Brev:

Alt ryger på gulvet!

---

Kære Helen

Jeg har skrevet til dig før vedr. amning og nærhed – atter engang tak for dine kloge svar. :-)

Jeg har et spørgsmål mere vedrørende opdragelse / bordskik. Har læst dine andre svar vedr. dette emne, men føler mig stadig rådvild.

Det drejer sig om, at min søn (på 13½ md.) smider stort set ALT på gulvet under måltiderne, og det er ved at være en kilde til stor frustration for mig.

Jeg har generelt den indstilling, at han skal have lov til at undersøge tingene, og jeg giver ham derfor lov til at undersøge stort set alt, med mindre det kan være farligt eller gå i stykker – både ved middagsbordet og i andre situationer. Da jeg har hørt/læst, at det er naturligt for børn i hans alder at undersøge maden, smatte den ud mellem fingrene o.s.v., får han lov til dette i stor udstrækning … han vil også meget gerne undersøge alt, hvad der er på bordet, såsom mælkekartonen, bøtter, diverse emballage m.m., og det får han som regel også lov til. Når han får skemad, får han selv en ske i hånden, så han kan spise selv, samtidigt med, at jeg hjælper ham lidt på vej med en anden ske. Han får ved siden af også frikadeller, rugbrødshapsere, kogte gulerødder m.m. på en tallerken, som han selv kan tage af.

Denne fremgangsmåde medfører dog et frygteligt svineri – hvilket jeg accepterer i stor udstrækning – men det frustrerer mig, at der ryger så meget på gulvet (og dermed i skraldespanden) – dels synes jeg, det er ærgerligt at smide så meget mad ud, dels synes jeg i forvejen, at jeg bruger det meste af min tid på at rydde op, gøre rent, vaske op o.s.v., jeg ville hellere bruge den sparsomme tid på at lege med min søn efter spisningen, i stedet for at skulle kravle rundt på gulvet og samle op og tørre op (jeg er alene med min søn, så der er i forvejen rigtig meget at se til med alle de praktiske ting og meget lidt tid til bare at være sammen med ham).

Jeg synes også, at han efterhånden må være gammel nok til at lære lidt bordskik, og det kan jeg læse ud fra dine andre svar, at det bør man også forsøge at lære dem i én eller anden udstrækning. Jeg har derfor igennem længere tid nu forsøgt at vise ham, at jeg ikke vil have, at han smider mad (og tallerkener, kopper m.m.) på gulvet, ved at sige ”nej, det må du ikke skat, ikke på gulvet”, ”maden skal i munden, skat” – ...

---

---

... forsøger at vise ham, at jeg synes, at maden smager godt ved at sige ”mm .. smager godt” etc. – men det virker, som om det preller fuldstændig af på ham!

Jeg er overbevist om, at han godt ved, hvad ”nej” betyder, jeg tror godt, at han forstår, at jeg ikke vil have det – men han virker nærmest, som om han synes, det er morsomt, at jeg må bukke mig ned hele tiden og samle op efter ham. Igennem størsteparten af måltiderne lykkes det mig som regel at bevare roen og ikke gøre noget større nummer ud af det – men det ender ofte med, at jeg bliver frustreret til sidst, når han bare bliver ved – for det er jo også hårdt at skulle bukke sig ned hele tiden for at samle op efter ham.

Jeg føler mig lidt magtesløs, fordi jeg ikke rigtig ved, hvilken konsekvens der skal underbygge mit ”nej” (når ord i sig selv ikke rigtig virker). Du foreslår i nogle af dine andre svar, at man tager tallerkenen væk eller tager barnet fra bordet – hvilket jeg har forsøgt nogle gange … men dels vil jeg jo gerne have, at han bliver mæt, så jeg ikke skal i gang med hele cirkusset en time senere, dels går der meget tid med at tørre hænder og ansigt, maden bliver kold etc. – og jeg synes i forvejen, måltiderne tager riiiigtig laaang tid, så jeg vil nødig trække dem endnu mere i langdrag.

Jeg vil lige nævne to ting, som måske har haft en uheldig indflydelse på hans bordmanerer (eller mangel på samme):

Den ene er, at jeg ret tidligt, da han kun var få måneder, kom til at give én af hans tøjbamser, Humpfrey, en personlighed a la Anders And – altså sådan én, der er gal i skralden og skælder ud … Humpfrey blev ofte fornærmet og sagde nej, og det syntes min søn var rigtig skægt - og det har vist fået den uheldige konsekvens, at han synes, det er sjovt, når jeg siger nej eller bliver sur. Det er selvfølgelig ikke særlig smart – men det tænkte jeg ikke på på daværende tidspunkt. :-/

Den anden ting er, at jeg i en periode, da jeg havde rigtig svært ved at få min søn til at spise noget som helst, gav ham noget legetøj i hånden, mens han sad ved bordet – således at jeg kunne få noget mad i ham, mens han var optaget af det. Derved har jeg måske lært ham, at madsituationen er en situation, hvor man leger?

Kan jeg rette op på det? Og hvordan griber jeg i så fald dét an?

Med venlig hilsen,
Jonahs mor

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---