde at vise at noget er slut, noget skal ud, kasseres.
Dette skal I overføre til flasken. I skal tage hende med i processen og lade hende være med til at smide flaskesutterne ud. Fortæl hende at det er slut, når hun beder om flasken og tilbyd så et alternativ. Flaskesutterne bliver mørnede og slidte og der skal købes nye (hvilket I ikke gør!) og her slår I ud med armene, signalerer "slut" og tilbyder så en kop med mælk og en godnathistorie i stedet for.
I må godt vise hende flasken uden flaskesutter, vise hende, at den er i stykker, den dur ikke mere, det er slut. Hun ser flasken, prøver at sutte på den, oplever at den er i stykker og hører samtidig dig sige at "det er slut" og tilbydes så et alternativ. Hun kan her naturligvis blive ked af det, for det er naturligvis trist, når noget man holder af og har været glad for går i stykker og ikke dur mere, men sådan er det og heldigvis så er det jo en flaske - hun har stadig jer, får masser af nærhed, fysisk kontakt, trøst, ro, godnathistorie osv. som på sigt er langt bedre.
I skal altså lige nu trappe ned i flaske og samtidig sætte noget andet i stedet, så det bliver helt naturligt at flasken ikke længere er der - men så det nye ritual er bibeholdt. Så det er ligeså trygt og dejligt, som det plejer at være, flasken er der bare ikke mere. Og når hun så vågner om natten, så kan hun beroliges med sin bamse, klud eller lignende, som er en fast del af hendes hverdag og som er den trygge substitut for mor og far…
Håber I kan bruge dette videre og rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Brystopereret
Mange kvinder bliver idag brystopereret. En brystoperation kan både være en brystreduktion, hvor man har fjernet noget af brystet og en brystimplantation, hvor man har gjort brysterne større.
Mange kvinder bekymrer sig om hvorvidt de vil kunne amme deres barn, når de er brystopererede og der er ikke andet at gøre, end at se hvad tiden bringer. Nogle kvinder vil fint kunne amme, det afhænger meget af operationsmåden. En del kvinder ammer delvist, giver altså bryst og supplerer med...
Søvn
Børn sover ikke som os voksne, og søvnen og måden barnet sover på, ændrer sig lidt hele tiden. I nogle periode vil børn naturligt sove dårligere end i andre perioder - det sker især, når barnet udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, ligesom børn der starter i daginstitution, er syge eller måske får en ny lillebror eller lillesøster, naturligt også sover dårligt i disse perioder.
Jeg bliver tit spurgt: "Hvad gør jeg galt?" eller "Hvordan skal jeg præcist gøre for at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

