Brev:

Putning er et mareridt

---

Kære Helen.

Vi har en dejlig lille datter på 21 måneder. Vi har som forældre altid været velsignet med en lille pige, som ikke gør de store kny, når hun skal sove. Hun har været god til at sove igennem om natten, og hendes søvn har faktisk altid kørt på skinner, og hun er en fantastisk dejlig og glad pige.

Dette ændrede sig dog dramatisk for et par måneder siden. Når hun skal puttes tager det nu Mor (det er kun Mor – hvis hun skal bestemme, der må putte hende) mellem ½ til 1½ time, hvor det sker under store protester, Mor må ikke forlade værelset, og når jeg så bliver, begynder hun at lege eller vil snakke. Jeg lægger hende ned siger godnat og går ud – men hun rejser sig med det samme og protesterer højt over at blive lagt ned. Jeg når ikke ud af værelset før hun har rejst sig igen. Mange aftener har hun fjollet i sengen og grinet, når jeg var der, og når jeg gik, græd hun med det samme. Jeg har prøvet at ordne vasketøj uden for hendes værelse og stille og roligt puttet igen, når hun kaldte – lagt hende ned og sagt godnat og gået lige så stille igen.

Den seneste uge har hun været syg med feber – vi tager hende gentagne gange til læge og ørelæge, og de ser altid væske på ørerne – men vil se tiden an. Jeg tror, at det igen er ørerne, der driller og hendes sprog er langt fra så udviklet som andre jævnaldrenes. Hun siger ca. 10 -20 ord (mest: mor, dar (far), mere, mormor, darmor (farmor), bi, hej, osv..) Hendes sprog er dog gået helt i stå føler vi – da hun har kunnet sige disse ord længe.

Hun nægter at gentage ord og vil fx hellere sige dyrelyde end at sige dyrets navn. Dog har hun en kæmpe begrebsverden og kan pege på alle ting og ved alt hvad vi snakker om. Hun er også rigtig god til at gøre sig forståelig på andre måder – tegn fagter fra babysign mv. – skal vi lade som om vi ikke forstår det nu? Vi prøver at sætte ord på alt, men der kommer intet output.

Efter denne seneste uge med feber er puttesituationen dog forværret. Nu skriger hun og skælder ud, når hun skal i seng. Med det samme at talen falder på, at det er tid, begynder hun at protestere. Når jeg lægger hende i hendes egen seng efter hun har fået en historie og siger til hende, at hun skal lægge sig til at sove, luk øjnene osv. bliver hun vred og skælder ud, rejser sig op i sengen og vræler og vræler. Jeg har ...

---

---

... så forsøgt at lægge hende igen og gøre alle de samme rolige ting vi plejer, men det hjælper ikke. Til sidst giver jeg op og spørger om hun vil op til mig (først vil hun nemlig ikke og jeg må slet ikke røre hende i hendes raseri – hun er så vred at hun dirrer, men efter lidt tid ændres vrælet til egentlig gråd og fortvivlelse) Jeg tager hende op til mig og vi sidder sammen i hendes stol på værelset og jeg får ro på hende – men nu må jeg ikke gå. Hun lader sig falde hen men hvis jeg gør anslag til at flytte mig bryder hun ud igen. Jeg lægger hende i hendes seng og holder hende i hånden – hun accepterer det nødtvungent, men jeg må ikke gå! Efter lidt tid går jeg alligevel ned. Hendes far går derind og kan nu lægge hende til at sove på 30 sek. Jeg var alene med hende forleden, der tog det mig 3 timer.

Om dagen er hun en glad pige, men også en meget stille pige, der er meget i sin egen verden. Hun hygger sig med os og de nærmeste, men ellers er hun ikke en people-person. Hun trækker sig, når der er fremmede og leger heller ikke med andre børn. (Det varierer dog lidt, hvor interesseret hun er)

Hun har et stort behov for mor, men samtidig trodser hun også mor mest. Hvis jeg siger nej i øjeblikket, bliver hun vred på mig og går direkte videre med at gøre noget andet hun også godt ved hun ikke må. Det er mest, hvis vi ikke lige kan gå med hende, at det ramler.

Hun vil have at alt skal gå efter hendes hoved, og der er ramaskrig, hvis det ikke sker. Jeg siger til hende at jeg godt kan forstå, at hun er ked af det, eller at det er træls og forklarer ting - så godt jeg kan – det virker en gang imellem, men aldrig til puttesituationen.

Jeg håber at du kan give hjælp til at komme videre. Jeg er efterhånden træt af at fortælle andre om det, for man får altid lige et velmenende råd med og det er jo samtidig lidt en anklage af, at vi ikke gør tingene rigtigt. Eks. ”har du prøvet at sige til hende at hun SKAL sove nu..?” osv.

Jeg er også bekymret for hendes indadvendthed og hendes trang til MEGET faste rutiner – vi har et nært familiemedlem med aspergers og han var meget på samme måde i hendes alder. Jeg kan intet finde på nettet, da det alle steder står, at det er alt for tidligt at konstatere – men jeg kan ikke lade være med at bekymre mig.

Med venlig hilsen
En meget fortvivlet mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---