Brev:
Elsker ikke mit barn!
Kære Helen.
Overskriften lyder måske lidt voldsom, men jeg har svært ved at finde ud af hvad der sker indeni mig.
Jeg er mor til to skønne børn, den store, en pige på 8, og en dreng på 3. De har hver deres far, men jeg er sammenlevende med drengens far, som jeg også venter nummer 3 sammen med.
Vores hverdag er meget præget af konflikter, os og min datter imellem. Hun er hos os hver 2 uge. Når hun kommer hjem fra samvær med sin far, er hun først glad for at se mig, men stemningen bliver dog hurtig anstrengt, da hendes attitude bliver mere og mere flabet.
Hun svarer igen, og det føles næsten som om hun prøver at trykke på mine knapper, selvom jeg godt ved hun ikke er beregnende på den måde.
Jeg prøver som voksen at gribe det an på en pædagogisk måde, og forsøge at undgå at skælde ud, men at få hende i tale, men som regel uden held.
Det kan ende med at jeg "flipper ud" og siger nogle knapt så pædagogiske ting til hende, fordi jeg bare ikke kan mere, eller bare ikke ved hvad jeg skal stille op for at få hende til at forstå, og så bliver hun selvfølgelig såret.
Jeg synes hele denne situation er så svær, og jeg kan se at min datter også har det svært, hvilket ...
... skolen også har bemærket.
Samarbejdet med min datters far er først indenfor de sneste år blevet tåleligt, men ikke godt. Når jeg kontakter ham med at vores datter har det svært, synes han bare at alt går super fint, og at de da aldrig har problemer med hende, og det da må være os der er prblemet.
Jeg har tænkt tanken at det ikke fungerer for vores barn med en 7/7 deleordning, for jeg tror ikke at hun kan finde sin plads. Min fornuft siger mig at hun skal være mere her, så vi kan få hende og jeg på rette køl sammen.
Jeg føler at jeg har mistet gnisten for hende. Når hun har været ved far i 7 dage, savner jeg hende, og glæder mig til at hun kommer hjem. Måske der også ligger noget dårligt samvittighed i den følelse.
Når det bliver mandagen hvor hun skal til sin far, er jeg super lettet, og glæder mig egentlig bare til at være sammen med min søn, uden konflikter og bekymringer, trods bekymringen ulmer.
Jeg ved simpelthen ikke hvilket ben jeg skal stå på, og jeg er konstant ked at at have det sådan, og jeg skammer mig over det.
Mit højeste ønske var at min datter og jeg kunne finde hinanden igen, og få vores gnist tilbage. Hvordan skal jeg gribe det an?
Hilsen
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Negle
Spædbarnets negle er meget bløde og i starten vil du fint kunne nulre neglene af.
Når neglene bliver hårde og adskiller sig fra blommen, så kan du begynde at klippe dem med en saks. Det er her vigtigt at du klipper neglene lige over.
Du kan evt. bruge en lille fil til at afrunde hjørnerne på neglene, så barnet ikke kan rive sig.
Børn i bilen
Der er fem gode huskeregler, når du skal transportere dit barn i bilen:
1. Det er vigtigt at barnets autostol passer til både barn og bil. Tag derfor både barn og bil med, når du køber autostol.
2. Sørg for at autostolen sættes korrekt fast. Følg brugsanvisningen og stram selerne så godt til som muligt, så stolen er godt fastspændt til sædet i bilen.
3. Vælg bagudvendt autostol så længe som muligt. Det er mest sikkert for barnet.
4....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.