Brev:

Normale ritualer?

---

Kære Helen.

Så er vores ældste datter snart 5 år og siden jeg sidst skrev er vi flyttet, hun er startet i ny børnehave og det hele er faktisk gået rigtig godt synes vi. Vi havde en god og rigtig lang sommer sammen, hvor vi holdt fri og kom på plads det nye sted og herefter startede hun stille og roligt op i børnehaven. Hun virker til at trives derhenne, er der 20 timer i ugen og går ellers hjemme sammen med lillesøster og mor.

Mit spørgsmål er:
Hun har i lang tid (måske næsten et helt år) haft en "vane" med at vi skal give to kysser og to krammer og to vink, når vi siger farvel. Kys og kram skal være skiftevis på den ene og den anden kind. I første omgang tænkte vi, at det var helt normalt at det var rart med et fast farvelritual. På et tidspunkt gik det så op for mig, at det handlede om, at hun synes det var synd for den anden kind, hvis den ikke fik kys. Vi prøvede i første omgang bare at lade hende have sit ritual i fred og ikke gøre det store ud af det. Det begyndte dog at blive lidt anstrengende synes vi, fordi det som egentlig skulle være hyggeligt og rart for hende, blev meget kontrolleret. Prøvede derfor at snakke stille og roligt med hende om det og spørge ind til det. Det virker til, at hun også selv synes det er lidt besværligt og egentlig er med på at prøve at øve at give helt almindelige farvel-/godnatkrammer, men samtidig er det helt tydeligt, at det i en eller anden grad er ubehageligt for hende at lade være.

Hun har også fortalt, at hvis hun ...

---

---

... fx klør sig på den ene hånd, så gør hun det også på den anden - fordi det ellers er synd for den anden hånd, og nogle gange også for resten af kroppen. Vi har prøvet at snakke stille og roligt med hende om, at det er helt normalt at tænke sådan (kan også huske noget ligende hos mig selv som barn), men at det i virkeligheden ikke er synd for den anden kind fordi den jo ikke kan føle noget, og lignende. Hun virker til at forstå det i en eller anden grad, men som sagt virker det til at det er svært for hende at lade være, og hun prøver også nogle gange at "snyde" os til at give et kys på den anden kind. Jeg har spurgt hende, om det er fordi hun er bange for, at der sker noget, hvis hun lader være, men det er hun ret tydelig om, at det er det ikke. Hun synes bare det er synd for hånden/kinden/benet/osv.

Vi prøver at tage det meget afslappet og også fjolle lidt med det sammen med hende og samtidig anerkende hende i det, men er egentlig ret meget i tvivl om, hvordan vi skal forholde os til det…

Er det bare noget, der er normalt for børns udvikling eller er det noget, vi skal være opmærksomme på og forsøge at gøre noget ved?

Hun er særligt sensitiv, ligesom jeg, og tænker, at det jo også godt kan hænge lidt sammen med det. Kan i hvert fald selv huske fra min barndom, at jeg fx synes det var synd for radiatoren, hvis nogen bankede på den, hvis mine bamser ikke alle sammen lå godt, osv, osv.

På forhånd tusind tak for svar:-)

Bedste hilsner fra
mor og far til to

Læs Helens svar »

---

Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25 Warning: Undefined variable $focus_pm in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 130

---

---

---

Viden om børn:

---