Brev:

Selvstændighedsalderen og nej’er

---

Kære Helen.

Min opfattelse er, at der ikke skal være for mange nej’er og jeg siger derfor sjældent nej. Når et nej kræves, så forsøger jeg at undgå at give efter, så han forstår et nej, men afleder altid så godt jeg kan, og det virker heldigvis godt i langt de fleste tilfælde.

Da min dreng var 2 år oplevede jeg første gang, at der var noget han bestemt ikke ville. Og nogen gange er der jo noget, som man er nødt til. F.eks. ud af døren, have tøj på etc. Når jeg så er nødt til at gennemtrumfe, at vi skal afsted og jeg skal spænde ham fast i autostolen eller give ham tøj på, så føles det som et overgreb. Han vrider sig, så jeg er nødt til at holde fast, og tårerne springer og han græder højlydt. Jeg forsøger at være helt rolig og sige, at det er vi nødt til og forsøger at tale stille og roligt, aflede etc.

Det er ikke fordi jeg er bange for konflikter, men jeg vil gerne undgå at skulle holde ham fast og tvinge ham til noget. Er der noget man kan gøre i de situationer, hvor afledning ikke virker?

Nogen mener, at de situationer skal til for at børn kan lære hvad de skal, må og ikke skal. Og at børn har brug for, at blive sat på plads. Det er jeg slet ikke enig i med den alder han har.

Jeg oplever mange, som efter min mening er hårde ved deres børn og siger: Er du så færdig med det der etc? Og det synes jeg ikke om.

Er 2½ ikke lidt tidligt at være hård og kontant og holde fast i børn, mens man bruger udtryk som ovenstående? Nu tænker jeg på mindre vigtige ting. I ...

---

---

... situationer, hvor et barn eks. slår eller andet barn, som er meget forkert, er det selvfølgelig vigtigt at være kontant og forklare hvorfor det er forkert og holde fast i, at det må man ikke.

Jeg spørger fordi jeg heller ikke vil være en eftergivende forælder. Det mener jeg, at jeg forsøger at undgå ved at holde fast i et nej, hvis jeg siger nej.

Min mand er begyndt at sige, noget som: Er du en lille baby, når du gør sådan og sådan, og det synes jeg er direkte nedsættende og er bange for, at det vil påvirke hans selvværd. Har jeg ret i den antagelse?

Som nævnt, så bruger jeg ikke nej så ofte. Jeg er også meget til rådighed for min søn, og vil gerne være med til at lege. Jeg beder ham sjældent om at lege selv. Fordi jeg har lyst til at være sammen med ham. Det er ikke et offer for mig, jeg vil gerne være så meget sammen med ham som overhovedet muligt. Hvis jeg skal lave noget, lave mad, vaske tøj, så får han lov til at være med i stedet, men jeg sidder sjældent på en stol, og siger nej til at lege med ham. Hvis han kommer og spørger om jeg vil med eks. ned og gynge ham i haven, så får han næsten altid ja.

Jeg har nu fået at vide, at det ikke er godt for min søn, fordi han bliver egocentreret, altid vil have sin vilje og ikke er vant til at få nej. Og at det vil betyde, at han når han bliver større vil opleve mange andre børn, der ikke gider lege med ham fordi han altid vil have sin vilje. Hvad tænker du om det? Kan man være for meget sammen med sine børn?

Hilsen

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---