Svar: Sov lille Skat
Kære Siff´s mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse :)
Det gennemsnitlige søvnbehov, når man er 7 måneder gammel er 14-14.5 times søvn i døgnet. Det vil ofte være sådan, at barnet sover 2 lure i løbet af dagen - en formiddagslur og en middagslur og så sover en god nattesøvn. Jo mere barnet sover om dagen, jo kortere vil nattesøvnen naturligt være og omvendt. Og hos jer, hvor der er tale om en pige, der ofte kan sove gode lange lure, ja så vil det være naturligt, at hun ikke sover særlig lang nattesøvn og derfor protesterer mod den sædvanlige kl 20 putning…
Hvis jeres datter sover en formiddagslur på 2 timer og en middagslur på 3 timer, altås 5 timers dagssøvn i alt, så vil hendes nattesøvn kun skulle være godt 9 timer. Står hun op kl ca 7 hver morgen, som lyder rigtig fint, vil det således være passende med et puttetidspunkt der hedder kl 22… Så når du ofte bruger flere timer om aftenen på at få hende puttet, så skyldes det sandsynligvis at du putter hende alt for tidligt - og det er også derfor, at hun reagerer med så tydelig vågenhed og viser lyst til at ville pludre, lege og lave alt mulig andet end at sove.
Lige nu, hvor hun er igang med indkøring i vuggestue, vil det være rigtig godt og vigtigt, at hun får lov til at sove ekstra om dagen, men på sigt, vil det naturligt være godt at dagen ikke soves væk og at hun i stedet får lidt længere nattesøvn, så hun begynder at kunne blive puttet til natten omkring kl 20.
Hendes start i vuggestue gør dog, at hun lige nu må have lov til at regulere behovet lidt selv. Hun vil højst sandsynligt ikke kunne klare, hvis du vækker hende om dagen og afkorter hendes dagssøvn. I stedet må I forsøger at gøre aftenerne til familietid, hvor I alle tre er i stuen, hygger og er sammen og så putte hende, når hun viser sig parat og ikke før:) Og stille og roligt må I så arbejde på at få forlænget hendes nætter og afkorte dagssøvnen - og måske vil det ske helt af sig selv i takt med at hun vænner sig til den nye hverdag og til at blive passet ude.
Du fortæller at hun om dagen ofte kan finde på at tage en ekstra powernap, og hvis hun tydeligt har behov for den, så skal hun naturligvis have lov - men det kan være en god idé at arbejde på, at hun sover 2 lure dagligt, så hendes dagssøvn ikke forlænges mere end den allerede er…
Du skriver: "Gør ALT for at hun føler at det at sove om natten er trygt og dejligt. Men hun er jo ikke sur og tvær, græder kun fordi vi prøver at få hende ...
... til noget hun absolut ikke gider. Jeg er ved at gi op, aner simpelthen ikke hvad vi ellers kan gøre for at få hende til at sove.". Det er rigtig fint set - hun græder, protesterer over at du forsøger at putte hende, når hun ikke er træt og parat til det og derfor skal du ikke putte hende, før hun kan sove. Ingen kan sove på kommando - hverken børn eller voksne.
Det handler om at der kører et søvntog, og at man skal springe på toget, når det holder ved perron. Hvis man kommer for tidligt til toget, så bliver man frustreret og ked af det og kan ikke sove. Hvis man kommer for sent til toget, så er det ligeså frustrerende, fordi man så må ligge og vente på at næste tog kommer forbi. Derfor skal man springe på, når toget er der…. Og søvntog kører ofte med 20-40 minutters intervaller, så hvis du putter jeres datter, og hun tydeligvis ikke er parat til at sove, så må du tage hende med tilbage i stuen og vente på at næste søvntog kommer forbi. Se på hende, se på uret og prøv så at putte hende, når hun igen virker træt og parat. Der er absolut ingen idé i, at du sidder i soveværelset fra kl 20 til 22/23 og venter på at hun skal sove og kæmper en kamp. Det er frustrerende for både hende og dig og det kommer der ikke nogen gode søvnvaner ud af. Det er langt bedre lige nu at acceptere, at hun ikke kan sove før kl måske er 22 og så skal du ikke putte hende før klokken måske er 21.30-22, når hun viser sig parat.
Så ja - det er rigtigt, at hun skal have sin søvn og at du skal hjælpe hende med at sove. Men som du beskriver det, så får hun lige nu den søvn hun har behov for. Hun sover bare mere om dagen - hendes dagssøvn er længere og hendes nattesøvn kortere, men det kan fint forklares med at hun er startet i vuggestue og naturligt ikke kan overskue dagen, alle stimuli osv. og naturligt bliver ekstra træt og derfor har brug for ekstra dagssøvn…. hun er jo stadig en lille pige:)
Og jeg kan godt forstå at du og hendes far gerne vil have tid sammen om aftenen, det er et helt reelt behov. Men lige nu er I nødt til at acceptere, at aftenen er for jer alle tre og at I må bruge tiden som familie - og så kan tiden til at være par komme senere hen. Ligesom det naturligt ikke er nogen idé, at du sidder i soveværelset med jeres datter og kæmper om søvnen i flere timer og far er i stuen - I skal ikke kæmpe om søvnen, men prøve at hygge jer sammen alle tre….
Håber du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Og rigtig god jul!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test
NIPT, Non-Invasiv Prænatal Test er en blodprøve, som kan være et alternativ til kvinder, der har fået tilbudt, men ikke ønsker at få foretaget moderkageprøve eller fostervandprøve.
NIPT kan tidligst tages, fra du er mindst 10 uger henne, og det skal være bekræftet af en ultralydsundersøgelse. NIPT er en blodprøvetest for kromosomafvigelse hos fosteret. I den gravides blod findes DNA fra fosteret i en blanding med den gravides DNA. Med en avanceret analyse af en blodprøve fra den...
Forkælelse - forkælede børn
Små børn kan kun fortælle dig, at de har brug for din hjælp ved at græde. Et lille barn kan ikke på anden måde give udtryk for, at det har behov for at blive taget op, blive skiftet, få mad, blive pludret med, krammet osv.
Derfor skal du altid reagere, når det lille barn græder. Det er en skrøne, at børn udvikler deres lunger, ved at få lov til at græde. Og det er heller ikke korrekt, at man forkæler et barn ved at reagere på dets gråd, tværtimod.
Små børn kan ikke...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

