Svar: Lukker munden for skeen - 5 mdr.
Kære Nanna
Tak for dit brev og stort tillykke med lillebror - hvor dejligt at høre fra dig igen og hvor dejligt at høre, at I har fået endnu en skøn dreng!:)
Jeg synes umiddelbart, at det lyder som en god idé at holde et par dages pause med skemaden, for at se om det går bedre, når du så starter op igen. Og når du så starter op, så vil det være rigtig godt, at du giver skemad 2 gange dagligt.
Det er rigtig dejligt, at din dreng er glad for at holde skeen og forsøger at putte den i munden. Det er et godt tegn og det skal du udnytte. Men det skal ikke være skeen, men derimod mad i hånden, som han skal have. Lige nu, hvor han ikke er mere end 5.5 måned gammel kan du forsøge med lidt agurk. Du kan lave en agurkering og sætte den på hans tommelfinger, så kan han bedre holde fast på den. Og i takt med at han blive ældre, så kan du forsøge med flere fødevarer f.eks. ristede rugbrødsbjælker og blød frugt som en appelsinbåd eller lignende, som han kan sidde og sutte saften ud af.
Mad i hånden har den fordel, at han oplever, at det man putter i munden er spændende og smager forskelligt. Samtidig styrker det ham mundmotorisk. Han skal f.eks. lære hvor langt ind i munden, man kan komme maden uden at brækrefleksen stimuleres, ligesom han skal finde ud af forskellige konsistens.
Og hvis du starter med at give ham lidt i hånden, når det er spisetid, så lærer han at der er mad på vej og vil være mere parat til at spise, når du så kommer med skemaden efterfølgende. Han kan sidde på skødet, men hvis han er stærk nok i ryggen til at sidde kortvarigt i høj stol, vil det også være rigtig fint. Det kan være lettere at styre maden på denne måde:) Det kan være sværere for ham at spise i en skråstol, da han i denne ofte ikke vil sidde rigtigt men mere "halvt ligge":)
Du må gerne give ham grød til frokost og grøntsagsmos til aften, så han på den måde får variation. Du må også gerne variere mellem forskellige grødtyper og forskellige slags grøntsagsmos - men prøv at bibeholde mindst en kendt ting om dagen. Så du kan f.eks. give ham hirsegrød 3 dage i træk og så variere mellem kartoffel-gulerods-mos/kartoffel-broccoli-mos om aftenen. Og så kan du bibeholde samme mos i et par dage, imens du så varierer tilbuddet af grød. Du må også gerne variere topping på grød, så han nogle dage får frugtmos og andre dage bærmos som topping.
Giv ham vand af kop. Det skylder munden og gør det lettere at bearbejde grød og ...
... mos. Det kan være af et lille snapseglas eller af en tudkop.
Det er rigtigt at lysten til at åbne munden gerne skal komme af sig selv. Han spejler sig dog i dig, så prøv om du kan åbne munden og på den måde vise ham hvordan. Hvis du f.eks. sætter dig foran ham og siger "mmm mam mam mam", så vil du naturligt ofte åbne munden" og når han så gør det samme, så giver du ham en lille skefuld.
Prøv også at vurdere om han bedst vil kunne kapere en fast grød eller mos eller om det skal være lidt mere flydende her i starten, så du mere "hælder" det i ham.
Hvis du kan malke ud og lave grød på din egen mælk i starten kan det nogle gange hjælpe. Din dreng kender smagen af din mælk og vil måske derfor så acceptere grøden lidt bedre. Hen af vejen kan du så bruge modermælkserstatning. Det samme gælder i dit forsøg på at få ham til at tage flaske - hvis du prøver med udmalket modermælk kan du være heldig - det er ikke sikkert, at han protesterer over flasken, måske protesterer han over smagen…
Bruger han sut? Hvis du kan finde en flaske, som ligner hans sut kan det være en idé. Og ellers må du forsøge dig frem med forskellige typer af flaskesutter. Nogle ammebørn trives med en NUK anatomisk sut med ventil, som er en bred og flad sut i naturgummi. Andre børn foretrækker en elastisk flaskesut i silikone, det laver blandt andet Pigeon. Det kan være et forsøg værd.
Her kommer lige en dagsplan, som den måske kunne se ud hos jer:
Tidlig morgen 06: Ammes og sover videre, vågner og dagen starter ofte med en lille ekstra amning
Formiddag 09: Ammes og puttes til formiddagslur
Frokost 11: Tilbydes lidt agurk i hånden og du følger efter med smagsprøver på lidt grød, evt. med frugtmos eller bærmos som topping, vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur. Du kan også forsøge med en flaske her, for at se om han kan lære det. Evt. give ham flaske imens han er svøbt.
Eftermiddag 16: Ammes
Sover dagens 3. lur, som ofte er en powernap
Aften 18: Tilbydes lidt agurk hånden og du følger efter med smagsprøver på lidt grøntsagsmos, vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Ammes og du kan også forsøge med en flaske her. Nogle gange vil han måske acceptere den fordi han tilbydes den mere eller mindre i søvne.
Midt nat 03: Ammes efter behov
Jeg håber, du kan bruge ovenstående lidt videre og ønsker jer en rigtig dejlig jul!
Glæder mig til at følge jeres lille familie igen:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Warning: Undefined variable $noofcol in /var/www/netsundhedsplejerske.dk/public_html/contentpm_porto.inc on line 25
Annoncer
Sponsorerede artikler
Viden om børn:
Fødder
På grund af den trange plads i livmoderen, bliver mange børn født med indaddrejede fødder. Det kan være den ene fod eller begge. Små børn fødes også let hjulbenede. Det har ofte ingen betydning, og det retter sig efterhånden, som barnet bliver ældre. Nogle børn bliver født med klumpfod, også kaldet varusfod eller talipes equinovarus. Dette kræver speciel behandling.
Den sunde babyfod er bred og med en smal hæl. Barnet kan let sprede sine tæer. Alle børn er platfodet indtil...
Udslæt - hos børn
Børn kan få mange forskellige slags knopper og udslæt. Det kan være svært at afgøre, om det bare er noget forbipasserende, og hvis du er i tvivl, så kontakt altid lægen. De mest almindelige former for udslæt hos babyer er:
- Ble-eksem: Voldsom rød numse, knopper, og det kan være smertefuldt. Det kan skyldes at barnet ikke tåler det materiale, som engangsbleen er lavet af, og det kan derfor være en fordel at prøve et andet blemærke. Det kan også skyldes, at barnets hud reagerer på...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.

