Svar: Drømmebryllup i Italien med baby?
Kære mor til verdens dejligste datter :)
Tak for dit brev og dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste svar:)
Det lyder så skønt og romantisk med et bryllup i Italien, og jeg kan godt forstå, at I har lyst til at være med og deltage i dette - det er naturligvis ikke hver dag, at man får denne mulighed.
Det passer dog meget dårligt sammen med at have så lille en pige, som I har, og det er derfor en svær beslutning og i sidste ende, er det jo nok jer forældre, som bedst kan vurdere, hvad der vil være bedst for jer og ikke mindst for hende…
Helt grundlæggende, så kan man sige, at så lille et barn ikke har brug for at komme til bryllup i Italien eller brug for, at mor og far rejser fra hende (hvilket du jo heller ikke vil). Det er ikke hendes behov, det er et voksent behov. Dermed ikke sagt, at man ikke nogle gange kan være nødt til at vælge sit eget behov fremfor barnets, men man skal overveje meget, hvad man gør og hvorfor…
Børn har brug for tilknytning til vigtige voksne, det er vigtigt for barnets udvikling. Og det lille barn vil fra fødslen knytte sig særligt til en person, som vil være den, der fungerer som barnets sikre base, altså den som barnet altid vil søge, og som barnet trygt vil stole på vil hjælpe, hvis der opstår usikre situationer. Det vil ofte være barnets mor og far, og man kalder dette for barnets primære omsorgspersoner.
Børn har også sekundære omsorgspersoner. Det vil f.eks. være en bedsteforældre, en dagplejer, en pædagog i vuggestuen, en au-pair og lignende. Det er en person, som barnet vil gå til, når mor og far ikke er der. Det er en person, som barnet kan søge hjælp og trøst hos, men som barnet normalt ikke har helt samme tætte tilknytning til, som det har til mor og far.
Hvis man er rigtig meget sammen med f.eks. bedsteforældrene, bor sammen eller bor tæt ved hinanden og ses dagligt eller flere gange om ugen, så vil bedsteforældrene godt nogle gange kunne fungere som primære omsorgspersoner, fordi de deltager i alt omkring barnet på samme måde, som forældrene gør. På den måde vil barn og bedsteforældre ...
... naturligt få et meget tæt bånd.
Hvis I lige nu bor sammen med bedsteforældrene og de deltager i den daglige pleje af jeres datter, så vil deres forhold naturligt være tættere, end hvis I bor væk fra hinanden. Men hun er stadig så lille, at hendes tætte kontakt er med især mor - og da I har boet i USA, har bedsteforældrene jo ikke været omkring hende fra starten, på samme måde som I forældre har… Og I flytter jo igen i nærmeste fremtid….
På et tidspunkt vil jeres datter naturligvis blive så stor, at hun sagtens kan passes af sine bedsteforældre - men som du skriver, vil hun naturligt med den alder hun har, have meget svært ved slet ikke at se sin mor. Hun vil have meget svært ved ikke at have dig hos dig i flere dage og vil naturligt kunne blive dybt ulykkelig. Hun er jo så lille, at hun ikke forstår, hvor du er. Hun kan heller ikke forstå en forklaring, og hun kan ikke forholde sig til tid. Hun vil føle sig forladt og alene, fordi du pludselig er forsvundet… Og hånden på hjertet, så synes jeg hun er alt for lille til at blive passet i flere dage. Og at blive passet af fremmede, et fremmede sted, med fremmede børn - det går ikke. At lade hende passe af barnepigen på stedet, tænker jeg, vil være rigtig svært for hende.
Hvis det skal kunne lade sig gøre, så kan din mor måske tage med til Italien og passe jeres lille datter der - du kan gå til og fra, amme hende og være der for hende, når hun tydeligt har behov for det. Din mor kan give hende mad, lege med hende, trille ture med barnevognen og være hos hende, når hun sover, og hun kender sin bedstemor, og bedstemor kender hende (genkendelighed er tryghed). Men mor kan tilkaldes og mor er ikke forsvundet, du er der stadig:)
Og så kan man naturligvis igen diskutere behovet, og hvis behov der skal dækkes og hvorfor… Og måske er I der lige nu, hvor I er nødt til at sige til jer selv, at I desværre ikke kan det hele og netop, som du også selv så fint skriver - at tiden har ændret sig. Det er ikke som "dengang I kunne tage alene til den slags" :)
Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre… :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fostervandsprøve
En fostervandsprøve er en prøve af fostervandet. Denne prøve kaldes også for amniocentese. Når man tager en fostervandsprøve, så er det primært for at undersøge fostervandet for celler, der med ret stor sikkerhed kan fortælle, om fosteret har en kromosomfejl eller kendte arvelige sygdomme.
Fostervandsprøve tages først omkring 16. graviditets uge, da der først på dette tidspunkt er fostervand nok til, at fosteret kan tåle, at man tager de 15-20 ml fostervand ud, som skal bruges...
Madpakke og børn
Når barnet begynder i pasningsordning, vil det mange steder selv skulle have en madpakke med hjemmefra.
Det er altid vigtigt at give barnet et varieret tilbud af fødevarer - det kan være rugbrød eller anden form for fiberholdigt brød, det kan være pasta sammen med rester fra aftensmaden, kød, fisk, frugt og grønt. Jo mere variation, jo bedre :)
Det er en god idé at give barnet ting med, som er pakket lidt hver for sig. Mange børn er glade for at have en madkasse,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Denne gang skriver jeg bare for at udtrykke min taknemmelighed over det store arbejde du gør for at informere alle os "usikre mødre".
Normalt anser jeg mig selv for at være relativt velinformeret om de emner, der interesserer mig .....- men jeg må indrømme, at det at blive mor har ført en helt uventet usikkerhed med sig.
Når det man ønsker aller mest er at give sit barn den bedste start på livet - og man bare ikke er sikker på, hvad der er det bedste at gøre, er det fantastisk at kunne rådføre sig hos dig.
Jeg har læst stakke af bøger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger, diverse artikler og lavet utallige google-søgninger (hvor jeg i øvrigt ofte lander på din side) om børnerelaterede emner - og alligevel bliver jeg tit i tvivl.
Trods mange spørgsmål fra min side svarer du tålmodigt, grundigt og engageret på det hele - og det betyder meget for mig som nybagt mor at få en kommentar med på vejen :-)
Mit medlemskab hos netsundhedsplejerske.dk er en rigtig god investering - og min søn får en mindre bekymret mor med i købet ;-)
God sommer

